Brud og kontinuitet er to forskellige måder at betragte historiske skifter på. Har man sit hovedfokus på begivenheder, som forårsager store forandringer. Eller fokuserer man snarere på langsomme forandringer og kontinuiteten imellem forskellige historiske perioder?
Det er for eksempel et ret væsentligt spørgsmål, når man ser på historiske perioder. Hvor meget fortsatte faktisk som vanligt ved overgangen fra middelalder til renæssance, og hvorvidt (og i hvilke sammenhænge) var der faktisk tale om et reelt brud.
De fleste historiske forandringer vil rumme begge dele i forskellig grad, og det vil i mange tilfælde være et tolkningsspørgsmål, hvad man tillægger mest vægt.
Brud og kontinuitet ved Romerrigets fald
Lyt til afsnit 17 i Kongerækkens serie om det antikke Rom, som hedder #17: Hunner og vandaler hærgede Rom i kejsertidens sidste dage. Det kan høres her, eller der hvor du plejer at høre podcasts.
Derefter besvares følgende arbejdsspørgsmål:
- Hvorfor betragter vi netop år 476 som året, hvor Romerriget faldt? Hvad skete der det år, og hvorfor tillægges det betydning?
- Hvordan kunne man ellers definere Romerrigets fald? Og hvilke konsekvenser ville det have for vores syn på Romerriget?
- Podcasten nævner nogle andre eksempler på begivenheder, hvor brud og kontinuitet bliver lidt mudret, altså hvor bruddet ikke er helt så klart, som vi gør det til i dag. Kan du komme på flere eksempler?
- Er der nogle eksempler på begivenheder, hvor bruddet er meget åbenlyst, og hvor det ikke giver mening at tale om kontinuitet? Hvilke og hvorfor?
Braudels tre tider
Den franske historiker Fernand Braudel (1902-1985) arbejder med tre forskellige tider. Den korte (événements), den mellemlange (conjuntures) og den lange (longue durée).
Den korte beskriver begivenheder. Det kan være faldet af den sidste romerske kejser, Romulus Augustus, Berlinmurens fald eller kvinders valgret. Noget som ikke fandtes i går, men findes i dag.
Den mellemlange tid beskriver de udviklinger, som sker op til og efter begivenhederne. Det var utænkeligt, at det var lykkes at vælte den første kejser Augustus 500 år før. Rom var alt for stærkt, og Augustus sad alt for tungt på magten. Når det kunne lykkes at vælte en romersk kejser i år 476, var det fordi Rom gennem årtier løbende var blevet svækket.
Det var også utænkeligt, at Berlinmuren var faldet i 1960’erne. Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 erfarede, hvad det betød at gå op mod Sovjetunionen. De forsøgte at gøre oprør mod det kommunistiske diktatur og få rettigheder, og begge blev slået tilbage med tanks. Når det lykkedes i Berlin i 1989, var det kun fordi Sovjetunionen og hele Østblokken i mellemtiden var blevet stærkt svækket.
Den lange tid er de (først og fremmest) mentale spor, som historien trækker i os. Man kan i dag tegne en grænse gennem Europa, som ligger tæt på den, der i romertiden gik mellem Romerriget og germanerne. På nordsiden af grænsen taler man (noget forenklet og generaliserende) germanske sprog, drikker øl og spiser smør, mens man på sydsiden taler romanske sprog, drikker vin og spiser olivenolie.
På en række kulturelle, kunstneriske, arkitektoniske, sproglige, traditionsmæssige, kulinariske, religiøse og filosofiske punkter, er der stadig en forskel på, om man bor på nord- eller sydsiden af den grænse, som ikke har været politiske relevant i 1.500 år.
Hvis vi skal gribe fat i noget stof, vi har haft tidligere, kan man måske sige, at stater opstår og falder i den korte tid på baggrund af udviklinger i den mellemlange tid, mens nationer generelt befinder sig i den lange tid.