Det giver mening at begynde historien om Trumps vej til præsidentembedet i 2008, hvor en hel anden type blev valgt som præsident. Barack Obama var på mange måder indbegrebet af Nordalliancen: Ung, moderne, veluddannet, velklædt og med globalt udsyn og desuden den første ikke-hvide præsident, der nogensinde blev valgt i USA.
Alt dette satte en modreaktion i gang, som vi læser om her, ligesom vi vender arbejdsspørgsmålene under teksten.
Et forslag til en løsning på nederlaget til Obama i 2012 blev, at komme de demokratiske vælgere i møde. Dette blev dog afvist af det, der kaldes basen, som langt henad vejen er kernen i Dixiealliancen. Det var de vælgere, Trump langt henad vejen lykkedes med at samle op. Vi læser om det her.
Det skete ikke mindst på sociale medier og særligt på twitter, hvor Donald Trump gav sine modkandidater øgenavne og igen og igen skrev ekstremt grove ting om dem og deres familier.
Samtidig gik Donald Trump igen og igen hårdt til medierne, hvilket også syntes at appellere til hans vælgere, som samtidig blev stadigt mere mistænksomme overfor de såkaldte Main Stream Media (MSM), som står i modsætning til mindre nichemedier og sociale medier.
Vi læser kapitlet Make America Great Again og Trumpismen og arbejder med arbejdsspørgsmålene.
Til alles – sandsynligvis også Trumps egen – store overraskelse, blev han faktisk valgt som præsident i 2016. Vi ser et klip fra TV2s dækning af det.
Herefter ser vi Donald Trumps indsættelsestale og diskuterer, hvilke dele af Trumpismen (genbesøg eventuelt ovenstående kapitler), som går igen i talen. Det kan være:
- America first og antiglobalisme.
- Hævnmotivet og det, at tage USA tilbage fra en fjende, som hat taget det.
- Antiestablishment og konspirationsteorier.