Historie og fortid

Historie og fortid er ikke det samme. Fortiden er en kaotisk, uprioriteret, uoverskuelig masse af løsrevne begivenheder, som vi aldrig kan vende tilbage til. Historie er et forsøg på at stykke et antal af de begivenheder sammen til et narrativ – eller fortælling eller historie – om fortiden.

Det er nødvendigt, hvis vi skal prøve at forstå fortiden. Det ville være umuligt at formidle og forstå alle begivenheder som foregår alle steder til alle tider for alle mennesker. Derfor må historikeren udvælge, prioritere, fortolke og sammensætte nogle af begivenhederne for at skabe historien om fortiden.

Det medfører en række problemer, som vi er nødt til at forholde os til i faget.

Afsender – historie er skrevet af nogen

Historien er altid skrevet af nogen. Selvom vi antager, at det er en veluddannet og dygtig historiker, har det stadig en stor betydning.

De kan være under pres fra familie og venner, som synes de arbejder for meget. De kan være under pres fra arbejdsgivere, som heller vil have dem til at kaste sig over andre opgaver. De kan være under pres fra forlagene, som vil have dem til at skrive kortere, længere, sjovere, lettere tilgængeligt og alt muligt andet.

Samtidig er vi allesammen rundet af noget. Vi har allesammen et særligt perspektiv afhængigt af hvem vi er. Vi er i et eller andet omfang – bevidst eller ubevidst – påvirket af vores køn, alder, generation, opvækst, nationalitet, oplevelser, sprog, venner, familie, interesser, uddannelse osv. Det vil i et eller andet omfang komme til at sætte sit præg på det, vi laver.

En dansk historiker vil alt andet lige have et bedre blik for den danske soldat i 1. verdenskrig end en historiker fra ethvert andet land. En fransktalende vil have et bedre greb om franske kilder end en ikke-fransktalende. En historiker med et indgående kendskab til geografien omkring Verdun vil have andre forudsætninger for at forstå og formidle det slag, end andre. Det vil i sidste ende påvirke den historieforskning, han eller hun foretager.

Spørgsmål: Undervisningen i dette forløb har været planlagt, tilrettelagt og delvist skrevet af jeres lærer. Hvordan kan dette have påvirket forløbet?

Historien er skrevet for nogen

Historien er altid skrevet for nogen. Enten direkte – som et bestillingsarbejde – men langt hyppigere i dag indirekte.

Uanset hvordan man griber historieskrivningen an, vil det altid være nogen bestemtes historie man skriver. Traditionelt set er det meget ofte magthavernes og elitens historie. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det er magthaverne og eliten som har magten og indflydelsen til for alvor at påvirke andres historie. Men det betyder også, at sjældent får fortalt deres historie, eller bare deres side af historien.

Et godt eksempel er Christopher Columbus. I de magtfulde europæeres og hvide amerikaneres historie er han en vigtig opdagelsesrejsende. Tænk på, hvor mange byer og stater, der er opkaldt efter ham. Amerikas oprindelige folk har måske nok en anden udlægning af den historie. For dem er han ikke opdagelsesrejsende, men en voldelig erobrer, hvis opdagelser i grove træk betød enden på deres nationer og historie.

Spørgsmål: Hvis historie har vi fået præsenteret i dette forløb?

Geografisk afgrænsning

Den geografiske afgrænsning handler om, at man begrænser sin historie til et bestemt geografisk område. Ligesom alle andre afgrænsninger giver det god mening og medfører visse problemer. God mening fordi man ikke kan undersøge alting, og visse problemer fordi geografiske afgrænsninger ikke nødvendigvis er de samme i fortiden og nutiden.

Et eksempel kunne være, om Danmark var med i 1. verdenskrig. Det var vi ikke i datidens geografiske afgrænsning. I nutidens geografiske afgrænsning var der dog tusinder af sønderjyder, der kæmpede for tyskerne af den simple årsag, at Sønderjylland dengang var en del af Tyskland.

Spørgsmål: Hvilken geografisk afgrænsning har vi haft i dette forløb, og hvilken betydning kan det have haft for forløbet?

Periodisering

Periodisering er en tidsmæssig afgrænsning af en periode. Igen er det en afgrænsning, der er meningsfuld, fordi vi ellers ville kunne blive ved med at undersøge årsager og konsekvenser i en uendelighed, men den kan også være problematisk.

For det første er det netop ikke altid, at årsager og konsekvenser begrænser sig til den periode, man har valgt. Når Første Verdenskrig blev som den blev, hang det blandt andet sammen med, at der ikke havde været nogen store krige i 100 år. Så for at forstå krigen til bunds, er det meningsfuldt at gå helt tilbage til Napoleonskrigene.

For det andet vidste folk i fortiden sjældent, at de levede i en periode. Derfor opførte de sig heller ikke nødvendigvis sådan, som vi forventer at folk i perioden opfører sig. Et eksempel kunne være middelalderen. Vi har i dag nogle bestemte billeder af middelalderen, men de billeder er betinget af, at vi kender hele perioden, også hvad der kom bagefter. Folk der levede i middelalderen mente ikke selv, at de levede i middelalderen. Derfor fulgte de heller ikke nødvendigvis de normer, vi i dag forbinder med perioden. Derfor er det på mange måder en grov (men også meningsfuld) forsimpling overhovedet at tale om en middelalder.

Spørgsmål: Har vi talt om perioder i dette forløb, og hvilke forbehold har vi været nødt til at tage i den forbindelse?

Historien er ikke objektiv

Konklusionen på alt det ovenstående er klar: Historieskrivning kan aldrig blive objektiv. Det er simpelthen en illusion.

Uanset hvor meget vi gør os umage for at lave en balanceret fremstilling, som tager alle synspunkter med, kommer vi til at sætte vores præg på den. Alene når vi vælger hvilken periode, vi vil dække og hvilket område vi vil beskæftige os med, har vi i et eller andet omfang valgt side.

Sådan er historie. Det ligger i fagets natur og det er anerkendt af alle. Man behøver derfor ikke kæmpe imod og forsøge at gøre det objektivt alligevel (selvom det selvfølgelig altid skal være sagligt og fagligt forsvarligt). I stedet skal man være bevidst om, hvad man gør. Hvorfor har man valgt netop den periode? Hvorfor har man valgt den geografiske afgrænsning? Hvis historie er det, man skriver?

Aktør og struktur

Der er også en række historiefaglige valg, man må træffe, når man skriver historie. Et af dem er, om man har sit fokus på historiens aktører eller historiens strukturer.

Historiens aktører er de personer, partier, regeringer, virksomheder, organisationer med videre, som bevidst og strategisk præger verden omkring sig. Det er for eksempel danske konger gennem tiden. Det er her, historien traditionelt set har haft sit fokus.

Historiens strukturer er de sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og mentale vilkår, som danner baggrund for historien. Som udgør handlerummet for de mennesker, som lever i dem, men som også skabes af samme mennesker.

For at tage et konkret eksempel: Fik Danmark en grundlov i 1849 fordi stærke aktører som Orla Lehmann og D.G. Monrad fik det gennemført? Eller skete det fordi tiden var moden i kraft af langsomt forandrede strukturer som bøndernes stigende velstand og en stigende national bevidsthed? Det ene er en aktør-tilgang. Det andet er en strukturtilgang.

Man kan læse mere om aktør og struktur her.

Mentalitetshistorie

Læs kapitel om Mentalitetshistorie her.

Væsentligste begreber fra mentalitetshistorien:

• Mentalitet: Skal i denne sammenhæng forstås som det upersonlige i vores tankeverden. Det tankegods, som er fælles for (næsten) alle mennesker i et givet samfund. For eksempel arbejdsmarkedet i vores samfund.
• Forestillingsverden: Den verden, man opfatter sig selv som en del af. For eksempel, hvis man opfatter sig selv som en lille brik i guds store skaberværk.
• Det mentale værktøj: Det, vi har til rådighed, når vi skal forestille os noget. For eksempel sproget og vores erfaringer.
• Forklaringsunivers: De forklaringer, man har på fænomener, man ikke umiddelbart forstår, er som regel præget af ens mentalitet. Da man troede på nisser, hekse og troldfolk, kunne de også tjene som forklaring, når noget gik galt.

Diskutér følgende spørgsmål om hele vores forløb.

1. Hvad kendetegner den mentalitet, der vokser frem i Danmark i 1800-tallet? Hvilken forestillingsverden lever de i?
2. Hvordan var danskernes (og måske særligt de nationalliberales) forklaringsunivers?
3. Hvordan præger forklaringsuniverset og mentaliteten generelt den måde, de indrettede ønskede at indrette samfundet på?
4. Hvilke kilder har vi brugt til mentalitetshistorie i dette forløb.