I 1842 opstod der en ny politisk retning eller parti, nemlig de nationalliberale. Som navnet antyder, stod partiet på to ben. Det nationale og det liberale. Begge begreber skal forstås lidt anderledes, end man nok vil forstå dem i dag.

Det nationale betød, at de ønskede en nationalstat. Stat og nationen skulle altså smelte sammen, så alle der boede i Danmark talte dansk og idenficerede sig som danskere og alle dem som følte sig danske og talte dansk boede i Danmark. Det er i denne sammenhæng vigtigt at huske på, at det langt fra havde været sådan hidtil. Som vi ved, var der masser af dem, der boede i staten Danmark som talte tysk og følte sig som tyskere. Konkret ville de nationalliberale skabe en dansk nationalstat, som gik til Ejderen. Det er en flod, som løber på grænsen mellem Slesvig og Holsten. De nationalliberale ville altså have, at Danmark skulle gå ned omkring Kiel.

Dette ville selvfølgelig betyde, at en masse mennesker i Slesvig, som talte tysk og følte sig som tyskere skulle til at idenficere sig som danskere og tale dansk i stedet for, hvilket de fleste af dem ikke var særligt interesserede i.

Det liberale skal forstås som ønsket om en fri grundlov. Altså i praksis en form for demokrati. De nationalliberale ønskede at komme af med den enevældige konge og erstatte det med en form for folkestyre, selvom det de forestillede sig næppe kan sammenlignes med det demokrati, vi har i dag. For eksempel mente de stadig, at kongen skulle udpege regeringen.

Rent ideologisk er der en logisk sammenhæng mellem det nationale og det liberale. Hvis man mener, at landet tilhører folkefællesskabet og ikke kongen, følger det også logisk deraf, at det er folket og ikke kongen, som bør have magten i landet.

De nationalliberale vandt stor indflydelse, blandt andet ved at alliere sig med bønderne, som udgjorde en meget stor andel af befolkningen, som indtil da havde haft meget lidt indflydelse og almindeligvis havde levet fattigt.

Læs mere:

• Kapitlet Enevældens fald fra bogen Danmark – tider og temaer af Carl-Johan Bryld.
• Artiklen Nationalliberalisme fra danmarkshistorien.dk
• Orla Lehmanns Falstertale (undersøg hvem Orla Lehmann var).
• Episode 8 af Historien om Danmark fra DR.

Casinomødet

Den 20. marts afholdtes et møde i Casinoteatret i København. Det var indkaldt af de nationalliberale og særligt den ledende skikkelse Orla Lehmann. Mødet vedtog en resolution, som krævede en fri forfatning og krævede, at denne forfatning også kom til at gælde for Slesvig. Med andre ord: Enevælden skulle afskaffes og erstattes med en form for folkestyre og Danmark skulle blive en nationalstat, som strakte sig ned til Ejderen.

Der var mange forskellige årsager til, at det kom så vidt. Blandt de væsentligste kan nævnes følgende:

Lignende bevægelser var i gang andre steder i Europa. I Frankrig havde man gennemført en (ny) revolution og i andre lande som Østrig, Italien og det nuværende Tyskland var der lignende initiativer i gang. Mange steder var præget af det samme tankegods, som de nationalliberale: Landet tilhørte ikke kongen, men folkefællesskabet, og derfor gav det ikke mening, at kongen alene herskede.

Den danske konge Christian den 8. var død efter en blodforgiftning tre måneder tidligere. Den nye konge Frederik den 7. var ny, relativt uerfaren og ikke voldsomt interesseret i at regere alene, og det gjorde tidspunktet godt.

Endelig og måske vigtigst af alt, så gik der rygter om, at Slesvig var i gang med at løsrive sig fra Danmark, noget som endte med at blive delvist selvopfyldende. Den nationale vækkelse var i sagens natur ikke isoleret til Danmark. Slesvig var også blevet vækket. Nogle følte sig som tyskere og ville gerne knyttes tættere til andre tyske stater. Nogle følte sig som danskere og nogle følte sig som slesvigere.

Vi læser om Casinomødet.

Resolutionerne fra Casinomødet blev overbragt til kongen, som uden videre modstand gav efter. Han overgav magten til folkene bag resolutionerne og betragtede herfra sig selv som en konstitutionel monark. Revolutionen i Danmark var gennenført uden brug af nogen former for vold eller magt og man kunne begynde at udarbejde en grundlov. Den skulle til gengæld give anledning til både vold, magt og store nederlag til Danmark.