Første november – allehelgensdag – 1755 blev Europa bogstaveligt talt rystet af et enormt jordskælv. Skælvet havde epicenter i Atlanterhavet ud for Portugal, men kunne mærkes så langt væk som Finland.

Jordskælvet gik især ud over Lissabon, som på det tidspunkt var en af Europas største, rigeste og vigtigste byer. Fordi det var allehelgensdag havde mange af byens beboere tændt lys for de døde. Ved jordskælvet væltede lysene og satte store dele af byen i brand.

Cirka 40 minutter efter jordskælvet blev byen endvidere ramt af en tsunami, som dræbte og kvæstede mange af de mennesker, som var flygtet ned mod kysten og havnen for at komme væk fra brande og sammenstyrtende huse. 5 – 10 procent af Lissabons 200.000 mennesker store befolkning mistede livet og meget store dele af byen blev ødelagt.

Den bedste af alle verdener?

Der er masser af idéhistoriske cases at gribe fat i, i forhold til katastrofen. Den fik blandt andet stor betydning for udviklingen af – og synet på – videnskab.

Casen vi vil kigge nærmere på her er mere filosofisk og handler om synet på verden vi lever i. Inden katastrofen var synet stærkt religiøst betinget. Gud var ufejlbarlig og havde skabt den bedste af alle verdener til mennesket, som formuleret af G.W. Leibniz. Dette er kendt som idéen om optimisme.

Den overbevisning indeholder et klassisk paradoks. For hvis Gud virkelig er både ufejlbarlig og god, hvorfor har han så skabt en verden, hvor der findes onde ting. Det paradoks kaldes teodicé, udledt af de græske ord for gud og retfærdighed.

Leibniz (1646 -1716) peger på, at en del af de onde ting er skabt af mennesker selv, som igen er skabt med en fri vilje – og dermed evnen til at gøre onde ting – af Gud. De ting, som ikke er menneskeskabte, for eksempel jordskælv, forklarer Leibniz med noget, som kan betragtes som lidt af et cirkelbevis:

Logikken er, at Gud er almægtig, god og rationel. Derfor er den verden, som han har skabt pr definiton den bedst tænkelige. Hvis en verden uden jordskælv havde været en bedre verden, havde Gud skabt den i stedet for den, vi er endt med, altså er en verden med jordskælv bedre end en verden uden.

Selvom det kan virke mærkeligt i dag, var den opfattelse af verden langt henad vejen almindeligt accepteret på Leibniz’ tid. Man accepterede, at der var en mening med al den ulykke, man måtte blive udsat for, at det var en del af Guds meningsfulde plan, som man blot ikke selv forstod, fordi man – i modsætning til Gud – ikke var fuldkommen.

I den sammenhæng skal man huske på nogle ting.

Gud var meget konkret og virkelig på det tidspunkt. Kun de allerfærreste stillede spørgsmålstegn ved eksistensen af en gud, og de der gjorde, blev systematisk forfulgt. Man havde heller ingen forudsætninger for at tvivle. Man havde ikke set gud, men de allerfærreste havde set kongen eller lignende, som de kun havde hørt om, men ikke betvivlede eksistensen af.

Kirken havde på dette tidspunkt enorm magt og dens rolle var at fortolke verden for den almindelige befolkning.

Evidensbaseret videnskab og brug af empiri var endnu ikke vundet frem. Det almindelige var, at det vi vidste om verden, baserede sig på, hvad kloge og lærte bedst kunne argumentere for.

Candide

Voltaire (1694 – 1778) var en af de store oplysningsfilosoffer, som var med til at gøre op med den tankegang. I 1759 udgav han bogen Candide, som er en bidende satire over det optimistiske verdenssyn. Candide er en ung man, som bevæger sig rundt i Europa, og udsættes for den ene ulykke efter den anden, og løbende undrer sig over, hvordan det kan foregå i denne – den bedste af alle verdener.

I det kapitel, vi skal beskæftige os med, er han nået til Lissabon umiddelbart efter jordskælvet. Der er et par ord, som det kan være nødvendigt at forklare.

• Autodafé er en religiøs afbrændelse af kættere, som foregik under den spanske og portugisiske inkvisisation.
• Kagstrygning er en straf, hvor man bliver pisket mens man er bundet til en pæl.
• Pangloss er Candides lærermester, en filosof, som har mange lighedpunkter med Leibniz, og nok kan betragtes som en slags parodi på ham.
• Biskayer er en person fra biscayen.
• Sanbenito er en klædedragt, som kættere blev iklædt, når de skulle brændes på bålet.
• Gendøberen og Kunigunde er personer, som Candide tidligere har fulgtes med, men som er blevet ramt af nogle af de ulykker, han kommer ud for.
• Procession er et optog.
• Bugsprættet er, at få maven skåret op.
• Bulgarerne er nogen, Candide har mødt tidligere i bogen, og som (blandt andet) har pisket ham.

Diskursanalyse

Diskursteori bygger på den antagelse, at måden vi taler om tingene (diskursen) har betydning for, hvordan vi tænker om tingene og ultimativt også, hvordan vi handler.

Af samme grund foregår der ofte en kamp om begreberne. Hedder det for eksempel en flygtning eller en migrant? En flygtning er en, som omstændighederne tvinger til at forlade sit land, en migrant er en, som vælger at flytte til et andet land, fordi det er mere fordelagtigt.

Hvilket ord, vi bruger om mennesker, der kommer til Danmark fra andre lande har betydning for, hvordan vi tænker om dem, hvilket igen har betydning for, hvilke handlinger vi kan legitimisere. Det er ikke pænt at afvise mennesker der opsøger en, fordi de har brug for hjælp, men det er OK at afvise nogen, som blot gerne vil have del i goderne.

Sådan er det med masser af begreber. Terrorist eller frihedskæmper? Opdagelsesrejsende eller erobrer? Arveskat eller dødsskat? Arbejdsløs eller jobsøgende? Forsvarsministerium eller krigsministerium?

Reklamer prøver i øvrigt ofte at skabe en diskurs. For eksempel når en madproducent spørger ‘Hvilken dag er din dolmio-dag’. Hvis ordet dolmio-dag findes er det nemt at komme til at tænke det som en fast ugentlig begivenhed. Gør man det, er der også kortere vej til at købe det oftere.

Når man foretager en diskursanalyse dykker man ind bag selve teksten. I stedet for at læse den som pålydende undersøger man hvilke diskurser den gør brug af. På den måde kan man lære en masse om tekstens kontekst, blandt andet den historiske kontekst.

Hvordan talte man om tingene, på det tidspunkt og i det samfund, hvor teksten er skrevet? Og kan det gøre os klogere på, hvilken mening tingene gav på det tidspunkt? Og på hvordan man dermed legitimerede sine handlinger?

Det behøver ikke være historiefaglige dokumenter. Det kan i princippet være hvad som helst. Film, sangtekster, avisartikler, romaner, taler, reklamer og så videre. Alt sammen leverer oplysninger om deres kontekst i den diskurs, de benytter.

Det skal vi forsøge ved at bruge metoden, som er beskrevet i kapitlet om diskursanalyse til at analysere kapitlet i Candide.