Vi begynder vores idéhistorieundervisning med et forløb om, hvad viden egentlig er, og hvad man har forstået gennem viden på forskellige tidspunkter i verdenshistorien og forskellige steder i verden.
For at få et ståsted at gå ud fra, skal I begynde med kort at beskrive, hvad I forstår ved viden.
Hvad skal der til, for at vi betragter noget som viden. Hvornår kan vi sige, at vi ved noget, og ikke bare antager, tror eller regner med noget? Hvad er viden for jer?
Den nedenstående form udfyldes individiuelt.
A priori og a posteriori
A priori og a posteriori er to konkurrerende tilgange til viden.
A posteriori betyder noget i retning af ‘af det senere’. Det er et udtryk for, at det er viden, som kommer efter en konkret sanseerfaring. Det kan for eksempel ske gennem et forsøg i et laboratorium. Hvis vi bruger vores sanser til at erfare, at noget bestemt sker under bestemte forhold, og hvis vi kan udelukke at det var en tilfældighed, kan vi – ifølge a posteriori-tankegangen – betragte det som viden.
A priori-tanken er troen på, at vi kun kan opnå ægte viden gennem vores fornuft. For eksempel kan vi jo ikke vide – sådan rigtigt vide – om vores sanser snyder os, når vi står i laboratoriet. Eller om vi er offer for en sammensværgelse, som har placeret os i en simuleret virkelighed.
Sokrates og den sokratiske metode
Sokrates (469 f.Kr.–399 f.Kr.) er især kendt for det, der siden hen er kommet til at hedde den Sokratiske metode. Sokrates hævdede nemlig ikke at have svarene selv. Tværtimod er han netop kendt for at sige “Det eneste jeg ved er, at jeg ikke ved”.
I stedet stillede han spørgsmål. Og opfølgende spørgsmål, når han fik svar. Ved at blive ved med at spørge ind til folks svar, kunne han hurtigt bringe dem på glatis, men det er ikke nødvendigvis formålet med den sokratiske metode.
Han betragtede sine egne spørgsmål som dialektiske. Det vil sige en samtale, som har til formål, at alle bliver klogere. Det kan stilles i modsætning til retoriske samtaler, som har til formål at overbevise modstanderen om sit synspunkt. Det var ikke Sokrates’ intention, da han som bekendt hævdede, at han ikke vidste, og det er heller ikke meningen med den sokratiske metode.
Dunning-Kruger
Vi tager lige et kort spring op til vores tid. Når Sokrates siger, at han ikke ved, er det ikke falsk beskedenhed eller selvnedsættende. Han mener grundlæggende, at ingen af os rigtig kan vide noget.
Det kan måske illustreres bedst ved at tage udgangspunkt i det stik modsatte, som for eksempel ses i den såkaldte Dunning-Kruger-effekt. Det er en teori fremsat af psykologerne David Dunning og Justin Kruger. Helt kort fortalt beskriver den, at mennesker med begrænsede kompetencer inden for et felt, har en tendens til at overvurdere egne kompetencer.
Baggrunden er, at når der er noget, man ikke er ret god til, forstår man det ikke godt nok til at vurdere sine egne evner for det korrekt. Eller sagt endnu mere forsimplet: Mennesker, der ikke er ret dygtige, er ikke dygtige nok, til at forstå, at de ikke er dygtige.
Et eksempel på Dunning-Kruger kan ses i DR-udsendelsen Ellen imellem med fladjordsteoretikeren Ole Lochmann. Det er under hele udsendelsen tydeligt, at han grundlæggende ikke forstår hvad videnskab er, og at han endda forstår det så dårligt, at han ikke forstår, at han ikke forstår det. Hans ageren i programmet kan give indtryk af, at han selv mener, at han hele tiden får skovlen under forskeren, der medvirker i programmet, selvom det er åbenlyst for de fleste, at han grundlæggende ikke forstår hvad han taler om.
Måske havde Sokrates kunnet få Ole Lochmann til at tvivle på sin egen viden og sine egne teorier ved at stille spørgsmål, som tvang ham til at tænke over det på nye og anderledes måder.
Den sokratiske metode i praksis
Den sokratiske metode kan i praksis brydes ned til at fungere på følgende lidt forenklede måde. Der skelnes her mellem lærer, der stiller spørgsmålene, og elev, som svarer.
- Eleven formulerer en påstand.
- Læreren stiller opfølgende spørgsmål til eventuelle undtagelser, selvmodsigelser eller andre uregelmæssigheder i elevens påstand.
- Eleven præciserer eller omformulerer sin påstand.
- Punkt 2 og 3 gentages så mange gange, som der er behov for.
- Eleven ender i apori: En tilstand af betænkelighed og tvivl om noget, vedkommende før følte sig sikker på.
Øvelse: Sokratiske metode
- Gå sammen to og to (eller tre ved ulige antal).
- Vælg en, der skal være lærer og en, der skal være elev.
- Eleven begynder ved at definere et begreb, som vedkommende mener at kende. Det kan være lykke, retfærdighed, kærlighed, viden eller noget helt femte.
- Læreren spørger ind til eventuelle selvmodsigelser, undtagelser, uregelmæssigheder eller andre svagheder i definitionen.
- Gentag punkt 3 og 4.