Rationalisme og empirisme

Rationalisme og empirisme er to konkurrerende tilgange til viden.

Ifølge empirismen er vores sanser og konkrete erfaringer den bedste vej til at opnå ny viden. Det kan for eksempel ske gennem et forsøg i et laboratorium. Hvis vi bruger vores sanser til at erfare, at noget bestemt sker under bestemte forhold, og hvis vi kan udelukke at det var en tilfældighed, kan vi – ifølge empirismen – betragte det som viden.

Rationalismen er troen på, at vi kun kan opnå ægte viden gennem vores rationalitet. For eksempel kan vi jo ikke vide – sådan rigtigt vide – om vores sanser snyder os, når vi står i laboratoriet. Eller om vi er offer for en sammensværgelse, som har placeret os i en simuleret virkelighed.

Et eksempel på rationalisme er René Descartes berømte citat “Jeg tænker, derfor er jeg”. Selv hvis vi lever i en simulation, selv hvis vores sanser bedrager os, så kan vi dog konkludere, at vi eksisterer i en eller anden form, da vi ellers ikke ville være i stand til at tænke og stille spørgsmål om vores egen eksistens.

Man kan læse mere om rationalisme her og mere om empirisme her.

Sokrates og Platon

Det kan være svært helt at adskille Sokrates (469 f.Kr.–399 f.Kr.) og Platon (427 f.Kr. – 347 f.Kr.). Det skyldes først og fremmest, at Sokrates ikke skrev noget selv. Til gengæld er han ofte en hovedperson og ofte citeret i de mange værker, som hans elev Platon skrev. I praksis er det derfor svært at sige, om Platon citerer Sokrates korrekt, eller fremlægger sin egen tolkning af hans ord.

Den sokratiske metode

Sokrates er især kendt for det, der siden hen er kommet til at hedde den Sokratiske metode. Sokrates hævdede nemlig ikke at have svarene selv. Tværtimod er han netop kendt for at sige “Det eneste jeg ved er, at jeg ikke ved”.

I stedet stillede han spørgsmål. Og opfølgende spørgsmål, når han fik svar. Ved at blive ved med at spørge ind til folks svar, kunne han hurtigt bringe dem på glatis, men det er ikke nødvendigvis formålet med den sokratiske metode.

Han betragtede sine egne spørgsmål som dialektiske. Det vil sige en samtale, som har til formål, at alle bliver klogere. Det kan stilles i modsætning til retoriske samtaler, som har til formål at overbevise modstanderen om sit synspunkt. Det var ikke Sokrates’ intention, da han som bekendt hævdede, at han intet vidste, og det er heller ikke meningen med den sokratiske metode.

Den sokratiske metode i praksis

Den sokratiske metode kan i praksis brydes ned til at fungere på følgende lidt forenklede måde. Der skelnes her mellem lærer, der stiller spørgsmålene, og elev, som svarer.

1. Eleven formulerer en påstand.
2. Læreren stiller opfølgende spørgsmål til eventuelle undtagelser, selvmodsigelser eller andre uregelmæssigheder i elevens påstand.
3. Eleven præciserer eller omformulerer sin påstand.
4. Punkt 2 og 3 gentages så mange gange, som der er behov for.
5. Eleven ender i apori: En tilstand af betænkelighed og tvivl om noget, vedkommende før følte sig sikker på.

Øvelse: Sokratiske metode

1. Gå sammen to og to (eller tre ved ulige antal).
2. Vælg en, der skal være lærer og en, der skal være elev.
3. Eleven begynder ved at definere et begreb, som vedkommende mener at kende. Det kan være lykke, retfærdighed, kærlighed, viden eller noget helt femte.
4. Læreren spørger ind til eventuelle selvmodsigelser, undtagelser, uregelmæssigheder eller andre svagheder i definitionen.
5. Gentag punkt 3 og 4.

Platon: Viden er medfødt

Som allerede nævnt er Sokrates ofte hovedpersonen i Platons værker, hvorfor det også nogle gange kan være vanskeligt at skille dem ad. I Platons værk Menon diskuterer Sokrates med sin ven Menon.

Undervejs i bogen viser Sokrates, hvordan kan kan få en slavedreng til at beregne en fordobling en kvadrats areal, udelukkende ved at stille ham (nogle gange ret ledende) spørgsmål. Teksten ligger på Lectio.

Platons konklusion er, at viden er medfødt. Da det kom til stykket vidste slavedrengen det hele i forvejen, han havde blot brug for, at Sokrates mindede ham om svarene ved at udspørge ham. Der var på intet tidspunkt måtte Sokrates give ham svaret.

Platons idélære

Platons forestilling er, at der findes to verdener. Idéernes verden (også nogle gange oversat til formernes verden, særligt på engelsk som “World of Forms”) og fænomenernes verden.

Fænomenernes verden er den, vi kender og lever i.

Idéernes verden er en verden, hvor alting findes i sin sande form. Det er her essensen af alting findes. Idéernes verden er uafhængig af tid og rum, og vi kan ikke opleve den med vores sanser. Det er også omdiskuteret, om Platon mente, at den fandtes i bogstavelig forstand, eller om han brugte den som et billede på, hvad han mente.

For at forklare idéernes verden har Platon en ofte citeret lignelse. Han sammenligner vores – fænomenernes – verden med skygger af idéernes verden, som findes på en mur i en hule. Sålænge vi befinder os i hulen, kan vi kun se disse skygger, men hvis vi i overført betydning bevæger os ud af hulen, vil vi kunne få øje på og blive mindet om den virkelige verden.

Når vi ser tingene i fænomenernes verden er det altså en form for skygger af deres sande form eller essens. Det forklarer hvorfor vi for eksempel kan genkende et træ, selvom alle træer er forskellige. De har allesammen en del af den essens, som vi kender fra idéernes verden, og som gør et træ til et træ.

Platon mente, at sjælen – inden den tog plads i vores krop ved vores fødsel – befandt sig i idéernes verden. Derfor ved vi i princippet alt, men at vi glemmer det, når vi tager ophold i vores krop og i fænomenernes verden. Ved at bruge vores rationalitet, kan vi generindre sandheden, fuldstændig som Menons slavedreng.

Hvis man har mod på mere Platon eller filosofi i det hele taget, vil jeg anbefale podcasten Philosophize This!, som også har et afsnit om Platon.

Aristoteles

Aristoteles (384-322 f.Kr.) var Platons elev, ligesom Platon var Sokrates’ elev. Han var enig med Platon i meget, men uenig på nogle helt afgørende punkter.

Aristoteles troede ikke på Platons idéernes verden. Han var enig i, at alting havde en essens – nogle grundlæggende egenskaber og meninger, som gør tingene til det, de er – men mente, at denne essens fandtes i vores egen, fysiske verden. Ikke i en abstrakt idéverden i et andet univers.

Aristoteles mente heller ikke, at viden var medfødt. Alting var noget, man skulle lære gennem vores erfaringer og handlinger.

Det peger på et andet væsentligt område, hvor Platon og Aristoteles så verden forskelligt. Hvor Platon mente, at man kunne tænke sig til al viden (eller generindre den), anerkendte Aristoteles, at man også kan sanse og erfare sig til viden.

Aristoteles’ teoretiske systemer

Ved at blande erfaringer med sokratiske undersøgelser, kunne Aristoteles begynde at opbygge systemer af viden.

For eksempel ved at inddele ting, han observerede i forskellige kategorier som levende (dyr, mennesker, planter) og ikke levende (for eksempel mineraler). Herefter underkategorier som dyr der kan flyve, dyr der kan gå og dyr der kan svømme.

Her blandes den induktive, erfaringsbaserede, empiriske tilgang (erfaringen af at se dyr der svømmer, flyver eller går) med den deduktive, rationalistiske tilgang (dyr der svømmer har noget til fælles med hinanden).

På den måde skabte han blandt andet Scala Naturae, et naturens hierarki, som placerede mennesker øverst, efterfulgt af dyr, planter og ikke-levende ting. Den opdeling er stadig relevant i dag, når vi for eksempel taler om antropocentrisme overfor økocentrisme.

Teleologi

Ligesom Platon var Aristoteles interesseret i tingenes essens, de bagvedliggende, universelle principper for dem, som han også gerne ville lave teoretiske systemer for. Denne lære kaldes teleologi, og den kan man læse mere om her.

Her arbejder han med fire forskellige årsager, som alting har:

• Den stoflige årsag, som beskriver det stof, noget er gjort af. Podcasten omtaler en bro, som for eksempel kan være bygget af træ, metal eller beton.
• Den formelle årsag er den form, som tingene har. I broens tilfælde er det den måde, den er bygget på. Er det for eksempel en hængebro, en højbro, en klapbro og hvordan er den konkret formet?
• Den handlende årsag er det, der satte gang i den proces, som har givet tingen sin nuværende form. I tilfældet med broen er det de arbejdere, som satte træ, metal og eller beton sammen til broen i dens nuværende form.
• Hensigtsårsagen er formålet med tingen. I broens tilfælde kan det være, at folk kan komme over et ufarbart landskab, for eksempel vand.

Syllogisme

Den sidste ting, vi skal runde omkring Aristoteles er hans syllogisme. Det er en metode til at udlede viden af anden viden.

Det klassiske eksempel, som også bruges i podcasten, er følgende:

• Præmis 1: Alle mænd er dødelige.
• Præmis 2: Sokrates er en mand.
• Konklusion: Altså er Sokrates dødelig.

Eller i en mere universel form.

• Præmis 1: Alle X er Y.
• Præmis 2: Z er X.
• Konklusion: Altså er Z Y.

Konklusionen er en ren deduktiv og rationalistisk proces. Vi behøver ikke erfare, at Sokrates er dødelig, for at konkludere det. I de to præmisser får vi til gengæld brug for både induktiv og deduktiv viden.

Alle i sætningen kan ændres til ingen og dermed kan man nå en benægtende dom. For eksempel: Ingen mennesker kan flyve. Jeg er et mennesker. Derfor kan jeg ikke flyve. Man kan også nå en delvist bekræftende eller benægtende dom ved at skrive nogle i stedet for alle eller ingen.

Middelalderen: Thomas Aquinas

I middelalderen var kristendommen altdominerende. Det kunne i bogstavelig forstand være livsfarligt at forklare noget som helst med andet, end Gud og Guds vilje. Viden og tro blev langt henad vejen to sider af samme sag. I hvert fald indtil en af middelalderens mest kendte tænkere er Thomas Aquinas (1225 – 1274) kom til.

Thomas Aquinas var både filosof og teolog og var en af de første, der skelnede mellem filosofiens viden og teologiens tro. Selvom det var to forskellige ting, anså han begge dele for at være sande, og så derfor ikke noget modsætningsforhold mellem dem.

Han var stærkt influeret af Aristoteles, og mange af hans tanker kan betragtes som en ny fortolkning af Aristoteles’ tanker, hvor Aquinas sætter dem ind i en kristelig kontekst. Genfortolkningen af antikke filosoffer i en kristen kontekst var en af grundstenene i det, man kalder skolastikken, som dominerede middelalderens tænkning og blandt andet blev udgangspunkt for oprettelse af universiteter.

For eksempel brugte han Aristoteles’ handlende årsag til at bevise, at der var en gud. Argumentet kan koges nogenlunde ind på følgende måde:

Hvis en ting er i bevægelse, må der være noget, som har sat det i bevægelse. Bevægelse kan også forstås som transformation, for eksempel træ, der brænder og bliver til ild, varme og aske. Der må være en primær ting, som har sat gang i den oprindelige bevægelse. Da ting ikke kan sætte sig selv i bevægelse, må denne ting være gud.

Thomas Aquinas’ måske mest kendte tanker bygger også direkte videre på Aristoteles. Det er idéen om naturret:

Renæssancen

René Descartes

Franskmanden René Descartes (1596-1650) regnes som en af de væsentligste ophavsmænd til moderne filosofi og den splittelse, som opstod mellem de kontinentaleuropæiske rationalister og de britiske empirister.

Descartes levede i en tid, hvor man lidt forenklet var i gang med at gøre op med 1.000 års kristen (skolastisk) tænkning. Han var interesseret i nogle grundsandheder, som man kunne bygge videre på, og som var ubetinget sande. Den sandhed, han siden er blevet mest berømt for, er sætningen “Jeg tænker, altså er jeg”.

Både sætningen og den rationalistiske tænkning som sådan, lader sig forklare i TV-serien The Good Place. Præmissen for serien er, at hovedpersonerne er døde og kommet til efterlivet. Her får de at vide, at de er kommet til The Good Place og ikke The Bad Place.

The Good Place er en idyllisk verden med en smuk lille by, hovedpersonerne bliver parret med deres sjælevenner og får lov at realisere sig selv på den måde, som man ved, at de elsker.

Alligevel er alt ikke perfekt. Sjælevennerne går hinanden på nerverne, de bryder sig ikke om måden, at realisere sig selv på, og da det viser sig, at nogle af dem er havnet i The Good Place ved en fejl, fører det til store skænderier om, hvilke to, der skal med toget til The Bad Place, hvor de hører til. I klippet nedenfor får en af personerne – Eleanor – en åbenbaring.

Det viser sig, at de ikke er havnet i The Good Place. De er i The Bad Place, som bare udgiver sig for at være The Good Place for at torturere dem med forviklinger, skuffelser, misforståelser og skænderier.

Koblingen til Descartes er selvfølgelig, at vi reelt ikke kan vide, om vi er i samme situation. Vi ved ikke, om den verden vi lever i – alt hvad vi kan opleve, sanse og føle – er en simulation, som en ond dæmon har lavet for at bedrage os. Men fordi vi overhovedet er i stand til at tænke den tanke, ved vi i det mindste, at vi findes i en eller anden form. Vi tænker, altså er vi.

En anden ting i klippet er, hvordan de når frem til erkendelsen. I næsten alle tilfælde (bortset fra mod slutningen) er erkendelsen rationalistisk. Ingen himmel for nogen personer inkluderer tre timers spoken word jazz-opera. Altså er dette ikke himlen, selvom det er det, man kan både se og høre.

Descartes bruger også rationalismen på måder, som vi nok ikke vil være villige til at acceptere i dag. For eksempel til at bevise guds eksistens. Hans bevis kan koges ned til det følgende: Intet i den verden, vi er i stand til at sanse, er perfekt. Men vi har en idé, om perfektion, og derfor må det eksistere i en eller anden form. Den form, det perfekte eksisterer i, er gud.

Francis Bacon

En af de tidlige empiriske tænkere var den engelske Francis Bacon (1561-1626). Inden vi ser lidt nærmere på ham, skal vi lige omkring en konkret brug af empirisme, som kan ses her.

Fladjordsteoretikernes metoder er åbenlyst problematiske og usammenhængende, men man kan ikke tage fra dem, at de har en opfattelse af, at de med deres egne sanser kan konstatere, at jorden er flad. Det er på en måde empirisme taget ud i det ekstreme. Hvis man helt ukritisk accepterer sine sanseindtryk (og plukker i dem), kan man lave store fejlslutninger.

Det stopper ikke ved fladjordsteori. Vi kan heller ikke høre, lugte, smage eller med det blotte øje se vira eller bakterier, men det kan være ganske farligt at konkludere, at de ikke findes. De empiriske tænkere er allesammen enige i dette, og meget af tænkningen går på, hvordan man kan kompensere for sine sansers fejl og mangler og alligevel opnå viden.

Francis Bacon så fire måder, vi snydes på, og som man må frigøres fra og kompensere for, hvis man vil opnå erkendelse gennem sanserne. De kaldes idoler (billeder) og tilsammen kaldes det Francis Bacons idollære. De fire idoler er:

• Stammeidolet: Vores tendens til at slutte fra vores sanser, selvom de er fejlbarlige. For eksempel når man slutter, at der ikke er bakterier, fordi man ikke kan se, lugte eller høre dem.
• Huleidolet: De forskellige vaner og andre kulturelle indtryk som former os, og gør os uimodtagelige overfor ny viden.
• Torveidolet: Vi er under indflydelse af andres jargon og måde at italesætte ting på, og kan på den måde (bevidst eller ubevidst) manipuleres til at få bestemte opfattelser af ting. For eksempel i politisk diskurs, hvor det samme kan hedde migrant eller flygtning eller hedde dødsskat eller arveskat.
• Teateridolet: Vi kan vildledes af bestemte filosofiske systemers fejl. Det kan for eksempel være religion eller videnskabelige systemer, som vi uden videre accepterer. I middelalderen var meget få – om nogen – villige til at acceptere andre forklaringer end den kristne. I dag trumfer udtrykket “videnskabeligt bevist” det meste andet.

Oplysningstiden

Tanker som dem, Descartes og Bacon gjorde sig, blev startskuddet på oplysningstiden. Det var en bevægelse og periode i det 17. og 18. århundrede, hvor filosofi, politisk tænkning, videnskab og andre intellektuelle områder gennemgik en mindre revolution og på mange måder banede vejen for det moderne.

I modsætning til mange andre historiske perioder, så var mennesker, der levede i oplysningstiden selv bevidste om, at de levede i den. De kaldte det selv oplysningstiden og kom selv med mange bud på definitioner. En af de mest kendte kommer fra en af oplysningstidens (og verdenshistoriens) største og mest kendte filosoffer, Immanuel Kant.

Han kaldte oplysningstiden for menneskets opvågnen fra dets selvvalgte umyndighed. Det kræver nok lidt uddybning.

Som umyndige børn er det naturligt for os, at vi udliciterer løsningerne på alle vores problemer og svarene på alle vores spørgsmål til voksne mennesker. Uanset om vi falder og slår os, ikke kan åbne madkassen, kommer op at skændes med andre børn eller ikke er i stand til at løse en hvilken som helst opgave, finder vi en voksen, som øjeblikkeligt er i stand til at løse det. De voksne har alle metoderne til at løse problemer og alle svar på vores spørgsmål.

Når vi bliver voksne, er der masser af mennesker, som finder nogen nye, der kan løse problemerne for os. Det kan nemlig være dejligt mageligt, at få andre til at tage sig af den slags ting, da det er anstrengende at finde løsningerne selv.

Tænk på denne scene fra filmen Good Will Hunting. Her forsøger en studerende fra Harvard at ydmyge en af hovedpersonerne, den småkriminelle nedrivningsarbejder Chuckie (Ben Affleck). Uheldigvis for den studerende er Chuckies ven Will Hunting (Matt Damon) – som også er småkriminel nedrivningsarbejder – hyperintelligent og meget belæst, så han viser, at den studerende har alle tankerne fra bøger, og faktisk ikke selv har tænkt en tanke.

I eksemplet ovenfor er det bøger og undervisere, den studerende har udliciteret sin tankevirksomhed til, men det kan være alt muligt andet: Religion, kirker og præster. Politiske ideologier, partier, politikere og leder. Medier og mediepersonligheder. Kulter og sekter.

Hver gang vi lader nogle andre foretage tænkningen for os, befinder vi os ifølge Kant i en selvvalgt umyndighed. Først når vi frigør os fra denne selvvalgte umyndighed, kan vi blive oplyst.

Das ding an sich og das ding für uns

Immanuel Kant er kendt for meget andet og mere end sin definition af oplysning og oplysningstiden, herunder også det kategoriske imperativ, som vi talte om i forbindelse med pligtetik. Han har også et bud på, hvad viden er, og hvordan vi kan opnå det.

Immanuel Kant anses nogle gange som den, der samlede empirismen og rationalismen. Han medgiver, at vi kan bruge vores sanser til at indsamle viden. Men samtidig gør han opmærksom på, at der er en meget væsentlig ting, som vi aldrig kan undslippe, når vi indsamler den empiri: Det forhold, at vi er mennesker.

Han skelner i den forbindelse mellem tingen i sig selv (das ding an sich) og tingen for os (das ding für uns). Tingen for os er det, vi kan sanse med vores menneskelige sanser og de instrumenter, vi har skabt. Det er sådan, en hvilken som helst ting præsenterer sig for os.

Men det er ikke på nogen måder ensbetydende med, at det er sådan, tingen også er. Der findes nemlig en anden virkelighed, som er tingenes egen virkelighed, og som vi ikke har – og aldrig nogensinde får – adgang til: Tingen i sig selv.

Det er temmelig abstrakt, men vi kan komme med et konkret eksempel: Vi mennesker er i stand til at se lysbølger og vi er i stand til at høre lydbølger. Der findes masser af bølger, som vi hverken er i stand til at høre eller se. For eksempel WiFi og radiobølger.

Det betyder ikke, at de i sig selv er mindre synlige eller hørbare end henholdsvis lys og lydbølger, ligesom lysbølger i sig selv er ligeså hørbare som lydbølger og lydbølger i sig selv er ligeså synlige som lysbølger. Det forhold, at vi kun kan se lysbølger, kun kan høre lydbølger og hverken kan se eller høre radiobølger, er noget, som knytter sig til os mennesker og vores sanser. Ikke til tingene i sig selv.

Sådan er det ifølge Kant med alting. Vi kan forstå verden ud fra tingene for os, men aldrig forstå den ud fra tingene i sig selv. Og vi kommer aldrig til det.

Kant bruger blandt meget andet dette til at skelne mellem viden og tro. Vi kan vide ting om verden ud fra tingene for os, men vi kan aldrig mere end tro, når det kommer til tingene i sig selv. Til gengæld har Kant ikke meget til overs for overtro, som er troen på ting, som vi er i stand til at vide.