Produktion af apps

Vi skal i gang med at producere apps. Det betyder ikke, at vi er færdige med teorien. Vi skal stadig gennemgå nogle ting sideløbende med produktionen.

Produktionen af apps er en individuel opgave. Det betyder, at alle elever skal producere hver deres app. Jeg anbefaler, at I bruger appinventor til opgaven, men hvis I kender noget andet software som I kan finde ud af at bruge, er det også OK.

Vi læner os op af kapitlet Spilproduktion i Praksis i Computerspilsbogen. Kravsspecifikationen får I her på siden, hvorefter vi går videre til idéudvikling. Da I arbejder individiduelt, behøver I ikke gøre så meget ud af rolle- og ressourcefordelingen.

Som en del af konceptudviklingen skal der laves en prototype on paper. Det taler vi mere om i undervisningen.

Cases

I skal vælge én af de nedenstående cases (inkl kravsspecifikation) til jeres app.

Rejsebureau

Rejsebureaet Urban Travel arrangerer storbyrejser i Europæiske storbyer. De vil gerne bruge en app til at kommunikere med deres kunder og potentielle kunder.

Appen skal have to formål. Den skal dels fungere som en slags reklame mod de potentielle kunder, som selskabet kan få til at downloade den. Samtidig skal den fungere som en slags rejseguide, når folk er ankommet til deres destination. Rejsebureaet forestiller sig for eksempel, at der kunne være et kort over byen, en valutaomregner og lignende.

Slagelse Handelsstandsforening

Slagelse Handelsstandsforening vil gerne trække flere mennesker til butikkerne i Slagelse by. Derfor vil de gerne have lavet en app, som viser fordelene ved at handle i Slagelse.

De forestiller sig, at den kan have et kort over butikker og parkeringsmuligheder, en funktion som viser aktuelle udsalg og tilbud, en funktion som fortæller, om der er arrangeret nogen events i byen og måske nogle konkurrencer, som folk der har downloadet appen kan deltage i. De er dog også åbne for andre muligheder.

Trelleborg

Trelleborg vil gerne have lavet en app, som skal understøtte historieformidlingen for besøgende.

De vil gerne have, at den fungerer som en interaktiv guide for besøgende. De ønsker, at man skal kunne få oplysninger, lyd og billeder og måske små videoklip om det konkrete sted, man befinder sig. De ser også gerne en funktion, der leder besøgende rundt af en bestemt rute.

Avanceret: Studie-app

Præsenteres nærmere i undervisningen. Kræver erfaring.

Egen case

Man må gerne lave sin egen case. Den skal godkendes af læreren.

For at blive godkendt skal den have en afsender og et klart kommunikativt formål. Den skal altså formidle noget. Det er for eksempel ikke nok at lave en lommelygte-app eller lignende.

Målgruppepersona

Skriv din målgruppepersona ind her.

Hvis du mangler inspiration til, hvad der kan stå i din målgruppepersona, er der et eksempel på en her.