Denne lektion vedrører kun halvdelen af klassen, nemlig de elever, der har kommunikation og IT på C-niveau og afslutter faget til sommer. De elever, som har faget på A-niveau er i gang med at lære om programmering af computerspil, hvilket foregår med hjælp fra en ekstern underviser.
Formål
Eleverne er i øjeblikket i gang med at udforme deres afsluttende eksamensopgaver. Lektionen skal understøtte dette arbejde på to forskellige måder.
Dels skal eleverne have et oplæg om datadrevet distribution af kommunikation særligt via sociale medier, og dels vil eleverne blive vejledet i udformningen af deres opgaver.
Formålet med oplægget om datadrevet distribution er at opfylde kernestoffet om datadrevet analyse af målgrupper og inddragelse af data i kommunikationsprocessen på en måde, hvor eleverne kan relatere det direkte til deres eksamensopgave.
Samtidig er der noget digitalt dannende i at få eleverne til at reflektere over, at de også selv er genstand for datadrevet kommunikation.
Det vil være naturligt, hvis eleverne på tidspunktet for lektionen er et sted med deres opgaver, hvor de skal til at beskæftige sig med distribution, og i og med, at de fleste elever planlægger med at bruge sociale medier som en del af deres kommunikationsprodukter, giver det mening at gennemgå emnet her.
I de andre lektioner under opgaveskrivning er der ligeledes gennemgået emner, som synes relevante for det sted, eleverne er med deres opgaver.
Formålet med vejledningen er i sagens natur, at hjælpe eleverne til den bedst mulige proces og resultat i deres opgaveskrivning.
Indhold
Lektionen planlægges afviklet på følgende måde. Nogle af socialformerne er enten individuelle eller gruppearbejde. Det afhænger af, om eleverne har valgt at udarbejde deres eksamensopgave i grupper eller individuelt. Det har i overenstemmelse med bekendtgørelsen været valgfrit, om man vil arbejde i grupper af op til tre personer.
[su_table]
Tid | Overskrift | Socialformer | Læringsrum | Formål/Indhold |
9:40-9:50 | Opstart | Formidlingsorienteret klasseundervisning | Tavleundervisning | Protokol, kort intro, sekvensering på tavlen. |
9:50-10:15 | Datadrevet distribution | Formidlingsorienteret klasseundervisning | Tavleundervisning | Introduktion og fæstnelse af begreber |
10:15-10:25 | Kort øvelse | Formidlingsorienteret klasseundervisning | Gruppearbejde/individuelt arbejde | Afprøvning af begreber i praksis |
10:25-10:50 | Vejledning i opgaveskrivning | Procesorienteret gruppeundervisning/individuelt arbejde | Værkstedsundervisning | Udarbejdelse af eksamensopgaver |
[/su_table]
Metode
Første del af lektionen vil foregå som formidlingsorienteret tavleundervisning med dialog med eleverne. Det sker, fordi der netop er et konkret stof, som skal formidles. Denne del af lektionen vil blive afsluttet med en lille øvelse, som har til formål at sikre fæstnelsen hos eleverne og lade dem afprøve stoffet i praksis.
Anden del af lektionen vil tage form af vejledning. Med udgangspunkt i Vejledningsforløbet – et overblik af Lotte Reinecker m.fl vil omdrejningspunkterne være fastholdelse af elevernes fokus på emnet, være garant for at de videnskabelige normer overholdes, reaktioner på centralt indhold, argumentation og struktur og rådgivning om proces.
Materiale
Lektionens første del vil tage udgangspunkt i facebooks eget annonceringsværktøj, som vil blive demonstreret, og som øvelsen vil tage udgangspunkt i.
Desuden vil der blive benyttet materiale, som blev delt på FIP-kursus for Kommunikation og IT i 2017 og som findes på viden.otg.dk. Det er især modellen for opsætning af målgrupper og modellen for at engagere brugere (LEAP) som er interessante i denne sammenhæng.
Materialet for vejledningsdelen er først og fremmest elevernes egne opgaver samt vejledningsteksten til disse opgaver.
Evaluering
Både første og anden del af lektionen skal ses i kontekst af elevernes eksamensopgaver, som vil blive evalueret ved en eventuel eksamen og i øvrigt tjene til at, at læreren kan se, om det er lykkedes at formidle stoffet på en forståelig og anvendelig måde.