Gennem middelalderen og renæssancen havde de fleste almindelige mennesker i Europa levet på stort set samme måde: Langt de fleste var bønder uden udsigt til at blive andet i deres liv og uden nogen særlig indflydelse på det land, de levede i. De var nederst i et hierarki, som havde gud og kongen øverst. De forstod sig selv som medlemmer af små fællesskaber: Familien og lokalsamfundet. Om landet tilhørte den ene eller anden konge betød mindre; det tilhørte i hvert fald ikke dem selv.

Op gennem 1700-tallet begyndte to forskellige revolutioner at udfordre dette billede: En teknologisk og en filosofisk.

Den industrielle revolution

Den teknologiske var den industrielle revolution. Udviklingen af dampmaskinen åbnede et hav af nye muligheder, som ændrede samfundsstrukturen markant. For at nævne et par stykker med særlig relevans.

Urbanisering

Landbruget begyndte at blive mekaniseret, hvilket betød at der kom færre arbejdspladser på landet. Samtidig opstod der fabrikker i byerne, som lavede mange af de ting, man tidligere havde lavet selv i hjemmet. Det medførte en urbanisering, hvor rigtig mange mennesker flyttede væk fra de små lokalsamfund på landet og ind i byerne.

Der var tale om en enorm folkevandring. Manchester – som blev en stor by for tekstilindustri – voksede på 100 år fra 1750 til 1850 fra 17.000 til 400.000 indbyggere. I Tyskland gik Berlin fra 200.000 1820 til 4 millioner i 1925. Herhjemme femdoblede København sit indbyggertal fra 100.000 i 1800 til 500.000 i 1900.

Det betød langt henad vejen en opløsning af de gamle fællesskaber: Lokalsamfundene ude på landet og de traditionelle familier, hvor alle havde haft en rolle i driften og i arbejdet og hvor langt det meste arbejde havde foregået i og omkring boligen. I stedet fik man nu en situation, hvor manden tog på arbejde på en anden adresse og kvinden blev hjemme og passede børn.

Infrastruktur og presse

Med industrialiseringen kom der en langt bedre infrastruktur. Først i form af jernbaner (og nogle steder kanaler til pramme) og siden i form af veje til biler. Det bandt vejene sammen på tværs af lokalsamfundene.

Det gjorde det også muligt at distribuere aviser på tværs af landet. Hidtil havde aviser især været lokale, men nu kom der flere landsdækkende aviser til, hvilket øgede bevidstheden om, hvilket land man boede i – og også hvilket land man ikke boede i.

Uddrag fra Sapiens

Vi læser uddraget fiktive lokalsamfund fra Yuval Hararis bog Sapiens og besvarer arbejdsspørgsmålene.

Arbejdsspørgsmål

• Hvad er et “fiktivt lokalsamfund,” og hvordan adskiller det sig fra traditionelle lokalsamfund?
• Hvordan fungerede kongeriger, imperier og kirker som fiktive lokalsamfund?
• Hvad betyder det, at nationer er intersubjektive?
• Hvordan forsøgte ledere som Saddam Hussein og Hafez el-Assad at styrke den nationale bevidsthed i deres respektive lande?
• Hvordan bruger teksten metaforen med en kage til at forklare, hvorfor nationer ikke kan betragtes som ældgamle størrelser?

Den humanistiske revolution

Den filosofiske udvikling, der udfordrede det traditionelle billede er det, som vi med et begreb fra den israelske idéhistoriker Yuval Harari kan kalde den humanistiske revolution. Det er dyrkelsen af mennesket, som tog fart i Europa i 1700-tallet.

Indtil da havde individet ikke haft nogen stor plads i menneskers verdensopfattelse. Det forekom på en eller anden måde naturligt, at de fleste mennesker var henvist til et fattigt, slidsomt og relativt kort liv uden udsigt til forbedringer. Man kan måske næsten sammenligne synet på mennesker med det syn, de fleste nok har på dyr. Det er da fint, hvis de har det godt, men heller ikke noget stort problem, hvis ikke.

Man anså det også for decideret uansvarligt at lade almindelige mennesker have indflydelse på, hvordan samfundet skulle indrettes. Igen kan sammenligningen med dyr måske give mening. Selvom man er glad for sin hund eller sin kat, er det nok de færreste, der mener de skal have stemmeret ved valgene.

Oplysningstidens tænkere

Det begyndte at ændre sig løbet af 1700-tallet med det, man kalder oplysningstiden. En af oplysningstidens store tænkere – tyske Immanuel Kant (1724–1804) – har defineret oplysning som menneskets udgang af den selvvalgte umyndighed. Det betyder, at man skal holde op med at udlicitere sine tanker og sit ansvar til andre – for eksempel præster og magthavere – og begynde at tænke selv.

Britiske John Locke (1632–1704) skrev om menneskets naturlige rettigheder som en tidlig forløbet for egentlige menneskerettigheder. Det handlede for eksempel om retten til liv, frihed og ejendom.

Franskmanden Jean-Jacques Rousseau (1712–1778) beskrev i sin bog Samfundspagten, hvordan alle mennesker er født frie og samfundet dermed bør hvile på en frivillig aftale mellem de individuelle borgere. Med andre ord ville han have magten ud til folket, ikke placeret hos en enevældig konge.

I 1789 gjorde franskmændene alvor af idéerne med den franske revolution, hvor kongemagten blev væltet og man forsøgte at oprette en ny stat, baseret på folkets vilje.

Uddrag fra Homo Deus

Vi læser et uddrag fra bogen Homo Deus af Yuval Harari og besvarer arbejdsspørgsmålene.