Industrialiseringen kaldes også den industrielle revolution. For at sætte det lidt i perspektiv, regnes den for den væsentligste revolution siden landbrugsrevolutionen (eller den agrare revolution), som blev begyndelsen på bondestenalderen for cirka 12.000 år siden.

Landbrugsrevolutionen

Landbrugsrevolutionen kom sig af, at man begyndte at kultivere jorden, dyrke planter og holde husdyr. Indtil da havde man samlet de spiselige planter og jaget de spiselige dyr, man kunne finde.

Det fik ikke bare betydning for måden at skaffe sig føde på. Der kom en lang række afledte konsekvenser, som kom til at forme menneskehedens historie. For eksempel gik man fra at være nomader til at blive bofaste. Man skulle ikke længere følge med vildtet rundt for at skaffe føde. Tværtimod måtte man blive der hvor man var, hvis man ville høste det, man havde sået. Det betød, at der begyndte at skyde små bysamfund op.

Man kunne også koncentrere fødevareproduktionen på færre hænder, hvilket betød, at man så småt kunne gå i gang med at specialisere sig i andre fag og fordele arbejdet langt mere effektivt. Det gav mere avancerede værktøjer, redskaber og våben.

Den mere effektive måde at skaffe sig fødevarer på betød også, at man kunne oppebære en større befolkning, hvilket betød, at befolkningstilvæksten steg dramatisk.

Sådan kom det også til at gå med den industrielle revolution. De ændringer, den bar med sig, rækker langt ud det, der skete med teknologien i perioden. Som vi vil se i løbet af dette forløb, ændrede en række ting sig meget drastisk og meget hurtigt som følge af industrialiseringen.

Det præindustrielle

For at forstå forandringerne, må vi begynde med at få et billede af, hvordan det førindustrielle samfund så ud. Hvis vi maler med den MEGET brede pensel, kan vi tage udgangspunkt i Jeppe Aakjærs digt/sang Spurven sidder stum bag kvist. Den er skrevet i 1915, hvor Aakjær mindes sin barndom lige på kanten af industrialiseringen.

1. Spurven sidder stum bag kvist,
såmænd om ej det fyger!
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger.
Lul – lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

2. Far har røgtet kvæget ind,
med halmen tættet karmen.
gnedet grisens blanke skind,
at den må holde varmen.
Lul – lul! rokken går!
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår,
ser op på far og smiler.

3. Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul – lul! rokken går,
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.

4. Far ta’r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et: Amen!
Lul – lul! rokken går,
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står,
og sneen går i dynger.

5. Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave,
synge om “den hvide flok”
og “al hans nådegave”
Lul – lul! rokken står!
Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli’r lange.

Ordforklaringer på nogle af ordene og udtrykkene kan findes sammen med teksten her.

Diskussionsspørgsmål: Hvilken dagligdag beskriver teksten? Hvad foretager familien sig? Hvorfor tror du, at de gør det, de gør?

Skal man sige en sammenfattende ting om det førindustrielle samfund, så er det, at næsten alting – med for eksempel møller som en oplagt undtagelse – foregik ved muskelkraft. Enten ved hjælp af manuelt arbejde, eller ved hjælp af husdyr.

Det betød, at ting var temmelig kostbare. Produktionen af et simpelt par støvler krævede masser af arbejde, som man enten selv skulle lægge eller betale en skomager temmelig mange penge for at lave. Derfor skulle de helst holde i mange år. Det samme gjaldt tøj, potter og pander, møbler og alle de andre ting, som vi måske tager for givet i dag.

Landbruget skulle også håndteres ved muskelkraft. Det krævede temmelig meget arbejdskraft, og de fleste gårde havde både karle og piger for at klare arbejdet. Samtidig var landbrugene langt mindre end i dag, så der var langt flere af dem.

Dertil kom, at det var langt vanskeligere at transportere sig selv, end det er i dag. Bare transporten til og fra nabolandsbyen eller den nærmeste større by, kunne være langsommelig og foregik som regel til fods eller med hestevogn.

Derfor foregik der langt mere i nærområderne. Det var almindeligt, at små landsbyer havde deres egen skole, deres egen butik, mindre håndværkerværksteder, måske en lille bank og selvfølgelig en kirke. Det gav endnu flere beboere i landsbyen og endnu mere liv. I mange landsbyer kan man stadig se resterne af det liv i form af skolestuer, butikslokaler og værksteder, der som regel er lavet om til beboelse.

Til gengæld boede der ikke ret mange inde i byerne. I år 1800 boede der for eksempel omkring 100.000 mennesker i København. Det vendte industrialiseringen op og ned på.