Vi begynder forløbet med en helt åben øvelse: Undersøg så meget I kan finde ud af, om Grønlands historie i resten af denne lektion. Alle kilder kan bruges. I må arbejde sammen eller individuelt. Vi samler op i fællesskab.

Tyveri af historien

I bogen The Theft of History argumenterer den engelske antropolog Jack Goody for, at den vestlige verden har stjålet historien. Verdenshistorien er konstrueret af vestlige historikere, som har gjort dette ud fra et rent vestligt perspektiv. I den proces har vi helt afskrevet andre kulturers egen historie.

Jack Goody mener, at der skal skabes en modvægt til dette, gennem et mere kritisk syn på historien. Der bør gøres fire indsatser, mener han.

1. Vi skal være mere skeptiske over for påstande om, at vesten har opfundet værdier som demokrati og frihed.
2. Vi skal betragte historien nedefra og op i stedet for oppefra og ned.
3. Vi skal tillægge ikke-vestlig fortid mere vægt.
4. Vi skal være opmærksomme på, at vores måde at tænke historie på, er præget af vestlige sociale konstruktioner, som for eksempel vores måder at tænke tid og rum på. Det er især denne pointe, Goody uddyber i det kapitel, som ligger på Lectio som frivillig læsning.

Tid

Tiden som sådan er selvfølgelig ikke en social konstruktion, men vores måde at måle den er. Ikke-skriftlige kulturer har målt tiden med naturlige forekomster: Solens, månens og stjernernes bevægelse på himlen, årstidernes skiften osv, men de har ikke talt årene der gik. Det er en vestlig konstruktion, som er udbredt til resten af verden, og endda med udgangspunkt i den den dominerende religion i vesten, Kristendom.

Uger er endnu mere arbitrære. Det er en konstruktion, som har til formål at skabe en mindre cyklus end måneder, som man for eksempel kunne regulere åbningstider på markeder. I vesten er de syv dage, men i mange andre kulturer har det været andre antal. Noget tilsvarende gælder timer, minutter og sekunder. De er kun så lange som de er, fordi vi har besluttet det og derefter udbredt det til resten af verden.

Goody ser også tiden og de mange eksporterede helligdage som en måde at udbrede kristendommen. Selvom de fleste vestlige lande i dag er sekulære, har det stadig formet den måde, vi tænker på og den historie, vi er rundet af.

En af konsekvenserne af den vestlige opfattelse af tid og udbredelsen af denne er ifølge Goody, at vi blandt andet måler andre kulturer på, hvorvidt og hvordan de har været i stand til at adoptere vestlige måder at måle tid på. Vi anser kulturer, hvor man for eksempel ikke har faste mødetider som mere tilbagestående og mindre interessante at undersøge historisk og vi anser vesten som mere fremadsynet end østen, fordi vi har en lineær tidsforståelse og de har en cirkulær.

Rum

Vores måde at tænke rum på er ligeledes præget af en vestlig tankegang. Det gælder for eksempel for grafisk fremstilling på et landkort, hvor Europa er i centrum og Greenwich i England er et helt arbitrært centrum for breddegradder på kortet.

Periodisering

De historiske perioder, vi arbejder med er skabt ud fra et rent vestligt perspektiv. Feudalisme og antikken og andre perioder har ikke nødvendigvis eksisteret i samme forstand i andre kulturer, og selv hvis de har, har de næppe eksisteret på samme tidspunkter.

Faktisk er selve idéen om, at arbejde med historiske perioder ikke universel. Nogle kulturer forstår verden, som om den altid har været den samme, som den er nu, og for nogle kulturer er det heller ikke helt forkert. Samtidig er det jo netop et udtryk for en lineær tidsopfattelse, hvor andre kulturer har en cirkulær.

Gentænkning af historie

Ovenstående kan læses i forlængelse af anden historieteori. Her er en kort sammenskrivning af nogle af de vigtigste pointer fra første kapitel af Keith Jenkins bog Re-thinking History fra 1991. Det er pointer, som vi også hev frem i begyndelsen af 2.g.

Historie og fortid

Historie og fortid er ikke det samme. Fortiden er en kaotisk, uprioriteret, uoverskuelig masse af løsrevne begivenheder, som vi aldrig kan vende tilbage til. Historie er et forsøg på at stykke et antal af de begivenheder sammen til et narrativ – eller fortælling eller historie – om fortiden.

Det er nødvendigt, hvis vi skal prøve at forstå fortiden. Det ville være umuligt at formidle og forstå alle begivenheder som foregår alle steder til alle tider for alle mennesker. Derfor må historikeren udvælge, prioritere, fortolke og sammensætte nogle af begivenhederne for at skabe historien om fortiden.

Det medfører en række problemer, som vi er nødt til at forholde os til i faget.

Historie er skrevet af nogen

Historien er altid skrevet af nogen. Selvom vi antager, at det er en veluddannet og dygtig historiker, har det stadig en stor betydning.

De kan være under pres fra familie og venner, som synes de arbejder for meget. De kan være under pres fra arbejdsgivere, som heller vil have dem til at kaste sig over andre opgaver. De kan være under pres fra forlagene, som vil have dem til at skrive kortere, længere, sjovere, lettere tilgængeligt og alt muligt andet.

Samtidig er vi allesammen rundet af noget. Vi har allesammen et særligt perspektiv afhængigt af hvem vi er. Vi er i et eller andet omfang – bevidst eller ubevidst – påvirket af vores køn, alder, generation, opvækst, nationalitet, oplevelser, sprog, venner, familie, interesser, uddannelse osv. Det vil i et eller andet omfang komme til at sætte sit præg på det, vi laver.

En dansk historiker vil alt andet lige have et bedre blik for den danske soldat i 1. verdenskrig end en historiker fra ethvert andet land. En fransktalende vil have et bedre greb om franske kilder end en ikke-fransktalende. En historiker med et indgående kendskab til geografien omkring Verdun vil have andre forudsætninger for at forstå og formidle det slag, end andre. Det vil i sidste ende påvirke den historieforskning, han eller hun foretager.

Historien er skrevet for nogen

Historien er altid skrevet for nogen. Enten direkte – som et bestillingsarbejde – men langt hyppigere i dag indirekte.

Uanset hvordan man griber historieskrivningen an, vil det altid være nogen bestemtes historie man skriver. Traditionelt set er det meget ofte magthavernes og elitens historie. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det er magthaverne og eliten som har magten og indflydelsen til for alvor at påvirke andres historie. Men det betyder også, at sjældent får fortalt deres historie, eller bare deres side af historien.

Et godt eksempel er Christopher Columbus. I de magtfulde europæeres og hvide amerikaneres historie er han en vigtig opdagelsesrejsende. Tænk på, hvor mange byer og stater, der er opkaldt efter ham. Amerikas oprindelige folk har måske nok en anden udlægning af den historie. For dem er han ikke opdagelsesrejsende, men en voldelig erobrer, hvis opdagelser i grove træk betød enden på deres nationer og historie.

Uanset hvor meget vi gør os umage for at lave en balanceret fremstilling, som tager alle synspunkter med, kommer vi til at sætte vores præg på den. Alene når vi vælger hvilken periode, vi vil dække og hvilket område vi vil beskæftige os med, har vi i et eller andet omfang valgt side.

Andre perspektiver

Der er masser af andre aspekter af traditionel historiskrivning, som er med til at skævvride historien i en europæisk/vestlig retning.

For eksempel er fokus på skriftlige kilder med til at udelukke ikke-skriftlige kulturer og grupper af mennesker uden skriftlighed eller skriftlige levn fra historien.

Et andet eksempel det traditionelle fokus på aktører frem for strukturer, som er med til at udelukke decentraliserede samfund, uden et tydeligt magthierarki og uden tydelige beslutningstagere.

Inden for idéhistorien er det store fokus på enkelte tænkere igen med til at udelukke samfund uden skriftlighed, selvom disse jo også i høj grad har været præget af forskellige idéer og forestillinger.

Inden for teknologihistorie er fokus på opfindelser og opfindere med til at fjerne fokus på brugen af teknologi i de samfund, som sjældent står bag den nyeste og mest banebrydende teknologi.

I dette forløb vil vi besøge forskellige tilgange til historien og forskellige metoder til at rette op på disse forhold, så vi også kan undersøge historien i samfund som det grønlandske, som ikke i sig selv har været præget af skriftlighed, centrale beslutningstagere eller moderne teknologi før det blev kolonialiseret og deres historie blev nogle andres.