Krigen i 1864 blev en rendyrket katastrofe for den danske stat. Preussen og Østrig vandt eftertrykkeligt, og Danmark måtte afgive hele Slesvig. I den sammenhæng er det vigtigt at huske på, at Danmarks mål var at få hele Slesvig, og at man undervejs flere gange afviste forslag om at dele Slesvig, så grænsen kom til at gå tæt på den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland.

I stedet kom grænsen til at gå meget længere oppe i Danmark.

Sådan så Danmarkskortet ud de næste 56 år. Omkring 150.000 mennesker, der følte sig som danskere og talte dansk, blev en del af det tyske forbund, og fra 1871 en del af den nyoprettede tyske stat.

Det betød også, at omkring 35.000 dansksindede deltog på tysk side i 1. verdenskrig fra 1914 til 1918, simpelthen fordi de tilhørte den tyske stat, selvom de oplevede sig selv som en del af den danske nation.

Tyskland var på den tabende side af 1. verdenskrig. Det betød blandt andet, at de måtte betale store krigsskadeserstatninger og afgive store landområder. Ved den danske grænse blev der arrangeret afstemninger i to zoner. En nordlig, som omfattede alting nord for den nuværende dansk-tyske grænse og en sydlig, som gik syd om Flensborg. Den nordlige stemte for at blive en del af Danmark, mens den sydlige stemte for at forblive tysk, og sådan blev det. En tredje endnu sydligere zone kom ikke til at stemme, da det var tydeligt for alle, at de foretrak at forblive tyske.

Lille, homogen stat

I 1864 var Danmark blevet dramatisk meget mindre. På 50 år var man gået fra at bestå af Danmark, Norge, Slesvig og Holsten og strakte sig fra det nordligste Norge til Hamborg til en miniputstat, bestående af det, vi i dag forbinder med Danmark minus hele Sønderjylland, Als og andre småøer.

Til gengæld var det blevet en homogen stat, som udelukkende bestod af dansksindede. Det gav et helt nyt fokus, en ny tankegang, som stadig på mange måder er fremherskende i dag. Nok var man blevet et lille land, men uden de mange konflikter, helstaten havde givet, havde man rigtig gode forudsætninger for at skabe en god og stærk stat inden for de rammer.

Som forfatteren H.P. Holst formulerede det i 1872: For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes.

Øvelse

Vi læser kapitel 56 af Den sidste Danmarkshistorie af Søren Mørch. Teksten ligger på lectio.

Forklaringer

Fukushima (nævnes på side 543). Francis Fukuyama er en amerikansk historiker, som skrev bogen End of History, hvor han argumenterede for, at historien var forbi, i den forstand, at de nuværende politiske og økonomiske strukturer ikke for alvor vil blive udfordret.

Schlüter og Nyrup. (nævnes på side 548). Den konservative Poul Schlüter og socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen. De to seneste statsministre på det tidspunkt, hvor bogen blev skrevet.

Arbejdsspørgsmål

• Hvad var idéen med nationalstaten ifølge teksten?
• Hvordan løste nationalstaten ifølge teksten sin opgave?
• Hvad er ifølge teksten trådt i stedet for nationalstaten?
• Hvilken forskel er der ifølge teksten på, hvad soldater tidligere ville kæmpe og dø for, og hvad de vil kæmpe og dø for i dag? Hvad siger dette om nationalstaten?
• Er du enig i, at en dansker ”er en person, som kan få et rødbedefarvet pas, og som har dansk statsborgerskab – and that’s it”?
• Hvis ovenstående påstand er sand, hvad siger det så om forholdet mellem stat og nation i dag?
• Er du enig i, at historien om nationalstaten Danmark er slut? Hvorfor eller hvorfor ikke?