Opsamling

Omkring 1840 kom en politisk retning til Danmark, efter at have huseret andre steder i Europa noget tid. Den hed nationalliberalisme. I moderne tid kan det måske være svært at forstå sammenkædningen af det nationale og det liberalistiske, men på den tid gav det bedre mening.

Det nationale skal forstås i forlængelse af hele den nationale vækkelse. Mentaliteten var under forandring fra en loyalitet mod den siddende hersker (patriotismen) til en loyalitet mod det kulturelle, historiske og sproglige fællesskab (nationalisme), hvoraf en stor del var noget, man konstruerede i samtiden, blandt andet gennem guldalderkunsten.

Liberalismen skal ligesom i dag forstås som frihed fra staten. Men konteksten var en noget andet. I enevældens tid var man langt fra mange af de frihedsrettigheder, vi i dag tager for givet, såsom ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Som nationalliberalisten Orla Lehmann måtte erkende, kunne man komme i fængsel for at tale ufordelagtigt om kongen.

De to begreber følger i nogen grad logisk af hinanden. Hvis loyaliteten skifter fra kongen til det folkelige fællesskab, giver det også mening, at magten skifter i samme retning. At folket får frihed fra enevælden og i sidste ende selv kan bestemme, hvordan tingene skal indrettes.

Orla Lehmann er en af de centrale skikkelser i nationalliberalismen. Han er blandt andet berømt for sin Falster-tale, som han holdt den 30. januar for bønder i Nykøbing Falster. Det var den, som kostede ham tre måneders fængsel, for at skabe had og misnøje mod Danmarks forfatning.

Netop samarbejdet mellem de nationalliberale og bønderne blev vigtigt for, at Danmark den 5. juni 1849 fik sin første frie grundlov. Kong Christian den 8. var død året inden, og det lykkedes at presse den nye konge, Frederik den 7., til at underskrive en ny grundlov, som var delvist demokratisk.

Delvist, fordi det kun var en del af befolkningen, som fik lov at stemme: De syv f’er, fruentimmere (kvinder), folkehold (tjenestefolk), fattige, fallenter (folk der var gået fallit), fjolser (for eksempel psykisk syge og udviklingshæmmede), forbrydere (tidligere straffede) og fremmede (ikke-danskere) måtte stadig ikke, ligesom man skulle være fyldt 30 for at have stemmeret. I alt fik cirka 15 procent stemmeret.

Og delvist, fordi der var to kamre i parlamentet. Folketinget, hvor medlemmerne var valgt af de 15 procent med stemmeret, og landstinget, hvor medlemmerne var udpeget af nogle valgmænd, og hvor kravene til valgbarhed var meget store, og blandt andet omfattede indkomst.

Et helt nyt spørgsmål meldte sig. Hvem skulle grundloven gælde for? Det gav sig selv, at den gjaldt for kongeriget Danmark, men hvad med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg? Slesvig bestod af dansktalende i den nordlige halvdel og tysktalende i den sydlige. Holsten var på en og samme tid del af den danske helstat og af det tysk-romerske kejserrige.

Treårskrigen

Det spørgsmål blev omdrejningspunktet for treårskrigen fra 1848-1850. De tysktalende Slesvigere og Holstenerne havde også fået en national vækkelse, og ville ikke længere være en del af Danmark.

De danske nationalliberale så til gengæld Slesvig som en del af Danmark, og ønskede et Danmark til Ejderen, som er den flod, der adskiller Slesvig og Holsten. De tysksindede slesvigere skulle gøres danske og blandt andet begynde at tale dansk.

Når konflikten ikke havde været aktuel tidligere, hang det sammen med, at nationale identiteter ikke havde spillet nogen rolle (i det omfang folk overhovedet havde tænkt over dem) i den multietniske danske helstat.

Det er værd at huske på, at Tyskland ikke var samlet som et land endnu. Det skete først kort efter, i 1871. I stedet bestod det af en række mere eller mindre selvstændige konge- og fyrstendømmer, hvor af mange navne i dag vil være kendt som (dele af) navne på tyske delstater eller byer.

I den sammenhæng var Preussen den mest dominerende og stærkeste og de gik ind i krigen på Slesvig-Holstens side. Andre europæiske stormagter, herunder Rusland og England, ønskede med hvert deres motiv at stoppe krigen, og mæglede og lagde pres på Preussen som til sidst trak sig ud, så Danmark kunne besejre Slesvig-Holsten. Der blev sluttet fred, som bibeholdte status quo. De to hertugdømmer var stadig en del af den dansk helstat.

Umiddelbart en sejr for Danmark, men også en afslutning på krigen, som ikke på nogen måder løste det problem, som havde forårsaget krigen i første omgang.

1864

I 1864 udbrød krigen igen, i det som er kendt som den 2. Slesvigske krig.

I november 1863 havde Danmark vedtaget en ny grundlov, som brød fredsaftalen fra treårskrigen ved at knytte Slesvig tættere til Danmark end Holsten. Slesvig skulle have en form for selvstyre i form af en landdag, mens Holsten ikke fik en tilsvarende løsning.

Det fik Østrig og Preussen til at fremsætte et ultimatum til Danmark. Novemberforfatningen skulle ophæves, og Danmark skulle forlade Slesvig i løbet af to dage. Ellers ville Østrig og Preussen erklære krig.

Danmark efterkom ikke kravet, hvilket også havde været praktisk umuligt, så den 1. februar gik Preussen og Østrig ind i Slesvig. Denne gange var Preussen langt stærkere og fik hjælp af Østrig, og de vandt hurtigt frem. Det mest afgørende slag stod den 18. april 1864 ved Dybbøl, hvor Danmark led store tab og endte med at stå som taber.

I maj blev der forhandlet om fred, hvor Preussen selv tilbød at dele Slesvig omtrent der, hvor grænsen går i dag, men danskerne afslog og kampene fortsatte. Den 20. juli blev der indgået våbenhvile igen og i oktober blev der forhandlet en fredsaftale på plads på langt dårligere vilkår for Danmark, som måtte afstå hele Slesvig, Holsten og Lauenborg. Dermed kom grænsen til at gå ved kongeåen, lige syd for Kolding.

Lille, homogen stat

Dermed var Danmark blevet dramatisk meget mindre. På 50 år var man gået fra at bestå af Danmark, Norge, Slesvig og Holsten og strakte sig fra det nordligste Norge til Hamborg til en miniputstat, bestående af det, vi i dag forbinder med Danmark minus hele Sønderjylland, Als og andre småøer.

Til gengæld var det blevet en homogen stat, som udelukkende bestod af dansksindede. Det gav et helt nyt fokus, en ny tankegang, som stadig på mange måder er fremherskende i dag. Nok var man blevet et lille land, men uden de mange konflikter, helstaten havde givet, havde man rigtig gode forudsætninger for at skabe en god og stærk stat inden for de rammer.

Som forfatteren H.P. Holst formulerede det i 1872: For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes.