I 1949 testede Sovjetunionen deres første atombombe. Dermed havde verdens to største supermagter, lederne af hver deres fjendtligt indstillede blok, atomvåben.

Det betød, at en direkte krig mellem de to lande ville kunne eskalere til en fuldtonet og altødelæggende atomkrig. Hvis den ene part angreb den anden med atomvåben, ville man kunne svare igen, og begge lande ville dermed risikere store ødelæggelser. Der er ingen vindere i en atomkrig.

Truslen var reel og nærværende for befolkningerne. For eksempel begyndte man at holde atomvåbenøvelser i skolerne i USA og i 1951 blev nedenstående video produceret rettet mod børn.

Selvom faren for atomkrig var nærværende, var den på sin vis også stabil. Netop fordi begge parter vidste, at en krig mod den anden ville kunne føre til total destruktion, holdt de sig tilbage fra direkte konfrontationer.

USA havde en strategisk fordel i, at deres missiler kunne nå længere ind i Sovjetunionen, end Sovjetunionens kunne nå ind i USA. Det skyldtes, at USA havde opstillet atommissiler hos de allierede i Europa og i 1961 opstillede de mellemdistance Jupitermissiler i Tyrkiet, og var dermed i stand til at ramme store dele af Sovjetunionen, inklusive Moskva.

I oktober 1962 opdagede USA, at Sovjetunionen, som på dette tidspunkt blev ledet af Nikita Khrusjtjov, var i gang med at placere atommissiler i Cuba. Cuba var allieret med Sovjetunionen efter at kommunisterne med Fidel Castro i spidsen havde taget magten i landet i 1959 efter en længere guerillakrig.

Opstillingen betød, at Sovjetunionen kunne nå en langt større del af USA med atomvåben langt hurtigere, end de ellers havde kunnet. Det betød, at hele den meget delikate magtbalance i den kolde krig ville forskubbe sig.

Der fulgte 13 anspændte dage, hvor amerikanerne med mange forskellige midler forsøgte at forhindre opstillingen af missilerne, uden at udløse en åben konflikt mellem de to lande. Tidspresset blev øget af, at Sovjetunionen ville stå langt bedre i en eventuelt væbnet konflikt, hvis de skulle nå at få missilerne på Cuba gjort klar inden. Skulle det komme til en væbnet konflikt, var det derfor i amerikanernes interesse, at det skete så hurtigt som muligt. Perioden kan groft inddeles på følgende måde:

Første fase: Overvejelser

Den 14. oktober 1962 tog et amerikansk U2 spionfly billeder af atommissilerne, der var ved at blive opstillet på Cuba. Fordi det tog tid at få billederne fragtet til analyse og analyseret gik der to dage, før præsident John F. Kennedy blev orienteret. De næste par dage gik med, at Kennedy sammen med en lang række rådgivere overvejede hvordan de skulle svare. I denne fase vidste hverken offentligheden eller Sovjetunionen, at USA var klar over, at missilerne var på vej op. Følgende muligheder blev overvejet.

• Luftangreb, som målrettet ville ødelægge missilerne, inden de blev operationelle. Denne løsning indebar en stor risiko for, at Sovjetunionen ville svare igen og at situationen kunne eskalere til en atomkrig. Derfor krævede denne løsning, at man handlede hurtigt, så ingen af missilerne på Cuba var klar ved angrebet.
• Invasion af Cuba, hvor man ville ødelægge missilerne og samtidig fjerne Fidel Castro fra magten. Denne løsning indebar om muligt en endnu større risiko for direkte krig mod Sovjetunionen, som hurtigt kunne udvikle sig til atomkrig.
• Blokade (kaldet karantæne), hvor man ville forhindre flere sovjetiske skibe i at nå Cuba og dermed hæmme og i bedste fald helt forhindre opstillingen af missiler. Denne løsning indebar den mindste risiko for eskalering, men var også den mindst effektive.

Efter meget overvejelse og diskussioner, hvor særligt de militære rådgivere pressede på for en af de første to løsninger, valgte man den sidste.

Fase 2: Offentliggørelse

I en TV-transmitteret tale fortalte præsident John F. Kennedy den 22. oktober befolkningen (og alle andre), at de havde opdaget opstillingen af missilerne og at de havde øget overvågningen og valgt at udføre en blokade.

En interessant detalje er, at amerikanerne kaldte det en karantæne i stedet for en blokade, da en blokade juridisk set er en krigshandling. Det viser lidt om den fine balance, de hele tiden måtte opretholde.

Vi ser et uddrag af talen.

Fase 3: Konfrontation

Efter talen blev blokaden iværksat, men i første omgang fortsatte de sovjetiske skibe på vej mod Cuba deres kurs uden at svare på USAs opkald til dem. USA stod nu med det dilemma, om de skulle angribe skibene og risikere at starte en krig (eller måske risikere at angribe et skib, som havde en helt anden last end atomvåben), eller om de skulle lade dem bryde blokaden. I sidste øjeblik inden konfrontationen vendte de fleste af de sovjetiske skibe dog om. Det er skildret i hollywoodfilmen 13 Days (som handler om Cubakrisen) i en scene, som kan ses her.

Fase 4: Stigende spændinger

Det var ikke alle skibe, der vendte om eller stoppede. Nogle fortsatte deres kurs mod Cuba. Samtidig havde blokaden ikke fjernet de missiler, som allerede var ankommet til Cuba. Derfor fortsatte krisen.

Et af problemerne var, at Kennedy og Khrusjtjov ikke havde nogen direkte kommunikationslinje. De kunne som udgangspunkt kun kommunikere gennem officielle kanaler, hvilket gjorde det vanskeligt at forhandle med hinanden.

Den 26. oktober fik Kennedy dog et brev fra Khrusjtjov, som var imødekommende. Brevet kom gennem en sovjetisk spion, som afleverede det til en amerikansk journalist, som gav det videre til præsidenten. I brevet tilbød Khrusjtjov at fjerne missilerne, hvis USA garanterede aldrig at invadere Cuba.

Næste dag gik næsten alting galt. Et amerikansk spionfly blev skudt ned over Cuba og USA overvejede gengældelse. Samtidig kom der et nyt – officielt, og langt hårdere – brev fra Khrusjtjov, hvor han krævede, at USA fjernede deres missiler i Tyrkiet til gengæld for, at Sovjetunionen fjernede deres på Cuba.

Brevet kan læses i engelsk oversættelse her, men vi læser et uddrag herunder.

I think it would be possible to end the controversy quickly and normalize the situation, and then the people could breathe more easily, considering that statesmen charged with responsibility are of sober mind and have an awareness of their responsibility combined with the ability to solve complex questions and not bring things to a military catastrophe.

I therefore make this proposal: We are willing to remove from Cuba the means which you regard as offensive. We are willing to carry this out and to make this pledge in the United Nations. Your representatives will make a declaration to the effect that the United States, for its part, considering the uneasiness and anxiety of the Soviet State, will remove its analogous means from Turkey. Let us reach agreement as to the period of time needed by you and by us to bring this about. And, after that, persons entrusted by the United Nations Security Council could inspect on the spot the fulfillment of the pledges made. Of course, the permission of the Governments of Cuba and Turkey is necessary for the entry into those countries of these representatives and for the inspection of the fulfillment of the pledge made by each side. Of course it would be best if these representatives enjoyed the confidence of the Security Council as well as yours and mine–both the United States and the Soviet Union–and also that of Turkey and Cuba. I do not think it would be difficult to select people who would enjoy the trust and respect of all parties concerned.

We, in making this pledge, in order to give satisfaction and hope of the peoples of Cuba and Turkey and to strengthen their confidences in their security, will make a statement within the framework of the Security Council to the effect that the Soviet Government gives a solemn promise to respect the inviolability of the borders and sovereignty of Turkey, not to interfere in its internal affairs, not to invade Turkey, not to make available our territory as a bridgehead for such an invasion, and that it would also restrain those who contemplate committing aggression against Turkey, either from the territory of the Soviet Union or from the territory of Turkey’s other neighboring states.

The United States Government will make a similar statement within the framework of the Security Council regarding Cuba. It will declare that the United States will respect the inviolability of Cuba’s borders and its sovereignty, will pledge not to interfere in its internal affairs, not to invade Cuba itself or make its territory available as a bridgehead for such an invasion, and will also restrain those who might contemplate committing aggression against Cuba, either from the territory of the United States or from the territory of Cuba’s other neighboring states.

Fase 5: Løsningen

Den løsning kunne USA ikke acceptere. Hvis de først en gang viste verden, at de kunne presses til at fjerne våben fra en allieret, hvis de selv var truet, kunne de forvente at blive truet igen og igen, indtil de pludselig måtte opgive en allieret, som de ikke kunne opgive.

Præsidentens bror og USAs daværende justitsminister Robert F. Kennedy (som i øvrigt var far til USAs nuværende sundhedsminister Robert F. Kennedy jr.) blev sendt ind for at forhandle med Sovjetunionens ambassadør i USA.

Han tilbød i første omgang at efterkomme kravene fra Khrusjtjovs første brev, altså ikke at invadere Cuba. I sidste ende accepterede han en hemmelig aftale om, at missilerne i Cuba ville blive taget ned efter noget tid, så det ikke så ud som om, USA havde bøjet sig. Dermed var krisen løst.

Afspænding

Cubakrisen var efter alt at dømme det tidspunkt under den kolde krig, hvor verden var tættest på en altudslettende atomkrig. Efter krisen skete der en relativ afspænding i forholdet mellem supermagterne. Et af de konkrete tiltag, der blev lavet, var en direkte linje mellem Washington og Moskva, som kunne lette kommunikationen i eventuelle senere kriser.

Den har været i brug en del gange siden, blandt andet i forbindelse med den såkaldte seks-dages-krig mellem Israel og en række nabolande i 1967, som det beskrives i nedenstående artikel.

John F. Kennedy blev myrdet den 22. november 1963, cirka et år efter Cubakrisen. Han var derfor blevet afløst af Lyndon B. Johnson i 1967, og Krustjov var afløst af Aleksej Kosygin.

Kildeøvelse

• Hvad er hovedbudskabet i filmen Duck and Cover, og hvordan leveres det?
• Hvad er hovedbudskabet i præsident Kennedys TV-tale og hvordan leveres det?
• Hvad er hovedbudskabet i Khrustjovs brev og hvordan leveres det?
• Lav mindst én problemstilling på baggrund af kilderne.
• Lav en kort besvarelse af problemstillingen.