Op gennem 1970’erne og særligt i 1980’erne blev det stadigt mere klart for Sovjetunionen, at de sakkede bagefter økonomisk. Flere interne og hemmeligholdte rapporter forudså, at hvis ikke man ændrede kursen, styrede man mod økonomisk undergang.
I 1985 blev Mikhail Gorbatjov ny leder for Sovjetunionen. Han så nødvendigheden af reformer og kort efter sin tiltræden introducerede han to begreber, som han ville arbejde med. Glasnost, som betyder åbenhed, og Perestrojka, som betyder omstrukturering eller reform.
Han fik ikke nogen nem start. I april 1986 eksploderede Chernobyl-kraftværket i det nuværende Ukraine. Både selve katastrofen og den efterfølgende håndtering viste med al ønskelig tydelighed Sovjetunionens svagheder for resten af verden, også unionens allierede.
Gorbatjovs blødere kurs og de generelle udfordringer i Sovjetunionen betød, at befolkningerne i flere af de østeuropæiske lande begyndte op gennem 1980’erne begyndte at se muligheden for at frigøre sig af det jerngreb, de ellers var blevet holdt i.
Jerngrebet
Det var ikke første gang, de havde forsøgt det.
Allerede i 1953 havde over en million østtyske demonstranter forsøgt at lave oprør mod de økonomiske tilstande i landet. Sovjetunionen svarede med militærmagt og omkring 100 mennesker endte med at miste livet.
I 1956 havde den ungarske befolkning forsøgt at lave et oprør for at komme af med den Sovjetiske indflydelse og få frie valg og reformer. Det fik Sovjetunionen til at sætte militæret ind mod demonstranterne, hvilket resulterede i kampe og flere tusinde dræbte.
I 1968 forsøgte folk i Tjekkoslovakiet noget tilsvarende. Det blev ligeledes undertrykt med Sovjetiske soldater og tanks med 72 dræbte og mange sårede som resultat.
Så sent som i 1981 indførte de polske kommunister undtagelsestilstand og forbød fagforeningen Solidaritet, som var ved at udvikle sig til en politisk bevægelse med holdninger, som kunne minde om socialdemokratisme.
Opløsningen
I 1989 begyndte det for alvor at gå i opløsning. I april begyndte Ungarn at fjerne den del af det fysiske jerntæppe, som gik ved deres grænse til Østrig. Det betød, befolkningen langt friere kunne krydse grænsen. I juni fik man de første frie valg i Polen, efter at der havde været massive strejker året før.
I DDR var der gennem efteråret stadigt flere og stadigt større demonstrationer for reformer, frihed og for at komme af med Berlinmuren. Det var især i Berlin og Leipzig, at demonstrationerne foregik, og det var flere gange tæt på, at militæret blev sat ind mod demonstranterne.
Den 9. november 1989 gav regeringen i DDR efter for presset. De lovede en forordning, som ville lade DDR-borgere passere ind i Vesttyskland. Det fik folk på gaderne og en grænsevagt ved overgangen ved Bornholmer Strasse forstod – efter alt at dømme fejlagtigt – beskeden som om grænsen skulle åbnes nu og her og lod folk komme igennem.
Da folk først begyndte at komme igennem, var det umuligt at stoppe igen. Folk fra begge sider af muren strømmede ud i gaderne for at fejre begivenheden og begyndte at ødelægge muren. Dermed var det væsentligste symbol på den kolde krig væk.
Østblokkens kollaps
Efter opblødningen og åbningen af grænserne i Polen, Ungarn og DDR faldt også regimerne i Bulgarien allerede samtidig med murens fald. I november gennemførtes fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet. Den fik sit navn efter hvor ublodig og ‘fløjlsblød’, den var.
I december faldt også Rumæniens langvarige, brutale diktator Nicolai Ceaucescu, men det gik mindre fredeligt til. Han forsøgte at imødegå den voksende utilfredshed ved at love mindre reformer, men til sin egen meget store overraskelse, bliver han pebet og buhet af under sin tale. Øjeblikket, hvor han opdager, at han har mistet grebet om befolkningen er foreviget på video og kan ses her.
Efter talen flygtede Ceaucescu med sin kone fra paladset, og der brød blodige kampe ud. Ægteparret blev hurtigt fundet igen, blev sat for en særlig militær domstol og efter en rettergang, som varede omkring en time, blev begge dømt til døden og henrettet umiddelbart efter. Det skete 25. december 1989.
Den 3. oktober 1990 blev Tyskland officielt genforenet og den 25. februar 1991 blev Warszawapagten opløst. Den 26. december 1991 gik Sovjetunionen i opløsning. Det skete efter, at en gruppe gammelkommunister i august havde forsøgt at kuppe sig til magten. Kupforsøget varede i fire dage og en af de vigtige skikkelser i at afvise det på en fredelig måde var Boris Yeltsin, som efter Sovjetunionens fald skulle blive den første præsident i det nye Rusland.
Sovjetunionen blev opdelt i staterne Rusland, Ukraine, Belarus, Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Moldova, Estland, Letland, Litauen.
Mens Sovjetunionen og Warszawapagten gik til grunde blev NATO ved med at bestå, og op gennem 1990’erne og 2000’erne blev en række tidligere Warszawapagtlande og Sovjetrepublikker optaget i NATO og EU. Det betyder, at grænsen mellem Vesten og Rusland er rykket hundredevis af kilometer østpå.
Det er således næsten umuligt at se afslutningen af den kolde krig som en klar og tydelig vestlig sejr.