Holocaust

Holocaust var Nazitysklands forsøg på en endelig løsning på jødespørgsmålet. En endelig løsning i den forstand, at man én gang for alle ville udrydde Europas jøder.

Nedenstående video fra det israelske dokumentationscenter Yad Vashem giver noget kontekst og overblik over, hvordan det udviklede sig.

Videoen fokuserer på de overordnede handlinger og beslutninger, der blev foretaget under holocaust. Det er en tilstræbt objektiv og nøgtern måde at fremstille det på, men spørgsmålet er, om det også er den måde, som bedst baner vejen for at forstå holocaust.

Denne tekst argumenterer i hvert fald for noget andet. Læs den og overvej følgende undervejs:

  • Hvilke fordele er der ved at formidle holocaust gennem personlige vidnesbyrd? Hvad nævner teksten? Kan du komme på andre?
  • Hvorfor er netop begivenheder som Holocaust velegnede til at blive beskrevet gennem de personlige vidnesbyrd?
  • Hvilke udfordringer kunne det give, at formidle Holocaust gennem personlige vidnesbyrd?

Der er masser af personlige vidnesbyrd fra holocaust. Nogle af dem er samlet i dagbøger og andre notater, som siden er blevet udgivet. Nogle stammer fra interviews. Dokumentaren Børnene i Bergen-Belsen har samlet nogle af de vidnesbyrd.

Bergen-Belsen var en koncentrationslejr i den lille by Bergen, cirka 100 km syd for Hamborg. Ligesom Landsberg, som portrætteres i Band of Brothers, var Bergen-Belsen en koncentrationslejr.

Det er værd at understrege forskellen mellem koncentrationslejre og udryddelseslejre.

Formålet med udryddelseslejre var at dræbe dem, som blev sendt dertil. Der fandtes seks komplekser af udryddelseslejre, som hver havde underlejre: Chełmno, Belzec, Sobibor, Treblinka, Majdanek og – mest berømt og størst – Auschwitz-Birkenau.

Formålet med koncentrationslejre var ikke nødvendigvis, at de indsatte skulle dø, selvom der i praksis døde utallige mennesker i lejrene på grund af forholdene og den behandling, de fik. Det kunne være at udnytte arbejdskraften, holde fjender fanget uden rettergang eller udføre medicinske forsøg.

Refleksionsskrivning

Vi slutter forløbet af med, at I foretager refleksionsskrivning over følgende.

  • Hvilke kildekritiske problemer kunne der være i vidnesbyrd fra holocaust? Hvilke problemer kunne der være i de vidnesbyrd, I ser i dokumentaren?
  • Hvilke fordele (om nogen) kan der alligevel være forbundet med at anskue holocaust gennem vidnesbyrd, frem for fakta og tal, som i den første video fra Yad Vashem?
  • Hvad gør størst indtryk på dig selv? Det faktum, at seks millioner jøder mistede under gruopvækkende forhold, eller den enkeltes personlige historie? Hvorfor?