Martin Luther satte kristendommen fri. Hans tanker og idéer inspirerede mange til at fortolke kristendommen på nye måder, og hans oversættelse af biblen gjorde det praktisk muligt. Mange gik nok meget længere, end Luther havde forestillet sig eller ønsket.
En gruppe, der fortolkede biblen og kristendommen på en ny måde, var gendøberne, også kaldet anabaptisterne efter det græske ord for gendøber. Gendåben handler om, at man skal døbes igen som voksen, fordi det lille barn ikke er i stand til bevidst at opsøge forbindelsen med gud.
Som mange andre reformister, var gendøberne ikke en central organisation, men mange små sekter, som lagde vægt på forskellige ting. Mange af dem lagde også vægt på Jesus fattigdom og forkærlighed for fattige mennesker, og så det som forlæg til selv at dele jordisk gods med hinanden, og dermed gøre op med middelalderens feudale hierarki.
Nogle mente også, at kunne bevise, at dommedag nærmede sig og enkelte kunne endda sætte sted og dato på, hvornår Jesus igen ville vise sig på jorden.
Mange af disse radikale reformister, og måske særligt gendøberne, blev set som en stor trussel, og derfor blev der slået hårdt ned på dem. Mange blev brændt på bålet eller druknet alene på baggrund af deres tro. Det blev også skæbnen for en stor del af dem, som fulgte med Melchior Hoffmann til Strasbourg i 1534. Hoffmann selv slap dog med at komme i fængsel i resten af sit liv.
Münster
De fleste byer på den tid var enten overvejende katolske eller overvejende reformistiske. Sådan var det ikke i Münster. Den var nogenlunde delt lige mellem de to parter. Nok var der stridigheder imellem dem, men det lykkedes i det store hele at få det til at fungere.
Blandt reformisterne var der to vigtige personer, som begge hed Bernhardt. Bernhardt Knipperdolling, som var en velstående købmand og aktiv i byens delvist demokratiske og delvist selvstyrende politiske liv, og Bernhard Rothmann, som var prædikant. Begge var protestanter, og da der i januar 1534 kom et par hollandske gendøbere til byen, var de begge meget lydhøre og endte med at slutte sig til bevægelsen.
De hollandske gendøbere blev ledet af to mænd, der begge hed Jan. Jan Mathys og Jan Bockelson van Leiden.
Gendøberbevægelsen fik hurtigt tag i byen. Dels fordi de karismatiske hollændere lykkedes med at overbevise mange mennesker meget hurtigt, og dels fordi mange forfulgte gendøbere fra området hurtigt ankom til byen. Det hele kulminerede en aften i februar, hvor himlen stod i særlige farver, hvilket fik gendøberne til at tro, at dommedag var kommet. Her beskrevet af Herman Kerssenbrück, der som 13-årig studerende bevidnede det hele og begynder med en beskrivelse af Bernard Knipperdollings adfærd.
Now, as the young Herman (who was not only a devout Catholic but, like most adolescent boys, a confirmed cynic) tells it, this dignified and respectable man appeared in the doorway of his grand house, arm in arm with a much younger, slighter man, a newcomer from Leyden called Jan Bockelson, a bastard Dutch tailor and bawdy-house keeper. Both men were screaming and pointing to the sky, shouting, Repent! Repent! For the hour of the Lord is now upon us! They were not alone in their frenzy: the Market Square, lit by torchlight reflected against the low clouds, was like a Witches’ Sabbath to Herman and two schoolmates as they crouched fearfully in a doorway to watch. It was a carnival of madness, a gathering of demons, who in the light of day wore the familiar faces of carpenters, blacksmiths, and merchants, of schoolchildren and nuns, even of the august members of the city council. Among these moved a dark-robed, stocky figure, the third of Kerssenbrück’s lead players, the hot-tempered and brilliant young Anabaptist preacher Bernard Rothmann. A few years earlier Rothmann had been an earnest intellectual who had studied with the great Melanchthon, Luther’s disciple. Now he thrust his short, broad-chested figure through the crowd, his eyes rolling, demanding that all repent!
The mob surged around the preacher, terrified and exhilarated. Many, like Knipperdolling, were hysterical, with a slather of foam issuing from their mouths. The shrill voice of an impassioned young woman standing on the steps of St. Lambert’s Church cut through the clamor; the daughter of the tailor Jurgen tom Berg was calling for repentance so effectively that her father, inspired by her passion, raised his arms to the flame-reddened heavens and cried, I see the majesty of God and Jesus, who bears the flag of victory in His hands. Beware, you Godless ones! Repent! God will reap His harvest and let the chaff burn in the all-consuming fires. Cease from sinning! Repent! He leaped into the air as though he might fly, then threw himself on his face in the dirt and dung in the shape of a cross.
Uddrag fra The Tailor King: The Rise and Fall of the Anabaptist Kingdom of Munster af Anthony Arthur.
Diskussionspørgsmål
Kan vi sætte os ind i mentaliteten hos borgerne i Münster? Hvordan kunne de ende i sådan et massehysteri? Hvilken forestillingsverden har de levet i inden? Havde den forestillingsverden ændret sig i løbet af de seneste år?
Fanatisk regime
Det blev begyndelsen til et oprør mod Franz von Waldeck, som var katolsk fyrstebiskop over byen. Han var altså på en gang gejstlig og verdslig leder, og rangerede over byrådet. Det var derfor, at de kun delvist var selvstyrende.
Von Waldeck boede ikke selv i byen, og dens tykke mure og svære fæstningsværker var derfor i oprørernes hænder. Fyrstebiskoppen kunne ikke stille så meget andet op, end at belejre byen, og selv det viste sig at være svært. Der var masser af huller og muligheder for at slippe igennem.
Bernhardt Knipperdolling blev valgt som borgmester, men den virkelige leder blev profeten Jan Matthias. Han hævdede at være i direkte kontakt med Gud, som han gik og førte samtaler med.
Hvis nogen havde været i tvivl om, hvorvidt Jan Matthias og hans tilhængere mente det hele alvorligt, kom tvivlen ikke til at vare længe.
Jan Matthias beordrede alle ikke-gendøbere dræbt, men lod sig – efter en konsultation med gud – overbevise om blot at forvise dem, altså smide dem ud af deres huse og forlade alle ejendele og forlade den by, hvor mange familier havde boet i flere generationer.
Han beordrede også alle bøger, som ikke var eksemplarer af biblen, brændt. I overensstemmelse med forestillingen om Jesus’ fattigdom forbød han i praksis privat ejendomsret, slettede al gæld og forbød folk at arbejde for penge.
Jan Matthias fik dog ikke længe, som regimets åndelige leder. I påsken fandt han ud af, at tusinder af gendøbere, som havde været på vej til byen, var blevet stoppet, fanget eller dræbt på vej dertil. Det betød, at den ventede forstærkning, som skulle have hjulpet med at bekæmpe fyrstebiskoppen, ville udeblive.
Under et bryllup havde Jan Matthias en af sine samtaler med Gud, en voldsom en af slagsen. Det stod klart, at han måtte tage ud og bekæmpe biskoppen selv, hvilket han gjorde den efterfølgende dag, foran en stor del af byens borgere.
When the festivities were at their peak, Jan Matthias, who had been sitting with his great gray head drooping to his chest, groaned audibly and raised his stricken face upward. Pale as death, he shuddered violently and fell face down on the table before him, completely unconscious. The room grew instantly silent. None dared touch the Prophet for fear that he was again receiving a divine message. At length Matthias lifted his head and stared with unseeing eyes.
“Oh, dear Father, my Lord and my God, I hear and obey,” he cried. “Not what I want, but what You demand!” With that he rose unsteadily to his great height and solemnly kissed the lips of every man and woman in the room. To each he said, his hand clasping theirs, “God’s peace be with you and with this city.”
And with these words he left the wedding party.
[…]
Everyone in Münster knew of the heroic forthcoming challenge by the Prophet to the Prince-Bishop, and all who could be there thronged the city walls on April 5 to watch. What they saw on that warm April morning was an old man in full armor, carrying a lance and a sword, slowly guiding his horse toward Miller’s Hill, a low promontory east of the Ludger Gate. A dozen or so riders accompanied him. Then a regiment of black riders, the Bishop’s shock troop of cavalry whose horses and armor were of the deepest shining sable hue, rose from behind Miller’s Hill. At a signal, five hundred knights charged the Prophet and his men.
Cries of pain, shouts of glee, the creak of horses’ harnesses and the clang and bang of metal against metal, clouds of shimmering dust in the spring sunlight—the pathetic challenge was over in a matter of minutes. Kerssenbrück relates with smug satisfaction that “every limb and part of ‘the new Samson’ was run through with countless swordthrusts until he was entirely in pieces.” The Prophet’s severed head was paraded in front of the watching Anabaptists by a galloping black knight, then stuck on a pole and planted before the city. His private parts, according to one story, were nailed that night to the city gate through which he had departed.
Uddrag fra The Tailor King: The Rise and Fall of the Anabaptist Kingdom of Munster af Anthony Arthur.
Diskussionspørgsmål
Hvad fortæller beskrivelsen om Jan Matthias’ egen tro på sin egen rolle? Hvad siger den om hans egen tro på Gud? Kan vi udlede noget af teksten, som ikke står ordret?
Jan van Leiden tager over
Borgerne i Münster var forståeligt nok chokerede over Jan Matthias’ død. Manden, de havde regnet med ville sikre dem frelse – både fra fyrstebiskoppens soldater, som havde omringet Münster, og i det evige liv efter døden – bare blevet slået ihjel så let som ingenting uden at gud havde grebet ind.
I de følgende dage gik der rygter om, at han ville genopstå ligesom Jesus havde gjort det 1500 år forinden, men de rygter satte den anden Jan – Jan van Leiden – en stopper for. Han kaldte folk sammen til en lille kirke i Münster.
Fra et af kirkens vinduer erklærede han, at det var guds vilje, at Jan Matthias var død. Det havde han nemlig fortjent. Han havde været så forfængelig og stolt i sin kamp mod fyrstebiskoppen, at han havde forsømt at bede Gud om hjælp. Det havde Gud straffet, ved at lade ham dø den ydmygende død på slagmarken.
Faktisk kunne Jan van Leiden fortælle forsamlingen, at Gud havde inddraget ham i sin plan. Otte dage før Jan Matthias’ død havde han vist sig for Jan van Leiden og fortalt ham, at det ville ske. Bernhard Knipperdolling viste sig i vinduet og kunne bekræfte, at Jan van Leiden havde fortalt ham om sin samtale med Gud allerede inden Jan Matthias’ død.
Hvis Jan Matthias’ styre havde været rabiat, tog det endnu en drejning under Jan van Leiden. Han indførte en række love, som folk næsten ikke kunne undgå at overtræde, og som alle blev straffet med dødsstraf. Når nogen overtrådte dem, var det op til ham selv, om de skulle benådes eller henrettes. I praksis kunne han altså bestemme om hver enkelt borger i byen skulle leve eller dø.
Den nok mest kontroversielle lov, han indførte var polygami, altså flerkoneri. Det stred på mange måder mod alle de værdier, som indbyggerne så fanatisk gik ind for, men det lykkedes at få de fleste borgere til at acceptere det. At afvise et frieri blev en af de mange forbrydelser, der blev straffet med døden, og kvinder helt ned til 12-årsalderen blev giftet væk.
Jan van Leiden selv fik 16 koner, herunder Jan Matthias enke, Bernhard Knipperdollings datter og kvinden Elisabeth Wandscherer, som han lod halshugge, efter at hun havde kritiseret ham for at leve i luksus, selvom byens borgere sultede.
Diskussionsspørgsmål
Hvordan tog og konsoliderede Jan van Leiden magten i Münster? Hvilke argumenter brugte han til at han skulle være leder, og hvorfor var det vanskeligt for nogen at modsige ham?
Belejring
Årsagen til, at byens borgere sultede var, at fyrstebiskoppen efter flere forgæves forsøg på at storme byen, havde besluttet sig for at belejre den. Han fik lukket den helt af, blandt andet ved hjælp af andre fyrsters hære og ved at bygge en ekstra mur hele vejen rundt om byen, som han selv kontrollerede.
Det betød, at det ikke længere var muligt at få forsyninger ind til byen, og det var derfor, man sultede helt ud til det punkt, hvor der var eksempler på kannibalisme. Jan van Leiden og hans hof sultede dog ikke. De omgav sig med stor luksus, hvilket ifølge van Leiden selv, ikke var for deres egen skyld, men fordi det var “Guds vilje”.
Jan van Leiden holdt dog alligevel moralen i byen oppe. Meget tyder på, at hans helt særlige karisma har gjort en stor forskel, og samtidig stillede han folk i udsigt, at de ville blive frelst af mirakler fra gud ved påsken i 1535, altså et år efter, at Jan Matthias’ død, efter at den første frelse var udeblevet.
Da man nåede påske, og miraklet udeblev, lavede Jan van Leiden om i sin historie. Han sagde, at det ikke var frelse på jorden, men frelse i efterlivet, som Gud ville give. Münster ville altså ikke blive befriet fra belejringen, men alle byens indbyggere var sikret en plads i himlen.
Til sidst gik det ikke længere. I juni 1535 lykkedes det fyrstebiskoppens soldater at indtage byen, godt hjulpet af en forræder inden for murene og andre fyrster, både protestantiske og katolske. De udsultede Münster-borgere kæmpede fanatisk imod, men denne gang kunne de ikke klare overmagten. Byens ledere blev fundet og anholdt, bortset fra Bernhard Rothmann, som ingen nogensinde så igen. Måske døde han i kampene, måske lykkedes det ham at flygte.
Dømt, tortureret og henrettet
Jan van Leiden, Bernhardt Knipperdolling og en tredje leder, der hed Bernhardt Krechting, blev idømt en times offentlig tortur efterfulgt af dødsstraf. Dommene blev eksekveret den 22. januar 1536, næsten to år efter, at oprøret var begyndt.
De tre dømte blev bundet til en pæl med ryggen mod hinanden, så de kunne følge med i de andres tortur. Jan van Leiden blev tortureret som den første, og da Knipperdolling oplevede hvordan det foregik, forsøgte han at kvæle sig selv i de kæder, han var bundet med. Loven var sådan, at man skulle tortureres en time, hvis det var den dom, man havde fået. Hvis man besvimede undervejs, blev man vækket igen, og den tid, man havde været væk, blev lagt til i den anden ende.
Da de alle tre var døde, blev de hængt op i bure i kirketårnet til skræk og advarsel. Her sad de i de følgende 50 år indtil deres jordiske rester blev fjernet. Burene hænger der endnu.
Diskussionsspørgsmål
Münsteroprøret er på mange måder helt ekstraordinært, og er altså ikke et typisk eksempel på reformationen. Der er ikke andre eksempler på, at religiøse fanatikere lykkede med at tage magten i en hel by og indføre et ekstremistisk regime. Kan Münsteroprøret alligevel fortælle os noget om reformationen generelt? Er der ligefrem ting, vi kan blive klogere på netop fordi det er en usædvanlig historie?