Det var ikke kun i Europa, at mange ting var ustabile og usikre efter krigen. Det var det også i Asien. Allerede op til, men også under 2. verdenskrig havde Japan underlagt sig en stor del af Asien, blandt andet Kina og Korea, som var blevet invaderet i 1910.

Efter krigen blev Korea – ligesom Europa – delt i en amerikansk og en Sovjetisk zone. Delingen skete ved den 38. breddegrad. Alt nord for dette blev en sovjetisk zone og alt syd for blev den amerikanske zone. Korea havde været ét land i 900 år, og der var ingen, der spurgte koreanerne, om de var indforståede med den løsning.

I stedet indsatte de USA og Sovjetunionen hver sin regering til at regere i den del af landet, som de havde besat. USA får valgt den konservative og antikommunistiske Syngman Rhee i Sydkorea, mens Nordkoreas leder bliver Kim Il-Sung, som i øvrigt er farfar til den nuværende leder Kim Jong-Un.

Kina bliver kommunistisk

I 1949 vandt kommunisterne i Kina en langvarig borgerkrig mod det konservative og nationalistiske parti Kuomintang. Kuomintang blev fordrevet til øen Taiwan, hvor de oprettede deres egen kinesiske republik, som stadig i dag er en torn i øjet på det landfaste – og langt større – Kina. Kommunisterne oprettede Folkerepublikken Kina med Mao Zedong som leder.

Det passede amerikanerne og Præsident Truman rigtig dårligt. Truman-doktrinen handlede netop om at undgå spredningen af kommunisme, og nu var det meget store og folkerige land Kina faldet til kommunismen. Det medførte noget kritik af Trumanadministrationen i USA, at det var sket.

Krigen begynder

I 1950 fik Kim Il-Sung Stalins godkendelse til at befri Sydkorea, altså invadere det med henblik på at samle hele Korea under kommunistisk styre. Stalin havde betinget sig, at Mao også godkendte det og at Kina ville hjælpe militært, hvis det blev nødvendigt. Sovjetunionen selv ville ikke sende soldater til slagmarken.

Den 25. juni angriber Nordkorea med 100.000 mand. De har oprustet voldsomt og er overlegne overfor det uforberedte Sydkorea. Derfor rykker de lynhurtigt frem. På tre måneder erobrede de næsten hele Sydkorea. Kun en lille lomme i det sydøstlige Korea kan de ikke få bugt med.

USA reagerer hurtigt. Den 27. juni får de vedtaget en resolution i sikkerhedsrådet i det nyligt oprettede FN, som giver USA lov til at intervenere på sydkoreansk side. Det lykkes blandt andet at få det vedtaget, fordi Sovjetunionen boykotter FN og fordi Kina endnu ikke repræsenteres af Maos regering, men af Kuomintang i Taiwan.

Krigen vender

I begyndelsen går det trægt for USA med at slå nordkoreanerne tilbage, men efter en landsætning langt inde bag fjendens linjer vender krigslykken. USA og Sydkorea krydser hurtigt den gamle grænse mellem nord og syd og trænger Nordkoreanerne op mod Kina.

Det kan Kina ikke sidde overhørigt. De går i krig på Nordkoreas side, og pludselig står to af verdens største hære ansigt til ansigt i en åben krig. Det får også den betydning, at de amerikanske og sydkoreanske fremskridt bliver bremset.

De bliver presset tilbage til området omkring den 38. breddegrad, og krigen udvikler sig til en udmattelseskrig.

Truslen om atomkrig

Bare fem år tidligere har USA smidt to atombomber over Japan, og der er en del, der mener, at det er tid til at bruge bomben igen. Det gælder blandt andet for lederen af USAs tropper i Korea, den populære general Douglas Macarthur.

Truman selv afviser også at udelukke brugen af atomvåben. Det sker blandt andet på en pressekonference den 30. november 1950.

Q. Mr. President, I wonder if we could retrace that reference to the atom bomb? Did we understand you clearly that the use of the atomic bomb is under active consideration?

THE PRESIDENT. Always has been. It is one of our weapons.

Q. Does that mean, Mr. President, use against military objectives, or civilian–

THE PRESIDENT. It’s a matter that the military people will have to decide. I’m not a military authority that passes on those things.

Q. Mr. President, perhaps it would be better if we are allowed to quote your remarks on that directly?

THE PRESIDENT. I don’t think–I don’t think that is necessary.

Q. Mr. President, you said this depends on United Nations action. Does that mean that we wouldn’t use the atomic bomb except on a United Nations authorization ?

THE PRESIDENT. No, it doesn’t mean that at all. The action against Communist China depends on the action of the United Nations. The military commander in the field will have charge of the use of the weapons, as he always has.

Selvom præsidenten og det hvide hus selv hævder, at der ikke er noget nyt i udtalelserne, giver det anledning til en del bekymring rundt omkring i verden, hvilket blandt andet kan læses i dette avisudklip.

Læs udklippet og besvare følgende spørgsmål:

• Hvordan reagerede USAs allierede på, at muligheden for atomvåben blev luftet?
• Hvordan reagerede USAs fjender i Sovjetunionen og østeuropa?
• Hvordan var stemningen i USA omkring brugen af atomvåben?
• Er der andre spørgsmål, som kilden kan hjælpe til at besvare?

Der blev ikke brugt atomvåben i Koreakrigen. Med til det billede hører, at Sovjetunionen allerede året før havde udviklet deres egne atomvåben og på den måde ville kunne svare igen. Til gengæld var diskussionen med til at koste den general MacArthur jobbet. Han havde flere gange haft sine egne syn på, hvordan og hvor hårdt kommunismens skulle bekæmpes, og i 1951 blev han fyret af Truman.

Våbenhvile

Efter tre års krig ender kamphandlingerne med en våbenhvile. Både Nordkorea og Sydkorea ønskede at forene Korea under deres eget system og begge parter måtte presses til forhandlingsbordet af de stormagter, som støttede dem.

I 1952 blev Harry S. Truman afløst som amerikansk præsident af Dwight D. Eisenhower, som gjorde det til en prioritet at få stoppet krigen. I begyndelsen stod både Sovjetunionen og Kina stejlt, men da Stalin døde i 1953, viste det nye sovjetiske styre vilje til at medvirke til at stoppe krigshandlingerne.

Våbenhvilken fastfrøs grænsen ved den såkaldte Kansas-linje, som var der, hvor de to hære stod overfor hinanden, da våbenhvilen blev indgået. Den ligger tæt på den 38. breddegrad, som var der, grænsen gik inden krigen begyndte. Der blev lavet en fire kilometer bred demilitariseret zone, hvor ingen af landene måtte have våben.

Der er stadig ikke indgået nogen formel fredsaftale. Kun en våbenhvile.

Våbenhvilen betyder også, at lander bliver delt i to, på det ret tilfældige sted, hvor soldaterne stod overfor hinanden, da kampene sluttede. Sydkorea bliver vestligt orienteret med en hurtigt udviklet stærk økonomi, blandt andet båret frem af store firmaer som elektronikproducenterne Samsung og LG og bilproducenterne Kia og Hyundai.

Nordkorea bliver et kommunistisk diktatur, som – særligt efter Sovjetunionens fald og den kolde krigs reelle afslutning – står meget isoleret i verden. Det har lukket sig om sig selv, er gennemmilitariseret og meget fattigt.

Brutal og blodig krig

Krigen endte altså uden resultat. Grænsen kom til at gå stort set samme sted, hvor den gik før krigen. Den meningsløshed bliver forstærket af, hvor blodigt og brutalt den udviklede sig, ikke mindst for civile. Af de cirka fem millioner mennesker, der estimeres at have mistet livet i de tre år, krigen varede, var over halvdelen civile.

Dertil kommer, at mange blev meget hårdt såret. Det kom en gruppe af danskere til at bevidne på nærmeste hold. Danmark sendte nemlig hospitalsskibet Jutlandia – nok bedst kendt fra Kim Larsen-sangen af samme navn – til Korea.

Vi læser teksten om Jutlandia på Lectio og besvarer derefter nedenstående arbejdsspørgsmål:

1. Hvilke overvejelser gjorde den danske regering om at deltage med militære styrker i Korea?
2. Hvad talte for at sende soldater afsted?
3. Hvad talte imod at sende soldater afsted?
4. Hvad blev løsningen på det dilemma, og hvorfor var det en god løsning?
5. Hvordan adskilte Jutlandia sig fra tilsvarende amerikanske hospitalsskibe? Hvad gjorde de anderledes?
6. Hvad fortæller historien om Jutlandia om Danmarks rolle i 1950’erne og om styrkeforholdet mellem USA og Danmark?