Omkring år 1500 kom Europa ind i Renæssancen. I filosofiens verden førte det til et opgør med skolastikken, som forenede filosofi og teologi. De to ting blev efterhånden igen anset som to forskellige ting. Gud blev ikke længere automatisk godtaget som svar, også selvom de fleste af renæssancens mennesker – inklusive de store tænkere – var meget religiøse.

Francis Bacon

Den britiske Francis Bacon var tilhænger af en systematisk og metodisk a posteriori-tilgang til viden. Han betragtes som en af grundlæggerne af retningen empirisme, som i de følgende flere hundrede år prægede britisk tænkning og kom til at stå i modsætning til rationalisme, som prægede i Kontinentaleuropa.

Som empirist tror Francis Bacon grundlæggende på, at man kan generalisere sig til viden ud fra observationer og erfaringer, men han havde samtidig blik for, at der kan opstå alle mulige problemer, hvis man gør det ukritisk.

Han pegede på nødvendigheden af systematisk indsamling af data gennem eksperimenter og observationer. Dette er i dag så indlysende en del af vores forestilling om vidensindsamling, at det kan virke banalt, men det var det ikke på det tidspunkt.

Som vi blandt andet har set i forbindelse med middelalderens gudsbeviser, var det helt almindeligt, at man kunne udvælge de ting, som passede ind i det verdensbillede, man i forvejen havde. Det gik Bacon op imod. Han skriver blandt andet om at kigge specifikt efter noget, som kan afkræfte ens hypotese.

Bacons fire idoler

Han havde også blik for, at både vores sanser og vores tankegang kan snyde os, når vi prøver at undersøge ting. Han opstillede fire måder, vi snydes på, og som man må frigøres fra og kompensere for, hvis man vil opnå erkendelse gennem sanserne. De kaldes idoler (billeder, ikke at forveksle med forbilleder) og tilsammen kaldes det Francis Bacons idollære. De fire idoler er:

• Stammeidolet: Vores tendens til at slutte fra vores sanser, selvom de er fejlbarlige. For eksempel når man slutter, at der ikke er bakterier, fordi man ikke kan se, lugte eller høre dem.
• Huleidolet: De forskellige vaner og andre kulturelle indtryk som former os, og gør os uimodtagelige overfor ny viden. Man siger, at for en hammer ligner alting søm. På samme måde kan for eksempel en biolog måske have vanskeligt ved at frigøre sig fra det biologiske perspektiv i en undersøgelse. Det kan præge undersøgelsen i en forkert retning.
• Torveidolet: Vi er under indflydelse af andres jargon og måde at italesætte ting på, og kan på den måde (bevidst eller ubevidst) manipuleres til at få bestemte opfattelser af ting. For eksempel i politisk diskurs, hvor det samme kan hedde migrant eller flygtning eller hedde dødsskat eller arveskat.
• Teateridolet: Vi kan vildledes af bestemte filosofiske systemers fejl. Det kan for eksempel være religion eller videnskabelige systemer, som vi uden videre accepterer. I middelalderen var meget få – om nogen – villige til at acceptere andre forklaringer end den kristne. I dag trumfer udtrykket “videnskabeligt bevist” det meste andet.

Øvelse

Vi ser DRs udsendelse Ellen Imellem med fladjordsteoretikeren Ole Lochmann igen.

Lochmann og fladjordsteoretikerne generelt bygger langt henad vejen netop deres antagelser på observationer og eksperimenter. Men bliver de snydt af nogen af Francis Bacons fire idoler? Hvilke og hvorfor?

Bonusklip: Anja C. Andersen omtaler et klip fra en dokumentar, hvor et eksperiment går galt. Klippet kan ses herunder:

René Descartes

Franskmanden René Descartes (1596-1650) regnes som en af de væsentligste ophavsmænd til moderne filosofi og den splittelse, som opstod mellem de kontinentaleuropæiske rationalister og de britiske empirister.

Ligesom Bacon levede Descartes i en tid, hvor man lidt forenklet var i gang med at gøre op med 1.000 års kristen (skolastisk) tænkning. Han var interesseret i nogle grundsandheder, som man kunne bygge videre på, og som var ubetinget sande.

Descartes var matematiker og står blandt andet bag det kartesiske koordinatsystem, som også er opkaldt efter ham. Han ønskede at opstille sandheder inden for andre felter med den samme fuldstændige sikkerhed som han kunne finde i matematikken. Den sandhed, han siden er blevet mest berømt for, er sætningen “Jeg tænker, altså er jeg”.

Både sætningen og den rationalistiske tænkning som sådan, lader sig forklare i TV-serien The Good Place. Præmissen for serien er, at hovedpersonerne er døde og kommet til efterlivet. Her får de at vide, at de er kommet til The Good Place og ikke The Bad Place.

The Good Place er en idyllisk verden med en smuk lille by, hovedpersonerne bliver parret med deres sjælevenner og får lov at realisere sig selv på den måde, som man ved, at de elsker.

Alligevel er alt ikke perfekt. Sjælevennerne går hinanden på nerverne, de bryder sig ikke om måden, at realisere sig selv på, og da det viser sig, at nogle af dem er havnet i The Good Place ved en fejl, fører det til store skænderier om, hvilke to, der skal med toget til The Bad Place, hvor de hører til. I klippet nedenfor får en af personerne – Eleanor – en åbenbaring.

Det viser sig, at de ikke er havnet i The Good Place. De er i The Bad Place, som bare udgiver sig for at være The Good Place for at torturere dem med forviklinger, skuffelser, misforståelser og skænderier.

Koblingen til Descartes er selvfølgelig, at vi reelt ikke kan vide, om vi er i samme situation. Vi ved ikke, om den verden vi lever i – alt hvad vi kan opleve, sanse og føle – er en simulation, som en ond dæmon har lavet for at bedrage os. Men fordi vi overhovedet er i stand til at tænke den tanke, ved vi i det mindste, at vi findes i en eller anden form. Vi tænker, altså er vi.

Øvelse

Ovenstående klip viser, at menneskene igen og igen finder ud af, at de er havnet i The Bad Place, selvom de får at vide, at de er havnet i The Good Place. Hvordan finder de ud af det? Hvilken metode bruger de, og (hvordan) kan de være sikre?