I næste nedslag skal vi bevæge os fra antikkens Rom til tidlig dansk middelalder.

Europæisk middelalder begynder omkring år 500. Det er her antikkens Rom med al dens indflydelse afløses af det, vi forstår ved middelalder: Et feudalistisk og meget hierarkisk system med konger, kirke og stormænd øverst og bønder nederst, og en periode, hvor meget af tænkningen var stærkt påvirket af kirken.

Som alle andre perioder er middelalderen en forenkling og en generalisering. Der er stor forskel på tidlig og sen middelalder og der er store geografiske forskelle på middelalderen.

I Danmark kommer vi langt senere ind i middelalderen. Det er altså langt senere, at vi begynder at leve op til de kriterier, som betegner en middelalder med stor indflydelse fra den kristne kirke og en tydelig, generel og organiseret magtstruktur. Det sker først omkring år 1050 (plus/minus 50 år lidt afhængigt af, hvem man spørger og hvordan man gør det op).

Danerne bliver officielt kristne i 965. Hvis vi genbesøger Braudels korte, mellemlange og lange tid, er det kun i den korte tid, at det sker på det tidspunkt. I den mellemlange går der årtier, og i mange tilfælde endnu længere, inden folk lægger den nordiske mytologi bag sig og accepterer kristendommen, og i den lange td (longue durée) ser vi stadig spor fra det i dag i ugenavne som tirsdag (Tyr), onsdag (Odin), torsdag (Tor), fredag (Freja), stednavne som Odense (Odin), Thisted (Tyr). Mange højtider er også oprindeligt hedenske højtider, som bare er konverteret til at blive kristne. For eksempel Jul, som man også fejrede før kristendommen kom hertil, men som blev konverteret til en kristen fest.

Når kongen Harald Blåtand besluttede at kristne danerne, har det sandsynligvis været en politisk beslutning. På det tidspunkt gik den tyske Kejser Otto på masser af erobringstogter i form af korstog, altså med det (officielle) formål at omvende hedninge til kristendommen. Ved at gøre Danmark kristent kunne man sandsynligvis undgå at paven kunne give tilladelse mod et korstog mod Danmark.

Det er i øvrigt i samme periode, at vikingeborgen Trelleborg er opført. På dette tidspunkt er vi nemlig stadig midt i det, der senere har fået navnet vikingetiden, som først ophører omkring år 1050. Nærmere bestemt da Svend Estridsen i 1047 bliver konge. Igen skal dette årstal betragtes med stort forbehold for brud og kontinuitet. Svend Estridsen har ikke bragt Danmark ud af vikingetiden og ind i middelalderen fra den dag han satte sig på tronen.

Vi har meget få skriftlige kilder fra før 1100-tallet, og derfor er alting forbundet med meget stor usikkerhed. I middelalderen får vi til gengæld langt flere skriftlige kilder, ligesom Danmarks historie for første gang forsøges nedfældet af Saxo. Det vender vi tilbage til.

Vores nedslag i middelalderen begynder med Valdemar den Store. Han var søn af den dræbte konge Knud Lavard og voksede op i Fjenneslev mellem Sorø og Ringsted hos en rig familie fra den indflydelsesrige Hvide-slægt. Sammen med sin fosterbror Absalon fik han enorm betydning for Danmark, og særligt Sjælland er stadig i dag fyldt med levn fra den tid, som han satte i gang.

Podcasten Kongerækken har et afsnit om Valdemar den Store, som kan høres her eller i din favoritpodcastafspiller. Det er frivilligt at lytte til den, men det er ganske interessant og godt formidlet.

Video om tidlig dansk middelalder

Vi ser de første 35 minutter af afsnit 4 af Historien om Danmark.

Arbejdsspørgsmål

• Hvem var Absalon og Valdemar?
• Hvordan blev Valdemar til Valdemar den Store og blev hersker over hele Danmark?
• Diskutér hvilken betydning Valdemar den Stores sejr har for Danmarkshistorien. Inddrag eventuelt kapitlet fra sidst om udviklingslinjer, hvor det inddrages som eksempel.
• Diskutér hvor sikre vi kan være på, at Valdemars vej til magten foregik, som det er beskrevet. Er der grund til mistanke overfor kilden?

Vi læser om kildekritik her.

Blodgildet i Roskilde

I 1157 havde Danmark tre konger på en gang.

Knud den 5., som var søn af Magnus den Stærke, som havde været tronarving, men var faldet i et slag i 1134.

Valdemar, som var søn af Knud Lavard. Knud Lavard var fætter til Magnus den Stærke og havde samme ret til tronen som ham. Derfor havde Magnus den Stærke gjort kort proces i 1131 og slået ham ihjel. På grund af mordet på faderen voksede Valdemar op hos stormanden Asser Rig i Fjenneslev ved Sorø. Her blev han blandt andet tæt forbundet til Asser Rigs tre år ældre søn, Absalon.

Endelig var Svend den 3. Grathe var søn af Erik Emune, som havde været konge fra 1134 – 1137 hvor han blev dræbt.

Erik Emune blev efterfulgt af Erik Lam. Da Erik Emune døde var de to oplagte tronarvinge Knud Lavard og Magnus den Stærke begge døde. Og de tre sønner var alle tre for unge til, at man på det tidspunkt ville indsætte dem. I stedet faldt valget på Erik Lam.

I 1100-tallet var vi stadig langt fra en fast og given arvefølge til tronen. Det var almindeligt at konge blev valgt af stormændene, men også almindeligt at dem, som blev valgt havde familiære forbindelser til den tidligere konge. Det var dog langt fra nødvendigvis den ældste søn, som det senere blev.

Da Erik Lam abdicerede kort før sin død i 1146 (i øvrigt som den hidtil sidste danske regent, som frivilligt er gået af) stod både Svend, Knud og Valdemar som oplagte kongsemner. De var alle tre sønner af konger eller kongsemner og havde med henholdsvis 15, 15 og 21 år alderen.

Svend blev valgt til konge af Jylland og Fyn på et storting der, mens Knud blev valgt til konge af Sjælland og Skåne på et andet storting. Begge hævdede dog, at være retmæssig konge for hele Danmark. Valdemar blev i første omgang blev hertug af Slesvig i det nuværende Nordtyskland.

Svend lod ikke Knud regere over Sjælland, og i 1154 gik Valdemar ind i kampen på Knuds side. I 1157 fik man forhandlet sig frem til en løsning, som delte Danmark op i tre kongeriger. Valdemar blev konge over Jylland, Knud blev konge over Sjælland og Svend blev konge af Skåne.

Det skulle fejres og Knud inviterede til fest i Roskilde. Det er her blodgildet finder sted, som vi skal arbejde med herunder, fandt sted.

Knud blev dræbt under blodgildet, mens Valdemar blev såret. Han kom sig dog og slog samme efterår Svends hær ved Viborg i et slag, hvor Svend selv blev dræbt. Dermed var vejen banet for, at Valdemar kunne blive enekonge og med tiden blive kendt som Valdemar den Store.

Det kan være nødvendigt at undersøge Saxo og hans værk nærmere for at besvare spørgsmålene. Det kan man blandt andet gøre her.

Arbejdsspørgsmål

Læs uddraget fra Saxos tekst på Lectio og besvar følgende spørgsmål på baggrund af kapitlet om kildekritik.

• Er der risiko for tendens? begrund svaret.
• Hvordan er kildens tilblivelsessituation? Giver det anledning til bekymringer for dens dokumentationsværdi?
• Er det en første- eller andenhåndsberetning? Hvordan kan du vide det?
• Kan kilden bruges som levn? Kan den bruges som beretning? Hvad giver bedst mening?
• Hvad kan kilden bruges til, jævnfør det funktionelle kildebegreb?

Saxo som grundmyte

Vi forlader Saxo ved at prøve at se hans (og mytologien generelt) betydning som dansk grundmyte. Det gør vi med en induktiv øvelse:

Saxos store værk Gesta Danorum er den største – og ofte den eneste – kilde til tidlig dansk historie. Det gælder både for sagnkonger som Rolf Krake, Uffe Hin Spage og Regnar Lodbrog, men også for konger, som med sikkerhed er historiske, som Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg.

Find så mange områder, som I kan, hvor den danske grundmyte, som Saxo repræsenterer, bliver synlig. Det kan være danskerne som tappert krigerfolk, det kan være personer eller begivenheder, som Saxo fremhæver og det kan være billeder, som han fremmaner. Grib både tilbage i sagnkonger, historiske konger og i fortællingen om Absalon og Valdemar. Undersøg gerne selv udvalgte nedslag.

Områder, hvor grundmyten bliver synlig kan være kommerciel brug af myten, litteratur, sangtekster, navngivninger, mentaliteten i bredere forstand og andet, som du selv kommer i tanker om.

Endelig kan du tage stilling til, om der er andet, som har spillet ind på den danske mentalitet. Andre grundmyter eller historiske begivenheder, som også har betydning i Braudels lange tid.