Oplæg om teknologi

Projekter bliver som regel bedst, hvis man hele tiden er opmærksom på tre ting:

Ens tese, altså hvad man forventer at komme frem til. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at rent faktisk også kommer frem til det, man forventer. Det kan jo sagtens være, at man ender med at bevise det modsatte af, hvad man forventede. Derfor er det heller ikke meningen, at man stædigt skal holde fast i sin tese, men den kan hjælpe med at holde fokus i opgaven. Betragt den som formålet med opgaven.

Tesen skal forstås som en påstand, som kan bevises eller modbevises. Man kan også betragte det som en teori, man vil afprøve. Noget man ultimativt kan besvare med ”Ja, det er rigtigt” eller ”Nej, det er ikke rigtigt”.

Tesen er til gengæld ikke en hensigtserklæring om, hvad man gerne vil undersøge nærmere.

”Hvorfor Holocaust fandt sted” er ikke en påstand/tese/teori. ”Holocaust kunne lade sig gøre, fordi antisemitisme var udbredt i den tyske befolkning, ikke kun blandt topnazisterne” (som historikeren Daniel Goldhagen har påstået i den berømte bog Hitler’s willing executioners) er til gengæld en påstand.

Ens empiri, altså det man vil analysere. Det kan være (og er ofte i idéhistorie) tekster, men kan også være teknologier eller andre former for kilder. Når man skal skrive en eksamensopgave i historie, er det naturligvis afgørende, at man kan skaffe den empiri, man ønsker at undersøge. Det er jo helt banalt, men ikke desto mindre altafgørende, at man kan fremskaffe den. Hvis man efter en rimelig indsats (som dog helst skal række ud over googlesøgninger) ikke kan skaffe den, er det bedre at skifte spor.

Ens metode, altså hvorledes man har tænkt sig at undersøge empirien. Det kan (og vil ofte være) metoder, vi har gennemgået som en del af pensum, men kan i princippet være andre anerkendte metoder, eller en metode, du selv opstiller. Metode betyder blot måden, du vil undersøge din empiri på for at bevise (eller modbevise) din tese. Det vigtigste er, at du kan argumentere for, hvorfor netop den metode, du har valgt, er den mest egnede.

Undersøg hvilken tese, empiri og metode, du vil bruge i din eksamensopgave, og udfyld nedenstående skema. Det er ikke på nogen måde forpligtende endnu, men udfyld med de tanker, du gør dig lige nu.

Oplæg

Gå sammen i de grupper, I har fået tildelt.

Vælg en teknologi inklusive noget materiale om den (jeres empiri). Kom frem til en tese, som I vil undersøge, altså en påstand, man i sidste ende kan svare ja til eller nej til. Vælg en metode, I kan bruge til at lave jeres analyse.

Forbered et oplæg som indeholder:

  • En kort redegørelse for jeres teknologi.
  • En analyse, hvor I bruger en metode til at finde et svar på jeres tese.
  • Eventuelt en diskussion/vurdering/perspektivering.

Oplægget bør vare cirka fem minutter.