Vinklen

Når man har sin historie, skal man lægge sig fast på sin vinkel, altså den indgangsvinkel man vil have til sin historie.

Ofte vil vinklen give sig selv. Hvis historien er, at man har vundet en pris, åbner en ny butik eller arrangerer en stor turnering, skal det selvfølgelig også bare være vinklen.

Andre gange kan det være mere kompliceret. Lad os sige, at handelsstandsforeningen laver en undersøgelse, som viser en lille generel tilbagegang i omsætningen, men en stor fremgang i et bestemt indsatsområde? Hvad skal vinklen så være?

Den skal være det, som bedst repræsenterer foreningens synspunkter. Det er dig, der laver pressemeddelelsen, så det er dig, der får lov at bestemme vinklen. Men vær opmærksom på, at avisen er i sin gode ret til at bruge din pressemeddelelse til at lave en anden historie med en anden vinkel, hvis de vil det.

Undgå flere vinkler i en pressemeddelelse. Lav hellere flere pressemeddelelser, hvis du har brug for flere vinkler. Dette er meget vigtigt, da vinkel nummer to ellers altid vil drukne, og din pressemeddelelse vil blive rodet med flere vinkler.

Forrige: ForsideNæste: Skabelon