Det kan være svært helt at adskille Sokrates fra Platon (427 f.Kr. – 347 f.Kr.). Det skyldes først og fremmest, at Sokrates ikke skrev noget selv. Til gengæld er han ofte en hovedperson og ofte citeret i de mange værker, som hans elev Platon skrev. I praksis er det derfor svært at sige, om Platon citerer Sokrates korrekt, eller fremlægger sin egen tolkning af hans ord.

Platon: Viden er medfødt

Som allerede nævnt er Sokrates ofte hovedpersonen i Platons værker, hvorfor det også nogle gange kan være vanskeligt at skille dem ad. I Platons værk Menon diskuterer Sokrates med sin ven Menon.

Undervejs i bogen viser Sokrates, hvordan kan kan få en slavedreng til at beregne en fordobling en kvadrats areal, udelukkende ved at stille ham (nogle gange ret ledende) spørgsmål. Teksten ligger på Lectio.

Læs teksten og bemærk især, hvordan Platon (igennem sin hovedperson Sokrates) skelner mellem læring og generindring.

Platons forestilling er, at der findes to verdener. Idéernes verden (også nogle gange oversat til formernes verden, særligt på engelsk som “World of Forms”) og fænomenernes verden.

Fænomenernes verden er den, vi kender og lever i.

Idéernes verden er en verden, hvor alting findes i sin sande form. Det er her essensen af alting findes. Idéernes verden er uafhængig af tid og rum, og vi kan ikke opleve den med vores sanser. Det er også omdiskuteret, om Platon mente, at den fandtes i bogstavelig forstand, eller om han brugte den som et billede på, hvad han mente.

For at forklare idéernes verden har Platon en ofte citeret lignelse. Han sammenligner vores – fænomenernes – verden med skygger af idéernes verden, som findes på en mur i en hule. Sålænge vi befinder os i hulen, kan vi kun se disse skygger, men hvis vi i overført betydning bevæger os ud af hulen, vil vi kunne få øje på og blive mindet om den virkelige verden.

Når vi ser tingene i fænomenernes verden er det altså en form for skygger af deres sande form eller essens. Det forklarer hvorfor vi for eksempel kan genkende et træ, selvom alle træer er forskellige. De har allesammen en del af den essens, som vi kender fra idéernes verden, og som gør et træ til et træ.

Platon mente, at sjælen – inden den tog plads i vores krop ved vores fødsel – befandt sig i idéernes verden. Derfor ved vi i princippet alt, men at vi glemmer det, når vi tager ophold i vores krop og i fænomenernes verden. Ved at bruge vores rationalitet, kan vi generindre sandheden, fuldstændig som Menons slavedreng.

Hvis man har mod på mere Platon eller filosofi i det hele taget, vil jeg anbefale podcasten Philosophize This!, som også har et afsnit om Platon.

Aristoteles

Aristoteles (384-322 f.Kr.) var Platons elev, ligesom Platon var Sokrates’ elev. Han var enig med Platon i meget, men uenig på nogle helt afgørende punkter.

Aristoteles troede ikke på Platons idéernes verden. Han var enig i, at alting havde en essens – nogle grundlæggende egenskaber og meninger, som gør tingene til det, de er – men mente, at denne essens fandtes i vores egen, fysiske verden. Ikke i en abstrakt idéverden i et andet univers.

Aristoteles mente heller ikke, at viden var medfødt. Alting var noget, man skulle lære gennem vores erfaringer og handlinger.

Det peger på et andet væsentligt område, hvor Platon og Aristoteles så verden forskelligt. Hvor Platon mente, at man kunne tænke sig til al viden (eller generindre den), anerkendte Aristoteles, at man også kan sanse og erfare sig til viden. A priori overfor a posteriori.

Aristoteles’ teoretiske systemer

Ved at blande erfaringer med sokratiske undersøgelser, kunne Aristoteles begynde at opbygge systemer af viden.

For eksempel ved at inddele ting, han observerede i forskellige kategorier som levende (dyr, mennesker, planter) og ikke levende (for eksempel mineraler). Herefter underkategorier som dyr der kan flyve, dyr der kan gå og dyr der kan svømme.

Her blandes den induktive, erfaringsbaserede, empiriske tilgang (erfaringen af at se dyr der svømmer, flyver eller går) med den deduktive, rationalistiske tilgang (dyr der svømmer har noget til fælles med hinanden).

På den måde skabte han blandt andet Scala Naturae, et naturens hierarki, som placerede mennesker øverst, efterfulgt af dyr, planter og ikke-levende ting. Den opdeling er stadig relevant i dag, når vi for eksempel taler om antropocentrisme overfor økocentrisme.

Teleologi

Ligesom Platon var Aristoteles interesseret i tingenes essens, de bagvedliggende, universelle principper for dem, som han også gerne ville lave teoretiske systemer for. Denne lære kaldes teleologi, og den kan man læse mere om her.

Her arbejder han med fire forskellige årsager, som alting har:

• Den stoflige årsag, som beskriver det stof, noget er gjort af. Det kan være en bro, som for eksempel kan være bygget af træ, metal eller beton.
• Den formelle årsag er den form, som tingene har. I broens tilfælde er det den måde, den er bygget på. Er det for eksempel en hængebro, en højbro, en klapbro og hvordan er den konkret formet?
• Den handlende årsag er det, der satte gang i den proces, som har givet tingen sin nuværende form. I tilfældet med broen er det de arbejdere, som satte træ, metal og eller beton sammen til broen i dens nuværende form.
• Hensigtsårsagen er formålet med tingen. I broens tilfælde kan det være, at folk kan komme over et ufarbart landskab, for eksempel vand.

Opgave: Gå sammen to og to (eller tre, hvis det ikke passer). Udvælg noget at analysere teleologisk. Det kan for eksempel være din telefon, din cykel, dit kæledyr, din madpakke eller for den sags skyld dig selv.

Hensigtsårsagen er vigtig for essentialismen, altså forestillingen om, at alting har en essens. Mener vi også sådan i dag. Giver det for eksempel mening at tale om en hensigtsårsag i forhold til os selv?

Syllogisme

Den sidste ting, vi skal runde omkring Aristoteles er hans syllogisme. Det er en metode til at udlede viden af anden viden.

Det klassiske eksempel, som også bruges i podcasten, er følgende:

• Præmis 1: Alle mænd er dødelige.
• Præmis 2: Sokrates er en mand.
• Konklusion: Altså er Sokrates dødelig.

Eller i en mere universel form.

• Præmis 1: Alle X er Y.
• Præmis 2: Z er X.
• Konklusion: Altså er Z Y.

Konklusionen er en ren deduktiv og rationalistisk proces. Vi behøver ikke erfare, at Sokrates er dødelig, for at konkludere det. I de to præmisser får vi til gengæld brug for både induktiv og deduktiv viden.

Alle i sætningen kan ændres til ingen og dermed kan man nå en benægtende dom. For eksempel: Ingen mennesker kan flyve. Jeg er et mennesker. Derfor kan jeg ikke flyve. Man kan også nå en delvist bekræftende eller benægtende dom ved at skrive nogle i stedet for alle eller ingen.

Opgave: Gå sammen to og to og lav jeres egne syllogismer. Kan I lave noget, som når ud over banale og selvfølgelige udsagn, såsom, at I ikke kan flyve?