Nationen og nationalstaten er en forholdsvis ny opfindelse. Idéen om, at et folk har nogle fælles træk, som forener dem i en nation vandt først for alvor frem i 1800-tallet.

Her kan det være vigtigt at skille begreberne nation og stat fra hinanden.

En nation er det oplevede, følelsesmæssige, historiske og til tider religiøse/etniske fællesskab, befolkningen har med hinanden. En stat er en selvstændig, politisk enhed, som har til formål at administrere et territorie.

De to begreber forveksles ofte i Danmark, hvilket givetvis hænger sammen med at den danske nation og den danske stat er næsten identiske. Men sådan er det langt fra alle steder.

Der findes masser af eksempler på stater, som rummer flere nationer. I Spanien oplever mange catalanere og baskere sig selv som tilhørende deres egne nationer. De har egne sprog, egne flag, egne traditioner og opfylder på alle mulige måder kravene til at være nationer. Noget tilsvarende gør sig gældende i Belgien, som kan opdeles i det nordlige, flamsktalende Flandern og det sydlige fransktalende Vallonien.

Der findes også masser af eksempler på nationer, som er blevet opdelt i flere stater. Under den kolde krig var Tyskland opdelt i DDR i øst og BRD i vest, ligesom Korea stadig i dag er opdelt i Nord og Syd-korea.

Fordi nationer er noget oplevet og i sidste ende individuelt, er det ikke ualmindeligt, at folk i en region er uenige om, hvor de hører til, hvilket kan give anledning til konflikter og krige. Helt aktuelt er der masser af mennesker i Donbas, i det østlige Ukraine, som betragter sig selv som russere og kæmper or at området bliver en del af den russiske stat, mens andre kæmper for, at det skal være en del af Ukraine.

Vi skal også lige have adskilt nationalisme og patriotisme. Mens nationalisme er loyalitet mod nationen – det oplevede fællesskab – er patriotisme loyalitet mod staten. Det kan være den siddende konge, eller det kan være en forfatning, som man mange gange kan iagttage det i USA.

Læs mere om stat og nation her.

Før nationen

Inden nationen da afgjordes stater og statsdannelser først og fremmest af, hvilke personer, familier og alliancer, som kunne vinde magten i området, enten gennem diplomati og politik eller gennem kamp.

Det betød også, at det var relativt almindeligt, at store områder – for eksempel Skåne, Halland og Blekinge – skiftede ejer, uden at det havde den helt store betydning for de mennesker, der levede i dem.

I 1700-tallet havde Danmark tabt Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Men kongeriget Danmark bestod stadig af Danmark, Norge og hertugdømmerne Slesvig (som dengang gik fra Kongeåen i nord til Ejderen i syd) og Holsten.

Danmark var med andre ord en stat bestående af mange forskellige nationer. Udover Norge, Danmark, Slesvig og Holsten gjaldt det også for en række kolonier i blandt andet Grønland, Afrika, Indien og Caribien (Vestindien). Det kan man eventuelt læse mere om her.

De politiske forhold var ret komplekse, hvilket vi kommer tilbage til senere i forløbet. Nogle love kom til at gælde for hele Danmark, andre kun for dele af Kongeriget. Slesvig og Holsten var på en gang sine egne hertugdømmer og samtidig en del af den danske stat, ligesom Holsten også længe var en del af det tysk-romerske kejserrige.

Alt dette har først og fremmest været interessant for magteliten. Almindelige bønder har først og fremmest været optaget af, hvem der havde deres lokale gods og hvordan de blev behandlet af vedkommende.

Vi ser et afsnit af Historien om Danmark, som kan ses her.

Arbejdsspørgsmål

• Hvem havde (med enkelte undtagelser) magten i Danmark under enevælden?
• Hvordan var denne magt funderet?
• Hvad betød det for lovgivningen og dermed også sammenhængskraften og kontinuiteten i Danmark, at magten vaer “fordelt” på den måde?
• Hvilke(t) sprog talte man i 1700-tallets Danmark? Var der forskel på, hvem der talte hvilke sprog?
• Hvad er eksempler på traditioner og fritidsbeskæftigelser i 1700-tallets Danmark? Er der forskel på, hvem der dyrkede hvilke ting?

Guldalderen

Podcasten om guldalderen kan høres her.

Arbejdsspørgsmål til podcasten:

• Hvilke begivenheder skete i 1807 og hvad var baggrunden for dem?
• Hvilken betydning fik begivenhederne fra 1807-1814 for Danmarks økonomi, territorie og magt i Europa?
• Hvad er det for en opblomstring der sker, som retfærdiggør udtrykket ”Guldalderen”?
• Hvilke(t) tema(er) bliver moderne i kunsten (for eksempel malerier og digte) fra 1807 og frem?
• Er der en sammenhæng mellem den fremvindende nationalisme og den historiske situation?
• Hvem var Peter Willemoes, og hvilken rolle spiller han i Guldalderen?
• Var Guldalder en guldalder for alle mennesker i Danmark?

Kunsten som kilder

• Skal billedet betragtes som et levn eller en beretning?
• Er der risiko for tendens i billedet som historisk kilde? Hvilken og hvorfor?
• Er billedet repræsentativt? Prøv eventuelt at søge på “Guldaldermaleri” og se, om det stikker ud eller om det ligner andre malerier fra sin tid.
• Overvej billedets historiske kontekst, ud fra hvad du ved om Guldalderen.
• Hvis vi tænker ud fra det funktionelle kildebegreb, hvilke spørgsmål er så gode at stille til kilden? Kan billedet for eksempel give os svar på, hvordan bondens forhold var i 1847? Hvad kan det ellers give svar på?

Kan man stille samme spørgsmål til vers 3, 4 og 5 af teksten “Kommer hid i Piger små” af Grundtvig. Versene kan læses herunder.

Sælsomt i hans ånd det lød:
Hører du, det dønner!
Danemark er stedt i nød,
kalder sine sønner.
Og som gamle Danmarks søn
fløj han mod det høje døn,
fædreland at værge.

Ak! den gæve kom og så
fædrelandet bløde,
hvor de stolte snekker lå,
var så tomt og øde.
Disse snekker var hans hjem,
han opvoksed mellem dem,
stred i deres skygge.

Hist i nord går Odden ud
mellem høje bølger,
der blev døn af stærke skud,
Kristjan ej sig dølger,
men som gamle Kristian
står han fast på danske strand,
skønt hans blod udrinder.

Nationalliberalismen

I har fire kilder til nationalliberalismen.

• Kapitlet Enevældens fald fra bogen Danmark – tider og temaer af Carl-Johan Bryld.
• Artiklen Nationalliberalisme fra danmarkshistorien.dk
• Orla Lehmanns Falstertale
• Episode 8 af Historien om Danmark fra DR.

Formulér mindst to forskellige problemstillinger ud fra stoffet. Gør gerne brug af den funktionelle problemstilling. Det er givet, at jeres materialegrundlag er de ovenstående kilder og I behøver ikke gøre så meget ud af taksonomi og metode endnu.

Fokusér derfor på, at sikre jer, at problemstillingen er historiefaglig og sprogligt præcis.

Opsamling

Omkring 1840 kom en politisk retning til Danmark, efter at have huseret andre steder i Europa noget tid. Den hed nationalliberalisme. I moderne tid kan det måske være svært at forstå sammenkædningen af det nationale og det liberalistiske, men på den tid gav det bedre mening.

Det nationale skal forstås i forlængelse af hele den nationale vækkelse. Mentaliteten var under forandring fra en loyalitet mod den siddende hersker (patriotismen) til en loyalitet mod det kulturelle, historiske og sproglige fællesskab (nationalisme), hvoraf en stor del var noget, man konstruerede i samtiden, blandt andet gennem guldalderkunsten.

Liberalismen skal ligesom i dag forstås som frihed fra staten. Men konteksten var en noget andet. I enevældens tid var man langt fra mange af de frihedsrettigheder, vi i dag tager for givet, såsom ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Som nationalliberalisten Orla Lehmann måtte erkende, kunne man komme i fængsel for at tale ufordelagtigt om kongen.

De to begreber følger i nogen grad logisk af hinanden. Hvis loyaliteten skifter fra kongen til det folkelige fællesskab, giver det også mening, at magten skifter i samme retning. At folket får frihed fra enevælden og i sidste ende selv kan bestemme, hvordan tingene skal indrettes.

Orla Lehmann er en af de centrale skikkelser i nationalliberalismen. Han er blandt andet berømt for sin Falster-tale, som han holdt den 30. januar for bønder i Nykøbing Falster. Det var den, som kostede ham tre måneders fængsel, for at skabe had og misnøje mod Danmarks forfatning.

Netop samarbejdet mellem de nationalliberale og bønderne blev vigtigt for, at Danmark den 5. juni 1849 fik sin første frie grundlov. Kong Christian den 8. var død året inden, og det lykkedes at presse den nye konge, Frederik den 7., til at underskrive en ny grundlov, som var delvist demokratisk.

Delvist, fordi det kun var en del af befolkningen, som fik lov at stemme: De syv f’er, fruentimmere (kvinder), folkehold (tjenestefolk), fattige, fallenter (folk der var gået fallit), fjolser (for eksempel psykisk syge og udviklingshæmmede), forbrydere (tidligere straffede) og fremmede (ikke-danskere) måtte stadig ikke, ligesom man skulle være fyldt 30 for at have stemmeret. I alt fik cirka 15 procent stemmeret.

Og delvist, fordi der var to kamre i parlamentet. Folketinget, hvor medlemmerne var valgt af de 15 procent med stemmeret, og landstinget, hvor medlemmerne var udpeget af nogle valgmænd, og hvor kravene til valgbarhed var meget store, og blandt andet omfattede indkomst.

Et helt nyt spørgsmål meldte sig. Hvem skulle grundloven gælde for? Det gav sig selv, at den gjaldt for kongeriget Danmark, men hvad med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg? Slesvig bestod af dansktalende i den nordlige halvdel og tysktalende i den sydlige. Holsten var på en og samme tid del af den danske helstat og af det tysk-romerske kejserrige.

Treårskrigen

Det spørgsmål blev omdrejningspunktet for treårskrigen fra 1848-1850. De tysktalende Slesvigere og Holstenerne havde også fået en national vækkelse, og ville ikke længere være en del af Danmark.

De danske nationalliberale så til gengæld Slesvig som en del af Danmark, og ønskede et Danmark til Ejderen, som er den flod, der adskiller Slesvig og Holsten. De tysksindede slesvigere skulle gøres danske og blandt andet begynde at tale dansk.

Når konflikten ikke havde været aktuel tidligere, hang det sammen med, at nationale identiteter ikke havde spillet nogen rolle (i det omfang folk overhovedet havde tænkt over dem) i den multietniske danske helstat.

Det er værd at huske på, at Tyskland ikke var samlet som et land endnu. Det skete først kort efter, i 1871. I stedet bestod det af en række mere eller mindre selvstændige konge- og fyrstendømmer, hvor af mange navne i dag vil være kendt som (dele af) navne på tyske delstater eller byer.

I den sammenhæng var Preussen den mest dominerende og stærkeste og de gik ind i krigen på Slesvig-Holstens side. Andre europæiske stormagter, herunder Rusland og England, ønskede med hvert deres motiv at stoppe krigen, og mæglede og lagde pres på Preussen som til sidst trak sig ud, så Danmark kunne besejre Slesvig-Holsten. Der blev sluttet fred, som bibeholdte status quo. De to hertugdømmer var stadig en del af den dansk helstat.

Umiddelbart en sejr for Danmark, men også en afslutning på krigen, som ikke på nogen måder løste det problem, som havde forårsaget krigen i første omgang.

Udvalgte problemstillinger

• Hvordan kan Danmark have af et ekstremt politisk splittet land, men på samme tid have flere nationale interesser og værker, der samler landet, og hvilke interesser og værker mener man i dag har været med til at opveje en politisk stemmeparts “had” til en politisk modpart?
• Selvom systemskiftet foregik fredeligt i København vakte det uro i hertugdømmerne. Hvorfor ville Slesvig og Holsten ikke være en del af “Projekt Danmark for danskerne” og hvorfor gik de så langt at de skabte en borgerkrig?
• Hvorfor er der i dag næsten ingen dansk-talende i Slesvig-Holsten, der kæmper for at blive en del af den danske stat? 
• Hvorfor var det vigtigt for Danmark, at have Slesvig men ikke Holstein? 

1864

I 1864 udbrød krigen igen, i det som er kendt som den 2. Slesvigske krig.

I november 1863 havde Danmark vedtaget en ny grundlov, som brød fredsaftalen fra treårskrigen ved at knytte Slesvig tættere til Danmark end Holsten. Slesvig skulle have en form for selvstyre i form af en landdag, mens Holsten ikke fik en tilsvarende løsning.

Det fik Østrig og Preussen til at fremsætte et ultimatum til Danmark. Novemberforfatningen skulle ophæves, og Danmark skulle forlade Slesvig i løbet af to dage. Ellers ville Østrig og Preussen erklære krig.

Danmark efterkom ikke kravet, hvilket også havde været praktisk umuligt, så den 1. februar gik Preussen og Østrig ind i Slesvig. Denne gange var Preussen langt stærkere og fik hjælp af Østrig, og de vandt hurtigt frem. Det mest afgørende slag stod den 18. april 1864 ved Dybbøl, hvor Danmark led store tab og endte med at stå som taber.

I maj blev der forhandlet om fred, hvor Preussen selv tilbød at dele Slesvig omtrent der, hvor grænsen går i dag, men danskerne afslog og kampene fortsatte. Den 20. juli blev der indgået våbenhvile igen og i oktober blev der forhandlet en fredsaftale på plads på langt dårligere vilkår for Danmark, som måtte afstå hele Slesvig, Holsten og Lauenborg. Dermed kom grænsen til at gå ved kongeåen, lige syd for Kolding.

Lille, homogen stat

Dermed var Danmark blevet dramatisk meget mindre. På 50 år var man gået fra at bestå af Danmark, Norge, Slesvig og Holsten og strakte sig fra det nordligste Norge til Hamborg til en miniputstat, bestående af det, vi i dag forbinder med Danmark minus hele Sønderjylland, Als og andre småøer.

Til gengæld var det blevet en homogen stat, som udelukkende bestod af dansksindede. Det gav et helt nyt fokus, en ny tankegang, som stadig på mange måder er fremherskende i dag. Nok var man blevet et lille land, men uden de mange konflikter, helstaten havde givet, havde man rigtig gode forudsætninger for at skabe en god og stærk stat inden for de rammer.

Som forfatteren H.P. Holst formulerede det i 1872: For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes.