Gradvis ændring af diskurser kan have en ekstrem kraft. Det kan for eksempel være svært at forstå, hvordan en befolkningsgruppe kan bringes til at støtte op om – og deltage i – systematisk udryddelse af en anden befolkningsgruppe.

Den slags sker ikke fra dag til dag. Man kan ikke bringe en befolkning, som lever i fred og fordragelighed med en anden befolkning, til pludselig at begynde at udrydde dem. Men historien har desværre talrige eksempler på, at det kan lade sig gøre, hvis man gradvist ændrer den fiktive virkelighed og diskurserne om dem.

Amerikaneren Gregory Stanton har identificeret ti trin, som ofte er til stede i forbindelse med folkedrab, og som kan vende en befolkningsgruppe mod en anden i en grad, hvor de til sidst deltager i udryddelsen af den. Vi vil slutte forløbet af med at gennemgå dem med eksempler fra Holocaust med afstikkere til andre folkedrab. Ikke alle har direkte relation til vores forløb her, og vi vil lægge vægten på dem, som har.

Fase 1: Klassificering

For overhovedet at vende en befolkningsgruppe mod en anden, skal begge grupper være klart definerede. Det kan ske på baggrund af race, religion, nationalitet, sprog, politik eller andre konstruerede virkeligheder. Det sker ofte i mange sammenhænge og behøver ikke være et problem, men det er en forudsætning for folkedrab. Læs mere her.

I 1994 begik befolkningsgruppen Hutu i Rwanda et bestialsk folkedrab på den anden gruppe kaldet Tutsi. På 100 dage blev over en halv million mennesker dræbt, de fleste med primitive våben som macheter og spyd.

Både Hutuer og Tutsier var noget, de belgiske kolonister havde opfundet, da de skulle administrere landet, som det forklares her i filmen Hotel Rwanda, som handler om folkedrabet.

Holocaust byggede dels på gammelkendte klassifikationer af jøder og andre etniske befolkningsgrupper, som ikke var helt fremmed for datidens generelle tænkning.

Vi læser to tekster på lectio: Sapiens om nazisme og Uddrag fra Mein Kampf.

Arbejdsspørgsmål

• Hvordan brugte nazisterne tidens “videnskabelige” raceopfattelse til at klassificere forskellige racer som mere eller mindre værdifulde?
• Ifølge Harari var nazisternes raceteori ikke unik for dem. Hvilke andre lande eller kulturer nævner han som eksempler på udbredte raceteorier i denne periode?
• Hvordan kan nazismens opfattelse af race og degenerering ses som en klassificering, der baner vej for folkedrab?
• Hvilke særlige kendetegn tillægger Hitler jøderne i teksten fra Mein Kampf?
• Hvordan kan disse særlige kendetegn bidrage til klassificering af jøder?

Klassificeringen blev yderligere præciseret i Nürnberglovene, som nazisterne indførte i 1935, to år efter at være kommet til magten. Her blev jøder inddelt i forskellige grader, som beskrevet herunder.

Fase 2: Symbolisering

Symbolisering er, når de klassificerede grupper får deres egne symboler. Det bidrager til at gøre skellet synligt. Ligesom klassificering er det ikke farligt i sig selv. Dannebrog er også et symbol for det klassificerede gruppe, der hedder danskere. Men folkedrab kan næppe foregå uden. Læs mere her.

I 1941 blev det obligatorisk for alle jøder i Tyskland at bære jødestjernen på deres tøj. Det gjorde det tydeligt for alle, hvem der var jøder og hvem der ikke var.

Refleksionsopgave

Hvor mange hverdagssituationer kan I komme i tanker om, hvor der finder både en klassificering og en symbolisering sted, uden at det nødvendigvis er et problem?

Fase 3: Diskrimination

Tredje fase er systematisk forskelsbehandling af de klassificerede grupper. De undertrykte grupper mister rettigheder og undertrykkes på andre måder. Både gennem lovgivning og i almindelig praksis i samfundet. Læs mere her.

Ved Nürnberglovene i 1935 blev der indført massiv diskrimation mod jøder i Tyskland. De fik frataget en lang række rettigheder, blandt andet deres statsborgerskab og de rettigheder, der fulgte med det, deres ret til at gifte sig med tyskere og de blev udelukket fra offentlige embeder.

Dette er ikke i sig selv et skifte i diskursen eller den fiktive virkelighed, men uden klassificeringen og symboliseringen havde det næppe kunnet lade sig gøre.

Fase 4: Dehumaniseringen

Fjerde fase i teorien om folkedrab er dehumanisering. Mennesker bryder sig som udgangspunkt ikke om at gøre andre mennesker fortræd. Derfor er det noget lettere at få os til at skade andre, hvis de andre fremstilles som noget andet end mennesker. Læs mere her.

Det kan være dyr, insekter, parasitter, sygdomme, robotter eller alt muligt andet. Det gælder i øvrigt ikke kun i forbindelse med folkedrab, men er også almindeligt i krig.

Det kan konkret gøres ved vedholdende at fremstille den klassificerede gruppe som ikke-mennesker i måden man omtaler dem på og fremstiller dem på i film og på billeder.

Op til holocaust kørte nazisterne en massiv antisemitisk kampagne, som blandt andet tjente til at at dehumanisere jøder (men også polarisere, mere herom senere). En af de mest berygtede eksempler på det er propagandafilmen Der Ewige Jude, som påstår at fremvise den ægte jøde gennem de polske jøder. I modsætning til de tyske jøder, som filmen påstår bærer en maske af civilisation, er de polske jøder nemlig mere autentiske jøder, sådan som de altid har set ud og altid vil se ud.

Klippet kan ses her. Den engelske oversættelse er naturligvis ikke en del af den oprindelige film, men er tilføjet senere.

Vi diskuterer hvordan klippet bidrager til dehumaniseringen af jøder.

Fase 5: Organisering

Rent lavpraktisk kræver det en høj grad af organisering at begå et folkedrab. Det er ikke nemt at slå tusindvis eller millioner af mennesker ihjel. Det kræver mandskab, systematik, våben og ofte også en infrastruktur. Læs mere her.

Op til og under holocaust opbyggede nazisterne særlige militærenheder, som skulle myrde jøder og eksperimenterede med forskellige drabsmetoder, som man udviklede undervejs.

Dette er mere praktiske foranstaltninger end forandring i diskursen, men ligesom diskrimination forudsætter det en bestemt diskurs for at kunne gennemføres.

Fase 6: Polarisering

I polariseringsfasen skabes der fjendebilleder. Den udsatte befolkningsgruppe er blevet klassificeret, symboliseret, diskrimineret og dehumaniseret og i polariseringsfasen bliver fjendebilledet yderligere styrket. Grænsen mellem os og dem bliver trukket tydeligt op og der tales ofte om, hvordan den udsatte gruppe udgør en trussel. Læs mere her.

Op til holocaust kørte der massive polariseringskampagner mod jøder. Meget af det blev kørt gennem den nazistiske avis Der Stürmer. Her er et læserbrev, som var tilsendt avisen, hvor en familie beskriver, hvordan de selv deltager aktivt i polariseringen.

Læs brevet og diskutér, hvordan fiktiv virkelighed bidrager til polariseringen i det beskrevne.

Samtidig lod nazisterne aldrig en chance gå tabt for at bruge faktiske sager til at polarisere yderligere. Da den 17-årige jøder Herschel Grynszpan i 1938 skød en tysk diplomat i Frankrig, blev det brugt til at iværksætte massiv jødeforfølgelse i den såkaldte Krystalnat (mere herom senere).

Fase 7: Forberedelse

Fase 7 kan mindre om fase 5 (organisering), men med mere målrettet forberedelse af det konkrete folkedrab. Op til og under holocaust blev der bygget koncentrationslejre med omfattende infrastruktur. Op til folkedrabet i Rwanda blev der distribueret våben, som skulle bruges i folkedrabet. Læs mere her.

Fase 8: Forfølgelse

I forfølgelsesfasen tager den fysiske vold fart. Det er ikke længere sporadiske voldshandlinger motiveret af den hadske stemning, men mere systematisk. Folk tvinges til at flytte eller flygte, ejendomme og symboler ødelægges, familier splittes og medlemmer af den forfulgte gruppe lynches. Læs mere her.

Ved holocaust tog forfølgelsen for alvor fart under den såkaldte krystalnat i november 1938. Læs om krystalnatten her.

Fase 9: Udryddelse

I fase 9 pågår selve udryddelsen. De foregående otte faser har gjort det muligt for et folk at acceptere – og i mange tilfælde bakke op om og tiljuble – udryddelsen af et andet.

Fase 10: Benægtelse

Den sidste fase i folkedrab er ganske ofte benægtelse. De færreste (men ikke ingen!) benægter at holocaust fandt sted, og det er strafbart at benægte det i Tyskland. Andre folkedrab er dog mere omstridte.

Den tyrkiske regering nægter stadig at anerkende, at osmannerriget (forløberen for Tyrkiet) begik folkedrab mod armenerne i 1917-1919, også selvom dette er temmelig veldokumenteret.

Ingen betvivler, at folkemordet i Rwanda fandt sted, men der findes kræfter, som forsøger at relativisere det eller udlægge det som en gensidig borgerkrig. Ligesom i Tyskland er det ulovlivt at benægte det i Rwanda.

Benægtelsen er nem at forstå i en diskurskontekst. De færreste har lyst til at identificere sig med et folk, der har begået folkedrab mod andre.