Vi læser første del af kapitlet om Strukturalisme i Idéhistoriebogen frem til overskriften Poststrukturalisme.

Aktør og struktur

For historiefaget betyder en strukturalistisk tilgang blandt andet, at man lægger mere vægt på strukturerne i det man undersøger, end aktørerne. Det kræver en kort afklaring:

Historiens aktører er de personer, partier, regeringer, virksomheder, organisationer med videre, som bevidst og strategisk præger verden omkring sig. Det er for eksempel danske konger gennem tiden. Det er her, historien traditionelt set har haft sit fokus.

Historiens strukturer er de sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og mentale vilkår, som danner baggrund for historien. Som udgør handlerummet for de mennesker, som lever i dem, men som også skabes af samme mennesker.

Et konkret eksempel er Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1930’erne. Undersøger man den med udgangspunkt i aktører, vil man få et billede af nazisterne som en stærk gruppe, som på kynisk, men intelligent måde forstod at få magten gennem propaganda og politisk arbejde.

Undersøger man den strukturalistisk vil man snarere få et billede af et samfund, som var ydmyget og forarmet efter 1. verdenskrig, som sammen med et skrøbeligt demokrati udgjorde en fertil grobund for en diktator, som kunne pege på lette løsninger.

Begge udlægninger indeholder helt givet en sandhed.

Man kan læse mere om aktør og struktur her.

Øvelse

Vi hører podcastafsnittet Kvinders Valgret fra Politiken Histories podcastserie.

Herefter diskuteres følgende spørgsmål:

• Hvad ville man lægge vægt på i en diakron, aktørpræget fremstilling af indførelsen af kvinders valgret?
• Hvad ville man lægge vægt på i en synkron, strukturpræget fremstilling af kvinders valgret?
• Giver den strukturelle tilgang nogle indsigter, som vi var gået glip af, hvis vi kun havde haft den traditionelle måde at formidle historie på?