ZBC Slagelse udbyder mediefag som valgfag.
Mediefag kunne i virkeligheden ligeså godt hedde film og TV. Det er nemlig (stort set) kun de to medier, man beskæftiger sig med i faget. Man skal altså ikke regne med at lære en masse om sociale medier, aviser eller radio. Det handler meget om film og TV.
Mediefag har to forskellige tilgange til film og TV. En teoretisk/analytisk og en praktisk.
Teoretisk/analytisk
Vi lære om, hvilke filmiske og dramaturgiske virkemidler, der findes og bruge vores nye viden til at analysere både film og TV. Filmiske virkemidler kan for eksempel være musik eller den måde, der bliver filmet på. Dramaturgiske virkemidler handler om den måde, historien bliver fortalt.
Vi skal lære om forskellen og de grundliggende træk ved fakta og fiktion og blandingen af de to. Fakta er for eksempel TV-avisen eller en dokumentarfilm. Fiktion er film baseret på frit opfundne historier. En blanding kan være en film baseret på rigtige begivenheder.
Vi skal lære om forskellige genrer, medier og medieplatforme. Genrer kan for eksempel være gyserfilm eller komedier. Medier er redskaber til kommunikation, for eksempel TV og Internet. Medieplatforme er digitale teknologier til at samle medier, for eksempel en mobiltelefon.
Vi skal bruge vores viden til at perspektivere og lave ting i samspil med andre fag.
Praktisk
Vi skal lære at betjene udstyr til at optage og redigere film. I praksis vil det først og fremmest være kameraer til at optage og et computerprogram til at redigere, men det kan for eksempel også være mikrofoner og belysning.
Vi skal planlægge og gennemføre optagelserne og arbejde med distribution af de færdige film. Det betyder også skrive manuskripter, lave storyboards, fordele roller og finde skuespillere og locations til at filme.
Vi skal bruge vores viden om filmiske og dramaturgiske virkemidler til at lave vores film og arbejde med faglige begreber i vores forberedelser. Vi skal altså ikke kun kunne genkende dem i andres film, men også bruge dem i vores egne.
Eksamensform
Hvis man kommer til eksamen, er den delt op i to.
Først skal man tale om en film, man selv har lavet i en gruppe inden eksamen. Det foregår som en gruppeeksamen og varer cirka 40 minutter. Det kan betragtes som en eksamen i den praktiske del af faget.
Herefter skal hvert medlem af gruppen til en individuel eksamen, som varer i cirka 30 minutter. Her vil de blive eksamineret i fagets stof. Man får et lille filmklip, som man skal tale om ud fra sin viden om teori og analyse. Det kan betragtes som en eksamen i den teoretisk/analytiske del af faget.