KIE-modellen

KIE-modellen beskriver de tre rum, som man typisk arbejder i, når man (blandt meget andet) producerer kommunikation. Det kreative rum, det innovative rum og det entrepenante rum.

I det kreative rum arbejder man helt åbent. Man finder på idéer, som først og fremmest skal være nye, kreative og originale. Om de passer til konceptet er i første omgang mindre vigtigt. Det er her, vi er, når vi for eksempel arbejder med idékort.

Fra det kreative rum bevæger vi os over i det innovative. Her udvælger vi den bedste idé fra det kreative rum og tilpasser den til sit koncept. I den proces skal I sørge for følgende:

• Jeres idé skal tilpasses afsenderen, så afsenderen kan se sig selv og stå inden for alt, der bliver sagt, vist, gjort og antydet.
• Jeres idé skal tilpasses modtageren, så modtageren føler, at jeres video taler til dem og er relevant for dem.
• Jeres idé skal fortælle budskabet. Hvis ikke budskabet formidles klart i jeres idé skal den tilpasses, så det bliver klart.
• Jeres idé skal kunne fortælles på seks sekunder. Hvad er essensen af jeres historie? Hvordan kan den skæres til, så den fortælles fuldstændig stringent? Hvis der er en, der flygter fra en vred flok er det måske ikke nødvendigt at fortælle, hvorfor vedkommende er vred. Det er måske ikke engang nødvendigt at vise flokken. Måske er det nok at se, at der er en, der flygter.
• Jeres idé skal kunne udføres i praksis. Hvis i skal bruge ting eller personer i jeres film, I ikke kan skaffe må de enten erstattes eller skrives ud.

Denne side handler om optagelse og redigering af jeres 6-sekunders film. Der er et afsnit med nogle ting, man skal være opmærksom på, når man optager, et afsnit om, hvad man skal være opmærksom på, når man redigerer og et sidste afsnit om, hvordan man rent praktisk bruger et redigeringsprogram.

Optagelse

Der er selvfølgelig utallige ting, man skal være opmærksom på, når man optager. Belysning, farver, fokus, komposition og kamerabevægelser, bare for at nævne nogle stykker. I denne sammenhæng vil vi især have fokus på to: Beskæring og perspektiv.

Beskæring

Beskæring handler om, hvor meget der kommer med i billedet. Et nærbillede har kun det med, som der skal fokuseres på, mens et totalbillede også har en masse omgivelser med.

Bogen har en guide med eksempler, som kan tilgås her.

Når man kun har seks sekunder til at fortælle sin historie, har man ikke råd til at lave forkerte beskæringer. Hvis en detalje er vigtig, for at jeres modtager kan forstå historien, skal I bruge nærbilleder. Hvis det er en forudsætning for forståelsen, at man har et overblik, skal I bruge totalbilleder.

Perspektiv

Perspektiv handler om, hvor man filmer fra. Man arbejder generelt med tre perspektiver. Frøperspektiv, hvor man filmer nedefra og op, normalperspektiv, hvor kameraet er i øjenhøjde med det, der filmes, og fugleperspektiv, hvor der filmes oppefra og ned.

Frøperspektiv fremstiller den der filmes som stor og måske endda lidt arrogant. Det er givetvis derfor, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann i sin tid blev så vred over, at han blev fotograferet nedefra. Ellemann, som selv var gammel journalist, vidste godt, hvordan det ville se ud Se klippet her (cirka 1 minut inde).

Fugleperspektiv kan omvendt få folk til at se meget små og magtesløse ud. De kommer til at se ud som om, de ikke har kontrol over situationen. Det kan dog også bare bruges til at give overblik.

Normalperspektiv er neutralt, og er det som næsten altid bruges.

Når man kun har seks sekunder til at fortælle historien, er det helt oplagt at bruge perspektiv til at forstærke de ting, man gerne vil fortælle.

Redigering

Ligesom ved optagelse er der selvfølgelig ufatteligt mange ting, man skal være opmærksom på, når man redigerer en rigtig film. Igen vil vi dog fokusere på et par stykker, nemlig synligt og usynligt klip og klipning på bevægelse og lyd.

Synligt/usynligt klip

Man kan læse mere om det på filmcentralen.dk og i bogen men de vigtigste ting at huske er følgende.

Usynlig klipning er ikke som sådan usynlig. Det er bare det udtryk, man bruger når man klipper for rent praktisk at komme fra en kameraindstilling til den næste. Man kan altså i realiteten sagtens se, at der bliver klippet.

Synlig klipning er, når man bruger klipningen aktivt til at fortælle en historie. Det kan for eksempel være jumpcuts. Jumpcuts er, når man klipper mellem det samme kamerabillede. Fordi alle personerne i billedet vil stå på en ny måde, uden at der er blevet klippet, ser det nogle gange ud som om de hopper eller spjætter, deraf navnet jumpcuts.

Jumpcuts kan bruges til at fortælle, at der går lidt tid med noget. Ser man en scene med usynlige klip, kan man få indtryk af, at tingene er forløbet hurtigt. Bruger man jumpcuts, viser man, at der er gået lidt tid med det.

I klippet herunder er der både synlige og usynlige klip. Det er fra filmen The Usual Suspects, som er prisbelønnet for sin redigering, og som er værd at se, alene fordi den er så godt klippet. Der bruges usynlig klipning til at komme fra den ene forbryder til den næste. Ved den anden forbryder bruges der jumpcuts for at illustrere, at det er en lang afhøring.

Som en lille sidenote, kan det nævnes, at der også bruges en anden teknik, nemlig lydbroer. Her Fortsætter lyden henover klippet. Det er med til at binde klippene sammen og viser i dette tilfælde en sammenhæng mellem attituderne hos forbryderne.

Klip på bevægelse og lyd

En god måde at gøre sin klipning usynlig for modtageren er ved at klippe på enten bevægelse eller lyd. Altså klippe midt i, at ens skuespiller laver en bevægelse eller samtidig med, at der kommer en høj lyd. På den måde vil modtageren have sit fokus på bevægelsen og ikke lægge mærke til, at der bliver klippet.

I filmklippet ovenover bruger de bevægelsen fra politifolkene til at klippe. Mange af de gange, hvor der klippes, sker det samtidig med, at en politimand går forbi kameraet. På den måde undgår de at lave jumpcuts, når ikke de aktivt skal bruges.

Storyboards

Storyboards er skitser til filmklip. Man tegner simpelthen en lille tegning, som viser hvad der vil være på skærmen, hver gang der er et nyt klip. Her er et eksempel fra en lille sekvens af filmen Forrest Gump.

Og her er det færdige filmklip. Bemærk, at det endelige resultat er klippet lidt anderledes end storyboardet. Der er byttet rundt på nogle klip og tilføjet lidt. Et storyboard er bare en skitse. Det endelige resultat vil ofte afvige.

Det behøver ikke være så detaljeret, som ovenstående eksempel. Nogle tændstikmænd med noget forklarende tekst er rigeligt. Formålet med storyboardet er, at man stille og roligt i fællesskab kan overveje hvordan scenerne skal filmes. Hvor skal det filmes fra, hvad skal med, hvor tæt skal vi på, osv?

Der er mange flere eksempler på storyboards lige her.

På den måde tager man kontrol over processen. Man får lejlighed til at overveje, hvordan tingene skal gøres. Uden storyboard risikerer man, at det bliver lidt tilfældigt, hvilke optagelser, man får med hjem.

Det letteste er nok at tegne sit storyboard i hånden. Der findes dog også online værktøjer, hvor man kan lave dem med sin computer.