Eksamen i idéhistorie beskrives på følgende måde i bekendtgørelsen:
Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af eksaminandens afsluttende projekt, jf. pkt. 3.2. En liste over eksaminandernes afsluttende projekters konkrete problemstillinger sendes til censor forud for prøvens afholdelse. Eksaminator har på baggrund af det afsluttende projekt forberedt to supplerende spørgsmål til eksaminanden som stilles ved den mundtlige prøve. Spørgsmålene fremsendes sammen med listen over elevernes problemstillinger. Eksaminationstiden er ca. 30 minutter. Der gives ingen forberedelsestid. Den mundtlige eksamination tager udgangspunkt i eksaminandens præsentation af det afsluttende projekt. Elevens præsentation må maksimalt tage 10 minutter af eksaminationstiden. Eksaminationen former sig derefter som en samtale mellem eksaminand og eksaminator med udgangspunkt i præsentation af projektet og de faglige mål.
Der er ikke noget krav om, at man skal have en præsentation eller lignende med, men det er næsten altid en god idé, da det hjælper på formidlingen og strukturen i præsentationen. I hvert fald er det noget, vi vil træne i de følgende timer.
Formålet med at træne det er dels at lave noget eksamenstræning og dels at give jer mulighed for at give hinanden sparring på de eksamensopgaver, I har lavet.
Derfor skal I udarbejde en præsentation af jeres eksamensopgave. I udarbejdelsen skal I tænke over følgende:
- I skal lave præsentationen ud fra den antagelse, at tilhøreren ikke har læst jeres opgave. Det gælder både for en censor ved en eventuel eksamen og for jeres klassekammerater, når I holder oplæg for hinanden. I skal altså ikke kun være metafaglige, men også have hovedpointerne fra jeres opgave med.
- Fortæl hvilke faglige mål, I opfylder med opgaven. I skal opfylde mindst to, og I kan blandt andet se de faglige mål her. Ministeriets vejledning til målene kan læses her (gå til 2.1).
- Oplægget må højest vare i ti minutter. Det er dog en rigtig god idé, hvis ikke det varer væsentligt kortere end ti minutter, da jeres præsentation er jeres mulighed for at sætte dagsordenen for eksamen. Sigt derfor efter at komme så tæt på ti minutter som muligt.
- Husk, at det er en historieeksamen. Selvom i måske er gået meget i detaljen med en lille del af historien (hvilket er helt OK), så er det vigtigt, at I kan sætte det ind i en historisk kontekst.
- Eksamen er individuel, også selvom man har arbejdet sammen om opgaven. Alle skal derfor lave deres egen præsentation.
Når I er færdige med oplægget, skal I holde det for hinanden i grupper på tre til fire personer, som jeg udarbejder. Giv hinanden god og grundig feedback på oplæggene og ret dem herefter til ud fra den feedback, I har fået.
I feedbacken kan I komme ind på ting som:
- Stod det klart, hvad opgaven og præsentationen handlede om?
- Stod det klart, hvad der var blevet undersøgt, og hvad der var kommet frem til?
- Stod det klart, hvilke metoder der var blevet anvendt?
- Stod det klart, hvilke faglige mål, det levede op til?
- Var præsentationen godt medieret? Stod der tilpas meget på de forskellige slides? Var det godt illustreret?
- Varede præsentationen ti minutter? Mere? Mindre?