Kildekritik

Kildekritik er en grundlæggende metode i historiefaget. Når vi arbejder med kilder er det vigtigt at kunne bedømme deres gyldighed og troværdighed, så man kan vægte dem i forhold til hinanden. Man kommer nemlig ofte ud for, at kilder udlægger begivenheder vidt forskelligt.

Det er ikke nødvendigvis fordi kilderne bevidst forsøger at vildlede. Måske husker de forkert. Måske har de kun mulighed for at beskrive en lille del af en meget større kontekst. Måske bygger de på andre kilder, som har taget fejl. Måske har de misforstået situationen.

Nedenfor er der et udpluk af de vigtigste begreber og værktøjer.

Det funktionelle kildebegreb: En god eller dårlig kilde afhænger af kontekst

Om en kilde er god eller dårlig afhænger først og fremmest af, hvordan den bruges.

Meget partiske kilder kan for eksempel være fremragende, hvis man bruger dem i den rette sammenhæng.

Et brev fra en soldat i 1. verdenskrig, som skriver begejstret om, hvor fantastisk krigen er, og hvor let det går med at slå fjenden er en rigtig dårlig kilde til at beskrive, hvordan det – set over hele krigen – var at være soldat. Men det er en god kilde til at beskrive den krigsbegejstring der herskede i de første uger.

Nazisternes efterfølgende beskrivelse af Versaillestraktaten er en dårlig kilde til at beskrive forhandlingsforløbet og de faktiske vilkår i traktaten. Men det er en god kilde til at beskrive den vrede, fredsaftalen vakte i Tyskland og hvordan nazisterne udnyttede vreden til deres fordel.

Tendens

Tendens handler om, hvorvidt beretningen er præget af en bestemt holdning til den begivenhed, der berettes om.

Det kan være en bevidst fordrejning for at fremstille tingene i et særligt positivt eller negativt lys, afhængigt af, hvad der tjener kilden bedst, men det kan også være helt ubevidst. Hvis man har været i krig mod en fjende i fire år, vil man måske have en tendens til at fremstille fjenden som endnu mere grusom, end tilfældet faktisk var.

Det er altid en god idé at vurdere sin kilde og tænke over, om personen eller personerne bag kan have en eller anden form for dagsorden.

Levn/beretning

Man skelner grundlæggende set mellem to typer af kilder: Levn og beretning.

Levn er en håndgribelig fysisk ting, mens beretning er en noget som nogen – som regel et øjenvidne – fortæller. Man kan lidt forsimplet sammenligne det med en retssal, hvor levn er et bevis og beretning er et vidneudsagn.

Levn er (som udgangspunkt) altid bedre end beretning. Det hænger sammen med, at vores hukommelse ikke altid er så god, som vi tror. Der kan være en masse ting, som går ind og forstyrrer måden vi husker tingene på.

Hvis vi har en beretning som fortæller, at Franz Ferdinand blev skud i ryggen, men hans uniformsjakke har alle skudhullerne foran, må vi antage, at beretningen er forkert.

Man kan godt vælge at bruge beretninger som levn. Det kan for eksempel gøres med breve hjem fra soldater i 1. verdenskrig. Hvis vi kun ser på indholdet af brevene, bruger vi dem som beretninger. Men ser vi for eksempel på, om tonen i brevene er optimistisk eller pessimistisk bruger vi dem som en slags levn. Så handler det ikke længere om, hvorvidt det faktuelle, som står i brevet er rigtigt eller forkert. Det handler i stedet om, hvordan brevet er skrevet.

Primær/sekundærkilde

En primærkilde er den kilde, vi har tilgængeligt, som ligger tættest på begivenheden, vi beskriver. Den baserer sig dermed ikke på andre kilder, men er kilden i sig selv. Det kan for eksempel være et brev, et dagbogsnotat, et dokument eller lignende.

En sekundærkilde er til gengæld en kilde, som baserer sig på andre kilder. Den vil ofte henvise direkte til andre kilder og udgøre en fortolkning eller resume af dem. Det kan for eksempel være en lærebog, en historisk undersøgelse, en artikel eller lignende.

Første/andenhåndsberetning

En førstehåndsberetning er en beretning fra en person, som selv har oplevet det, der berettes om.

En andenhåndsberetning er en beretning fra en, som ikke selv har oplevet det, men som har oplysningerne fra et andet sted. Det kan være noget vedkommende har fra andre personer, aviser, bøger eller andet.

Den samme kilde kan sagtens indeholde både første og andenhåndsberetninger. En soldat kan sagtens skrive et brev, som både handler om ting han selv har oplevet og ting han har hørt fra andre.

Førstehåndsberetningen er som udgangspunkt altid mere troværdig end andenhåndsberetningen. Det skyldes, at der kan opstå en masse misforståelser hver gang en beretning gives videre.

Øvelse: Første og andenhåndsberetning. 

Ophavssituation og repræsentivitet

Kildens ophavssituation handler om, hvor, under hvilke omstændigheder og hvornår kilden er blevet til i forhold til, hvornår begivenheden fandt sted.

Beretninger, som er nedskrevet umiddelbart efter en begivenhed er som udgangspunkt altid mere troværdige end beretninger, som er nedskrevet længe efter begivenheden. For eksempel er breve fra fronten og dagbogsnotater fra soldater som udgangspunkt altid mere troværdige, end interviews med soldater mange år efter krigens afslutning.

Det skyldes dels, at vi har en tendens til at glemme detaljer, men også at vi påvirkes af, hvordan andre taler om en begivenhed. Dermed farves vores erindring af begivenheden af eftertidens syn på tingene.

Det er også vigtigt at undersøge den kontekst, kilden er skrevet i. Et brev, som er skrevet af en person, som har vidst, at brevet ville blive kigget igennem og censureret af myndighederne skal læses anderledes end et, som ikke ville blive censureret.

Derfor bør man altid undersøge, vurdere og tage højde for, under hvilke omstændigheder en kilde er opstået.

Historisk kontekst

Det betyder også, at kilder altid skal læses i sin historiske kontekst. De normer, vi har i dag, har ikke altid været gældende. I andre tider har det været helt normalt og forventeligt, at folk tænkte og sagde ting, som vi i dag ville opfatte som dybt racistisk, sexistisk eller elitært, uden at det nødvendigvis var ment på den måde.

Det er måske nemmere at forstå, hvis vi tænker frem i tiden. Måske vil man om 100 år se det som ekstremt barbarisk og hadefuldt at spise kød. Men det betyder jo ikke, at vi i dag opfatter os selv som barbarer, som hader dyr. Det er bare det, vi er vokset på med.

Op til første verdenskrig var det ikke ualmindeligt, at folk så krig som noget positivt. Det var et eventyr, hvor drenge blev til mænd og hvor man havde muligheden for at blive helt. En lejlighed til at kæmpe for sit land og sin familie.

Netop første verdenskrig var med sin grusomhed med til at ændre normerne for dette. Folk som så krig som noget positivt før første verdenskrig ville næppe gøre det, hvis de levede i dag.