Under hele den kolde krig, fandtes der i de fleste vestlige lande kommunistiske mindretal, partier og grupperinger, som samarbejdede med Sovjetunionen eller Kina og ønskede at omvælte vestlige lande til socialisme/kommunisme.
I USA forsøgte senator Joseph McCarthy i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne at afsløre, modarbejde og afmontere kræfter, som (han mente) kæmpede for at gøre USA socialistisk. Det har senere fået navnet McCarthyisme.
I Europa var man trods alt mindre forskrækket over kommunisterne, og for eksempel var Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i flere perioder i løbet af 50’erne og 70’erne repræsenteret i folketinget med 6-8 mandater.
Endnu bedre gik det Socialistisk Folkeparti (SF), som i 1958 blev stiftet af tidligere medlemmer af DKP, og som bekendt stadig eksisterer og er repræsenteret i Folketinget. Fra 1968 kom også det marxististiske parti Venstresocialisterne (VS) i folketinget. Siden 1989 har DKP, VS og partierne Socialistisk Arbejderparti og Kommunistisk Arbejderparti været samlet i Enhedslisten.
Dertil kom en underskov af mindre partier og grupper, med divergerende socialistiske holdninger, som på hver sin måde kæmpede mod kapitalismen og hinanden. Mere om det senere.
Ungdomsoprøret
1968 og 1969 var i store dele af den vestlige verden præget af det såkaldte ungdomsoprør. Unge mennesker gjorde oprør mod de relativt konservative normer, der langt henad vejen prægede samfundet. De klædte sig anderledes, fik langt hår, hørte beat-musik, tog på lejr og eksperimenterede med boformer, sex og euforiserende stoffer.
Ungdomsoprøret var blandt meget andet drevet frem af krigen i Vietnam, og havde også en politisk dimension mod Vestens (særligt USAs) rolle i verden, mod imperialisme og mod krig. For de fleste udmøntede denne dimension sig i fredsbevægelser og flower-power, men for andre drev det dem ind i stærkt venstreorienterede miljøer. For de fleste af dem endte det i diskussionsklubber, politisk arbejde og støtte i form af indsamlinger og lignende, men for nogle få endte det mere militant. Også i Danmark.
Rote Armee Fraktion
Inden vi når til det, skal vi forbi Tyskland, hvor det gik vildere til. Her hærgede Rote Armee Fraktion særligt i 1970’erne. Rote Armee Fraktion (altså en del af den røde hær) er også kendt som Baader-Meinhof-gruppen, opkaldt efter dens to ledende skikkelser Andreas Baader og Ulrike Meinhof.
Vi læser om Rote Armee Fraktion hos Systime.
Blekingegadebanden
Også i Danmark voksede der et militant, kommunistisk miljø frem. Det skete i den lille organisation KAK (kommunistisk arbejdskreds) omkring maoisten Godfred Appel. Maoist betyder, at han bekendte sig til Mao Zedongs kinesiske udgave af kommunismen, ikke til Sovjetunionens.
Gotfred Appel havde formuleret den såkaldte Snylterstatsteori. Som mange andre kommunistiske teoretikere beskæftigede han sig med spørgsmålet om, hvorfor arbejderklassen ikke havde rejst sig mod kapitalen endnu.
Svaret blev, at arbejderklassen i vesten var bestukket af kapitalismen. Arbejderklassen havde fået så høj løn og så mange materielle goder, at man ikke længere interesserede sig for klassekampen. Det skete på bekostning af mennesker i den tredje verden, som producerede mange af de materielle goder på meget ringe betingelser, og derfor var de sande ofre for kapitalismen.
I praksis betød det, at hvis man ville have en kommunistisk revolution, skulle den ikke begyndes i vesten, men i fattige, udbyttede lande. Derfor blev KAKs mål at hjælpe revolutionære i disse lande med at gennemføre verdensrevolutionen. Man indledte et samarbejde med PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine), som var en socialistisk, ikke-religiøs bevægelse, som kæmpede for en palæstinensisk stat i det Israel, som var blevet oprettet efter 2. verdenskrig.
Noget kan tyde på, at den danske gruppe i et eller andet omfang var involveret i planlægningen af nogle af PFLPs flykapringer, inklusive det, som blev udført af Rote Armee Fraktion i 1977.
Men gruppens hjælp til PFLP kom især til at dreje sig om at skaffe penge og våben til arbejdet. Det skete gennem en lang række spektakulære og meget professionelt udførte forbrydelser, især op gennem 1980’erne, på et tidspunkt, hvor de yngre medlemmer i gruppen havde brudt med Gotfred Appel.
Den 3. november 1988 skød og dræbte et af medlemmerne af gruppen en ung politibetjent under flugten fra et røveri af postkontoret i Købmagergade i København. Det fik politiet til at opprioritere efterforskningen og i 1989 blev en del af gruppen anholdt. I forbindelse med efterforskningen fandt politiet en lejlighed, hvor der var både planer for røverier, våben (herunder panserværnsraketter), udstyr til at lytte med på politiets radioer og meget andet. Lejligheden lå i Blekingegade 2 i København, og banden er siden blevet kaldt Blekingegadebanden.
Et af gruppens medlemmer er siden stået frem og har fortalt om tiden. Først i Peter Øvig Knudsens bøger om banden (hvor han medvirkede som anonym kilde) og siden i dokumentarfilm. Mordet på den unge betjent er stadig uopklaret. Man ved, at det var en af røverne, der skød, men man ved ikke hvem. Ingen af røverne har villet fortælle det.