Afghanistan

Senere statsminister og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på besøg hos Mujahedin i 1988.

Få år efter Vietnamkrigens afslutning fik Sovjetunionen deres udgave af en langvarig, dyr og besværlig krig mod en fjende, som førte guerillakrig. De fik deres krig i Afghanistan.

Frem til 1973 havde Afghanistan været et monarki, men det år blev kongen væltet i et statskup af Daoud Khan, som blev præsident i den nye republik. Det holdt dog ikke længe. Fem år senere i 1978 udførte kommunisterne i landet et blodigt statskup efter kampe i Kabul. De tog magten i landet og dræbte Khan og hans familie.

Kommunisterne gik i gang med at indføre reformer, som vakte vrede blandt andre grupper. I løbet af 1979 førte det til borgerkrigslignende tilstande, særligt mellem kommunisterne og islamistiske Mujahedin-krigere.

Sovjetunionen begyndte hurtigt at blande sig på kommunisternes side. I begyndelsen med rådgivning og materiel støtte, men den 25. december 1979 satte begyndte de en decideret invasion.

Det blev starten på en næsten ti år lang krig mellem Sovjetunionen og deres allierede i Afghanistan mod Mujahedin-krigerne og deres allierede, både i og udenfor Afghanistan, som støttede på forskellige måde. Det gjaldt for nabolandet Pakistan, men det gjaldt også vesten, som støttede dem ud fra devisen om, at min fjendes fjende er min ven.

Det var på den baggrund, at Mujahedinkrigerne, som blandt mange andre talte Osama bin Laden, blev fremstillet som helte i Vesten. De var for eksempel med i James Bond-filmen The Living Daylights fra 1987, hvor de samarbejde med Bond, som kalder dem frihedskæmpere.

Det er i det lys, at billedet af Lars Løkke Rasmussen og historien om hans tur til Afghanistan skal læses.

Øvelse

Vi læser kapitlet om Kontekstualisme i Idehistoriebogen.

  • Er der noget i Lars Løkkes personkontekst, som er relevant for billedet som kilde?
  • Er der noget i situationskonteksten, som er relevant for billedet som kilde?
  • Er der noget i den kulturelle/sociale kontekst, som er relevant for billedet som kilde?
  • Hvad kan billedet bedst bruges til som historisk kilde?

Krigen afsluttes

I 1987 blæste der nye vinde i Moskva. Mikhail Gorbatjov var kommet til som leder to år tidligere og han erkendte behovet for ændringer. En af de ændringer blev, at Sovjetunionen påbegyndte en tilbagetrækning fra Afghanistan. Der skulle gå to år, inden de var helt ude. Borgerkrigen i Afghanistan fortsatte dog flere år efter.

Det vurderes, at et sted mellem en halv million og to millioner afghanere mistede livet i krigen. Samtidig med tilbagetrækningen begyndte Sovjetunionen at kollapse, og i 1991 blev unionen helt opløst.