Med de nationalliberales magtovertagelse blev Danmark forvandlet fra en enevældig helstat til en nationalstat. Lad os starte med at få de to begreber helt på plads:

Den enevældige helstat er defineret af den enevældige konge. Staten er det område, hvor han hersker. Det betyder ikke det store, hvad folk i områderne føler eller identificerer sig som, hvilket sprog de taler, hvilke traditioner de dyrker og den slags. Dette havde været den almindelige måde at forstå stater på indtil da.

Nationalstaten er defineret af folkefællesskabet. Staten er det område, hvor dem, der udgør nationen (i dette tilfælde danskerne) bor. Dermed er det meget vigtigt, at dem der bor i den danske stat identificerer og forstår sig selv som danskere, taler dansk og dyrker danske traditioner. Man kan ikke have et stort tysksindet mindretal boende i nationalstaten Danmark.

Slesvig og Holsten var helt indforståede med, at være en del af den danske helstat. Men de tysksindede i de to hertugdømmer var ikke spor interesserede i at blive en del af den danske nationalstat. De havde tænkt sig at blive ved med at føle sig tyske og tale tysk.

Holsten var ikke så interessant for Danmark. Den var for tysk og der var næsten ingen dansksindede. Men i Slesvig – særligt den nordlige del – var der mange dansksindede og derfor var det naturligt for de nationalliberale, at det skulle høre til Danmark. Den danske nationalstat skulle gå til Ejderen, som var floden mellem Slesvig og Holsten.

Treårskrigen

Kort tid efter, at kongen havde indvilget i at overdrage magten til borgerne anført af de nationalliberale endte det i en reel borgerkrig. De slesvigske fyrster fremlagde magtoverdragelsen som en form for et kup og vendte sig mod den. De tog magten i en stor og vigtig fæstning i Rendsborg i det nuværende Tyskland.

De fik hjælp fra den relativt unge og fremadstormende tyske stat Preussen, som gerne så de mange små selvstændige tyske stater, som Tyskland dengang udgjordes af, knyttet tættere sammen.