Historie og fortid

Historie og fortid er ikke det samme. Fortiden er en kaotisk, uprioriteret, uoverskuelig masse af løsrevne begivenheder, som vi aldrig kan vende tilbage til. Historie er et forsøg på at stykke et antal af de begivenheder sammen til et narrativ – eller fortælling eller historie – om fortiden.

Det er nødvendigt, hvis vi skal prøve at forstå fortiden. Det ville være umuligt at formidle og forstå alle begivenheder som foregår alle steder til alle tider for alle mennesker. Derfor må historikeren udvælge, prioritere, fortolke og sammensætte nogle af begivenhederne for at skabe historien om fortiden.

Det medfører en række problemer, som vi er nødt til at forholde os til i faget.

Afsender – historie er skrevet af nogen

Historien er altid skrevet af nogen. Selvom vi antager, at det er en veluddannet og dygtig historiker, har det stadig en stor betydning.

De kan være under pres fra familie og venner, som synes de arbejder for meget. De kan være under pres fra arbejdsgivere, som heller vil have dem til at kaste sig over andre opgaver. De kan være under pres fra forlagene, som vil have dem til at skrive kortere, længere, sjovere, lettere tilgængeligt og alt muligt andet.

Samtidig er vi allesammen rundet af noget. Vi har allesammen et særligt perspektiv afhængigt af hvem vi er. Vi er i et eller andet omfang – bevidst eller ubevidst – påvirket af vores køn, alder, generation, opvækst, nationalitet, oplevelser, sprog, venner, familie, interesser, uddannelse osv. Det vil i et eller andet omfang komme til at sætte sit præg på det, vi laver.

En dansk historiker vil alt andet lige have et bedre blik for den danske soldat i 1. verdenskrig end en historiker fra ethvert andet land. En fransktalende vil have et bedre greb om franske kilder end en ikke-fransktalende. En historiker med et indgående kendskab til geografien omkring Verdun vil have andre forudsætninger for at forstå og formidle det slag, end andre. Det vil i sidste ende påvirke den historieforskning, han eller hun foretager.

Historien er skrevet for nogen

Historien er altid skrevet for nogen. Enten direkte – som et bestillingsarbejde – men langt hyppigere i dag indirekte.

Uanset hvordan man griber historieskrivningen an, vil det altid være nogen bestemtes historie man skriver. Traditionelt set er det meget ofte magthavernes og elitens historie. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det er magthaverne og eliten som har magten og indflydelsen til for alvor at påvirke andres historie. Men det betyder også, at sjældent får fortalt deres historie, eller bare deres side af historien.

Et godt eksempel er Christopher Columbus. I de magtfulde europæeres og hvide amerikaneres historie er han en vigtig opdagelsesrejsende. Tænk på, hvor mange byer og stater, der er opkaldt efter ham. Amerikas oprindelige folk har måske nok en anden udlægning af den historie. For dem er han ikke opdagelsesrejsende, men en voldelig erobrer, hvis opdagelser i grove træk betød enden på deres nationer og historie.

Geografisk afgrænsning

Den geografiske afgrænsning handler om, at man begrænser sin historie til et bestemt geografisk område. Ligesom alle andre afgrænsninger giver det god mening og medfører visse problemer. God mening fordi man ikke kan undersøge alting, og visse problemer fordi geografiske afgrænsninger ikke nødvendigvis er de samme i fortiden og nutiden.

Et eksempel kunne være, om Danmark var med i 1. verdenskrig. Det var vi ikke i datidens geografiske afgrænsning. I nutidens geografiske afgrænsning var der dog tusinder af sønderjyder, der kæmpede for tyskerne af den simple årsag, at Sønderjylland dengang var en del af tyskland.

Periodisering

Periodisering er en tidsmæssig afgrænsning af en periode. Igen er det en afgrænsning, der er meningsfuld, fordi vi ellers ville kunne blive ved med at undersøge årsager og konsekvenser i en uendelighed, men den kan også være problematisk.

For det første er det netop ikke altid, at årsager og konsekvenser begrænser sig til den periode, man har valgt. Når Første Verdenskrig blev som den blev, hang det blandt andet sammen med, at der ikke havde været nogen store krige i 100 år. Så for at forstå krigen til bunds, er det meningsfuldt at gå helt tilbage til Napoleonskrigene.

For det andet vidste folk i fortiden sjældent, at de levede i en periode. Derfor opførte de sig heller ikke nødvendigvis sådan, som vi forventer at folk i perioden opfører sig. Et eksempel kunne være middelalderen. Vi har i dag nogle bestemte billeder af middelalderen, men de billeder er betinget af, at vi kender hele perioden, også hvad der kom bagefter. Folk der levede i middelalderen mente ikke selv, at de levede i middelalderen. Derfor fulgte de heller ikke nødvendigvis de normer, vi i dag forbinder med perioden. Derfor er det på mange måder en grov (men også meningsfuld) forsimpling overhovedet at tale om en middelalder.

Historien er ikke objektiv

Konklusionen på alt det ovenstående er klar: Historieskrivning kan aldrig blive objektiv. Det er simpelthen en illusion.

Uanset hvor meget vi gør os umage for at lave en balanceret fremstilling, som tager alle synspunkter med, kommer vi til at sætte vores præg på den. Alene når vi vælger hvilken periode, vi vil dække og hvilket område vi vil beskæftige os med, har vi i et eller andet omfang valgt side.

Sådan er historie. Det ligger i fagets natur og det er anerkendt af alle. Man behøver derfor ikke kæmpe imod og forsøge at gøre det objektivt alligevel (selvom det selvfølgelig altid skal være sagligt og fagligt forsvarligt). I stedet skal man være bevidst om, hvad man gør. Hvorfor har man valgt netop den periode? Hvorfor har man valgt den geografiske afgrænsning? Hvis historie er det, man skriver?

Øvelse: Historien er ikke fortid

Vi ser et kort uddrag af afsnit 10 af DRs Serie Historien om Danmark.

Læg undervejs mærke til, hvorledes klippet adskiller sig fra de faktiske begivenheder.

• Hvem er afsender af klippet, og hvilken betydning har det?
• Hvem er den beregnede modtager af klippet, og hvilken betydning har det?
• Hvilke valg er der truffet (emne, vinkel, periode, geografi) og hvilken betydning har det?
• Kunne man have lavet klippet, så det faktisk var en præcis afspejling af fortiden.

Hvordan

Der er planlagt i alt otte forløb, som vi skal igennem i vores to år. Hvert forløb har et overordnet tema, nogle underemner, som vi skal dykke ned i undervejs, og nogle metoder og teorier, som vi skal lære og bruge til at undersøge emnerne.

Der kan sagtens opstå ændringer undervejs, men det er nedenstående skitse, der planlægges efter.

Tidspunkt	Overordnet tema	Underemner	Metoder/teorier
Efterår 2022	Danmark bliver en nationalstat	Enevældens afslutning, krigen i 1864, Danmarks nye identitet.	Kildekritik.
Efterår/vinter 2022/23	Vejen til det moderne	Overblik over Europas vej ind i renæssancen og moderne tid.	Periodisering, udviklingslinjer.
Vinter/forår 2023	Verdenskrigene	Traditionernes sammenbrud, radikalisering, folkemord, krigens forløb.	Diskursanalyse (diakron/synkron), mentalitetshistorie
Forår 2023	DHO
Efterår 2023	Kolonialisme	Kolonialisme, slavehandel, Danmarks rolle.	Aktør/struktur, global historie, mikrohistorie.
Efterår/vinter 2023	Den kolde krig	Ideologier, samhandel, nation building, murens fald.	Historiebrug, nation building.
Vinter/forår 2024	Industrialiseringen	Politik, urbanisering, teknologi, natur.	Teknologihistorie, økohistorie.
Forår 2024	End of history eller ny verdensorden

Hvorfor?

Hvorfor skal vi lære om vores historie?

Mennesket er både historieskabende og historieskabt.

Øvelse: Refleksionsskrivning om din egen historie

Hvilken historie har været med til at skabe dig som kulturelt væsen? Hvilke begivenheder og strømninger har haft indflydelse på din måde at være i verden?

Det kan være din personlige historie, din familiehistorie, din egnshistorie, din religiøse historie, din nationale historie eller verdenshistorien.