Oplysningstiden og Immanuel Kant

Tanker som dem, Descartes og Bacon gjorde sig, blev startskuddet på oplysningstiden. Det var en bevægelse og periode i det 17. og 18. århundrede, hvor filosofi, politisk tænkning, videnskab og andre intellektuelle områder gennemgik en mindre revolution og på mange måder banede vejen for det moderne.

I modsætning til mange andre historiske perioder, så var mennesker, der levede i oplysningstiden selv bevidste om, at de levede i den. De kaldte det selv oplysningstiden og kom selv med mange bud på definitioner. En af de mest kendte kommer fra en af oplysningstidens (og verdenshistoriens) største og mest kendte filosoffer, Immanuel Kant.

Han kaldte oplysningstiden for menneskets opvågnen fra dets selvvalgte umyndighed. Det kræver nok lidt uddybning.

Som umyndige børn er det naturligt for os, at vi udliciterer løsningerne på alle vores problemer og svarene på alle vores spørgsmål til voksne mennesker. Uanset om vi falder og slår os, ikke kan åbne madkassen, kommer op at skændes med andre børn eller ikke er i stand til at løse en hvilken som helst opgave, finder vi en voksen, som øjeblikkeligt er i stand til at løse det. De voksne har alle metoderne til at løse problemer og alle svar på vores spørgsmål.

Når vi bliver voksne, er der masser af mennesker, som finder nogen nye, der kan løse problemerne for os. Det kan nemlig være dejligt mageligt, at få andre til at tage sig af den slags ting, da det er anstrengende at finde løsningerne selv.

Tænk på denne scene fra filmen Good Will Hunting. Her forsøger en studerende fra Harvard at ydmyge en af hovedpersonerne, den småkriminelle nedrivningsarbejder Chuckie (Ben Affleck). Uheldigvis for den studerende er Chuckies ven Will Hunting (Matt Damon) – som også er småkriminel nedrivningsarbejder – hyperintelligent og meget belæst, så han viser, at den studerende har alle tankerne fra bøger, og faktisk ikke selv har tænkt en tanke.

I eksemplet ovenfor er det bøger og undervisere, den studerende har udliciteret sin tankevirksomhed til, men det kan være alt muligt andet: Religion, kirker og præster. Politiske ideologier, partier, politikere og leder. Medier og mediepersonligheder. Kulter og sekter.

Hver gang vi lader nogle andre foretage tænkningen for os, befinder vi os ifølge Kant i en selvvalgt umyndighed. Først når vi frigør os fra denne selvvalgte umyndighed, kan vi blive oplyst.

Øvelse

Er du selv frigjort fra din selvvalgte umyndighed? Eller er der dele af din tænkning, som du har udliciteret til andre. Hvad med mennesker omkring dig. Kan du komme i tanker om nogen, der lader andre foretage (dele af) deres tænkning for dem?

David Hume

Meget af Immanuel Kants tænkning er svar til den skotske filosof David Hume (1711-1776). Hume var empirist og skeptiker. Han afviste langt henad vejen a priori-viden og mente i store træk, at al viden var baseret på erfaringer. Også viden om ting, vi aldrig selv havde erfaret.

Et eksempel er, at ingen af os nogensinde har erfaret et bjerg af guld. Når vi alligevel er i stand til at forestille os det, er det fordi vi har oplevet et bjerg, og oplevet guld, og på den måde kan kombinere de to erfaringer til nye indtryk. Hume købte således ikke præmissen om, at slaven i Platons Menon generindrede viden. Han kombinerede blot erfaringer, som han havde andre steder fra. Erfaringer med, hvad en en firkant var, erfaringer med hvad det dobbelte var og så videre.

På samme måde var Hume stærkt kritisk overfor middelalderens gudsbeviser, som han også mente byggede på en lang række antagelser, som ikke kunne bevises eller dokumenteres. For eksempel, at der skulle være en mening med, at jorden var skabt.

Faktisk mente han slet ikke, at der kunne bevises en årsagssammenhæng mellem ting. Når en billardkugle rammer en anden, som så bevæger sig, mente Hume ikke, at man med sikkerhed kunne sige, at den ene kugles bevægelse forårsagede den andens. Man kunne end ikke sige, om den fysiske verden eksisterede, mente han.

Hume skrev ikke disse ting for at ødelægge andres idéer. Det skal forstås i sin kontekst. Man havde længe haft vedtaget nogle grundlæggende sandheder, for eksempel Guds eksistens. Med sin skepticisme ønskede Hume at blive ved med at lede efter svar, og ikke stille sig tilfreds med de svar, man havde.

Das ding an sich og das ding für uns

Immanuel Kant anses nogle gange som den, der samlede empirismen og rationalismen. Han medgiver, at vi kan bruge vores sanser til at indsamle viden. Men samtidig gør han opmærksom på, at der er en meget væsentlig ting, som vi aldrig kan undslippe, når vi indsamler den empiri, og som dermed bliver a priori-viden: Det forhold, at vi er mennesker.

Det gælder både vores sanser, men det gælder også vores kognitive forståelse. Kant peger på, at vi forstå verden i rum, tid og kausalitet. Alene det, at vi forstår hvor vi selv ender og hvor resten af verden begynder, er et udtryk for, at vi forstår verden som rum.

TV-serien The Good Place leger med vores opfattelse af tid.

Han skelner i den forbindelse mellem tingen i sig selv (das ding an sich) og tingen for os (das ding für uns). Tingen for os er det, vi kan sanse med vores menneskelige sanser og de instrumenter, vi har skabt. Det er sådan, en hvilken som helst ting præsenterer sig for os.

Men det er ikke på nogen måder ensbetydende med, at det er sådan, tingen også er. Der findes nemlig en anden virkelighed, som er tingenes egen virkelighed, og som vi ikke har – og aldrig nogensinde får – adgang til: Tingen i sig selv.

Det er temmelig abstrakt, men vi kan komme med et konkret eksempel: Vi mennesker er i stand til at se lysbølger og vi er i stand til at høre lydbølger. Der findes masser af bølger, som vi hverken er i stand til at høre eller se. For eksempel WiFi og radiobølger.

Det betyder ikke, at de i sig selv er mindre synlige eller hørbare end henholdsvis lys og lydbølger, ligesom lysbølger i sig selv er ligeså hørbare som lydbølger og lydbølger i sig selv er ligeså synlige som lysbølger. Det forhold, at vi kun kan se lysbølger, kun kan høre lydbølger og hverken kan se eller høre radiobølger, er noget, som knytter sig til os mennesker og vores sanser. Ikke til tingene i sig selv.

Sådan er det ifølge Kant med alting. Vi kan forstå verden ud fra tingene for os, men aldrig forstå den ud fra tingene i sig selv. Og vi kommer aldrig til det.

Øvelse

  • Gå ud i grupper på 3-4.
  • Forestil jer, at der findes en type bølge, som vi hverken kan sanse eller måle med nogen kendte instrumenter.
  • Diskutér hvorvidt og hvorledes denne bølge kan studeres. Kan vi lære noget om den, ved at undersøge fænomener, som den påvirker, og som vi kan sanse og måle.
  • Kan I placere diskussionen i forhold til tingen for os og tingen i sig selv? Hvad er hvad?
  • Tror I, at folk i almindelighed ville anerkende eksistensen af en ting, som vi ikke kan sanse eller måle, udelukkende ud fra den måde, den påvirker andre ting?

Kant bruger blandt meget andet tingen for os og tingen i sig selv til at skelne mellem viden og tro. Vi kan vide ting om verden ud fra tingene for os, men vi kan aldrig mere end tro, når det kommer til tingene i sig selv. Til gengæld har Kant ikke meget til overs for overtro, som er troen på ting, som vi er i stand til at vide.