Vietnam blev en fransk koloni omkring 1860, og blev sammen med Laos og Cambodia kendt som Fransk Indokina. Efter 2. verdenskrig udråbte kommunisten Ho Chi Minh Vietnam som et selvstændigt kommunistisk land. Det var franskmændene ikke med på, og det førte til en otte år lang blodig krig mellem Frankrig og Vietnam fra 1946 til 1954.

Enden på krigen blev, at Laos og Cambodia blev selvstændige, og at Vietnam blev delt i to, ligesom Korea var blevet det. Et socialistisk/kommunistisk Nordvietnam, som var allieret med Sovjetunionen og Kina og et Sydvietnam støttet af USA og andre vestlige lande.

En del af aftalen om delingen var, at der skulle afholdes valg, men det afviste Sydvietnams leder, ud fra en bekymring om, at kommunisterne ville vinde valget. USA støttede beslutningen og støttede Sydvietnam økonomisk. Den 1. november 1955 angreb Nordvietnam Sydvietnam. Ligesom i Korea var det et forsøg på at samle hele Vietnam under ét socialistisk/kommunistisk styre.

USA fortsatte støtten til Sydvietnam, men i de første år i form af penge, våben, rådgivning og lignende. Først i 1965 gik USA for alvor ind i krigen på Sydvietnams side. Det skete efter, at to amerikanske krigsskibe (angiveligt) var blevet angrebet af nordvietnamesere i Tonkin-bugten. Det gav præsident Lyndon B. Johnson, som havde afløst den myrdede John F. Kennedy, den nødvendige politiske opbakning.

Befolkningens opbakning

I begyndelsen var der stor politisk opbakning til den amerikanske indsats, både før og efter den egentlige militære intervention. Der var stor bevidsthed om truslen fra kommunismen, og Vietnamkrigen blev betragtet som (og var vel også) en del af den kolde krigs kamp mod netop kommunistisk ekspansion.

Efterhånden som krigen skred frem, og der ikke var udsigt til nogen løsning, begyndte en del af befolkningen i USA og i Vesten generelt dog at forholde sig kritisk til krigen. I 1969 slog hippiebevægelsen for alvor igennem med idealerne om fred, kærlighed og modstand mod vold. For mange af bevægelsens sympatisører blev modstand mod Vietnamkrigen en mærkesag.

Modstanden vokser efter My Lai

Senere i 1969 begyndte modstanden mod Vietnamkrigen at få tag i den brede befolkning. Det skyldtes ikke mindst afsløringen af en massakre på beboerne landsbyen My Lai.

Massakren blev afsløret af den amerikanske soldat og senere journalist, forfatter og aktivist, Ron Ridenhour. Han var der ikke selv, men fik informationerne fra andre soldater og hjalp med at få dem ud til offentligheden og til den amerikanske kongres. Sidstnævnte skete ved et i et brev som kan læses her. Pinkville er det navn, de amerikanske soldater i første omgang brugte om området.

Sovietunionen var ikke sene til at udnytte My Lai-massakren og den generelle modvilje mod Vietnamkrigen i Vesten i deres anti-amerikanske propaganda. Teksten på nedenstående plakat kan oversættes til “For din tjeneste i My Lai”.

Amerikansk nederlag

Modstanden i befolkningen og håbløsheden blandt de amerikanske soldater fortsatte i de følgende år. I 1972 trak nogle af USAs allierede, Australien og New Zealand, sig ud af krigen, og efter nogle fejlslagne forsøg på fredsforhandlinger meddelte USAs præsident Richard Nixon i januar 1973, at USA ville stoppe kamphandlingerne, hvorefter de sluttede fred med Nordvietnam.

I første omgang fortsatte de støtten til Sydvietnam, men opbakningen til den begyndte også at forsvinde i USA. Da Nordvietnam angreb Sydvietnam i 1975, trak USA sig helt ud og erklærede Vietnamkrigen for afsluttet. Resultatet var en åbenlys sejr til Nordvietnam, hvis efterfølgere stadig har magten i Vietnam i dag.