Ting, vi ikke kan lide er terror eller racisme og når vi oplever det er vi rystede eller chokerede. I ingen af tilfældene skeles der til ordenes egentlige betydning. De er blevet en slags tillægsord, som vi bruger til at udtrykke vores holdning, samtidig med, at vi fortæller om dem på en måde, som helst skal virke neutral på overfladen.

Min hustru introducerede mig for år tilbage for ordet begrebshygiejne; at man nøjes med at bruge ordene i den betydning, der er dem tiltænkt og på den måde gør det lettere at kommunikere.

Jeg vil tillade mig at opfordre alle til at benytte lidt mere begrebshygiejne. Man kan godt være uenig i øremærket barsel til mænd uden at der er tale om tvang. Man kan godt mene, at den hundeafhentende politibetjent skal fyres uden at anklage ham for selvtægt.

Man kan nøjes med at bruge ordet terror om udøvelse af rædsel som skal skabe frygt og usikkerhed og racisme om mennesker, der dømmer andre mennesker på baggrund af etnicitet. Man kan sagtens være uenige med folk alligevel.

Lad os nu kalde en spade for en spade.

Selvom Kristoffer Eriksen aka indehaver af Eye Candy Morten Olsen åbenlyst har svært ved at holde masken og selvom intet fakta i pressemeddelelsen stemmer overens med virkeligheden, fandt pressen ikke anledning til at faktatjekke noget, før de bragte nyheden. Screendump fra Youtube.

Bladfolk som Lisbeth Knudsen taler hele tiden om det ’kvalitetsindhold’ som journalisterne producerer, og som går tabt, når aviser lukker, men der er i højere grad tale om journalistisk selvfedme, end en nøgtern vurdering.

Der er nemlig rigtig gode årsager til, at hverken kunder eller annoncører gider betale tilstrækkeligt for at få indhold fra aviserne: Det er ikke mere værd, end det indhold, som produceres af entusiaster og som kan hentes gratis på internettet. I hvert fald ikke ret meget af det.

Den pointe mener jeg ikke kan slås hårdt nok fast, og jeg vil hylde drengene fra Douglas Entertainment for endnu engang at vise det: Så længe medierne ukritisk viderebringer alt hvad de får ind som om det var fakta, er de ikke mere værd end Facebook og Twitter. Til gengæld er de noget dyrere at drive pr læser, og derfor er det kun et spørgsmål om tid før de må dreje nøglen om, hvis ikke de ændrer strategi.

Det fornemme stunt, som blandt meget andet førte til et interview på TV2 Lorry, kan nydes i programmet Absurdistan på DR 3. 

Interviewet i TV2 Lorry kan ses her, mens pressemeddelelsen kan læses på Absurdistans facebookside

Rigtig mange foreninger og mindre virksomheder har hjemmesider, som fremstår håbløst uopdaterede, og det kan faktisk let udgøre lidt at et problem, for det indtryk smitter nemt af på det bagvedliggende, nemlig virksomheden eller foreningen.

Det er svært at forestille sig, at der er fuld knald på en forening, hvor aktivitetskalenderen på hjemmesiden er seks sæsoner gammelt og en virksomhed fremstår ikke som særligt succesfuld, hvis topnyheden omtaler åbningstiderne i sommerferien og vi er midt i januar.

Udover det indlysende ’sørg nu for at holde din hjemmeside opdateret’ er her et par metoder til at undgå spøgelseshjemmesider:

1: Brug den ’Udgiv senere’ funktion, som findes i de fleste CMS-systemer. De fleste virksomheder og foreninger planlægger langt ud i fremtiden. Når man sidder og smider årets planer og aftaler ind i kalenderen, kan man passende tage nogle timer til at skrive små tekster om de planlagte begivenheder og sætte dem til at blive udgivet på hjemmesiden op til de valgte datoer.

På den måde kan man få de relevante informationer ud på de relevante tidspunkter med en samlet arbejdsindsats, i stedet for at skulle huske på at opdatere hjemmesiden hver gang en begivenhed nærmer sig.

2: Den anden mulighed er, at lave en hjemmeside som er konstrueret til ikke at skulle opdateres med mindre din virksomhed eller forening foretager større ændringer. Undlad at skrive datoer nogen steder og hav kun fast information, som åbningstider, adresse, kontaktoplysninger og andre lignende faste oplysninger. Et glimrende eksempel på sådan en hjemmeside er dette pizzeria.

De har udelukkende faste oplysninger samt et menukort, en gæstebog og en kontaktformular. Et slags online menukort, hvor kunder kan se menuen, åbningstider, adresse og kontrolrapport (som er et fast link, som fødevarestyrelsen selv holder opdateret). De har en online tilstedeværelse uden at skulle røre en finger for det, undtagen hvis de ændrer i menukortet.

Ulempen ved denne løsning i forhold til løsning nummer 1 er, at søgemaskiner rigtig godt kan lide opdateringer på hjemmesiden, og at I derfor risikerer at blive lidt svære at finde i google.

Begge ovenstående løsninger er dog bedre end en uopdateret hjemmeside og langt, langt bedre end slet ikke at have en hjemmeside, som alt for mange virksomheder og foreninger stadig ikke har. Giv som minimum kunder og medlemmer en chance for at finde grundlæggende oplysninger om jer, uden at skulle have fat i telefonbogen.

Da jeg ankom til organisationen var det et worddokument, hvor man skrev nyheder ind og sendte ud en gang imellem. Jeg lavede det om til en (synes jeg selv) lidt mere levende og farverig pdf-fil, men det fungerede fortsat ikke ret godt. Det var for tungt og uoverskueligt til, at folk fik det læst, det var en relativt stor arbejdsbyrde at sætte op hver gang det skulle ud og det udkom for uregelmæssigt.

Jeg tog det op igen og droppede denne gang tanken om, at det skulle ligne papir og være printvenligt og gik efter et nyhedsbrev designet til mailboksen. Jeg brugte Mailchimp, som jeg fik anbefalet af vores samarbejdspartnere til hjemmesiden.

Her valgte jeg en rss-løsning, som en gang om måneden (eller ugen, eller dagen alt efter ens indstillinger) tager alle nyheder fra en defineret hjemmeside, sætter dem op og sender dem ud til ens liste.

Hjemmesiden, den samler nyhederne op fra er en særlig underside, der er lavet til formålet og som ligger her. Her kan jeg smide nyheder op som indlæg, efterhånden som jeg får kendskab til dem og når vi rammer den 20. i hver måned, bliver de samlet op og sendt ud til listen, hvilket ser sådan her ud. Bredden er selvfølgelig optimeret til at kunne passe ind i en email.

Fordelen ved at lave det som rss-udtræk fra en særlig hjemmeside er, at de frivillige, som ønsker at holde sig særligt godt opdateret, kan læse nyhederne efterhånden som de bliver skrevet ved at gå ind på undersiden, mens de, der har meget andet at se til eller blot ikke har behov for at holde sig opdateret løbende, kan vente til det lander i deres indbakke den 20. hver måned.

Mailchimp er gratis op til der er 2.000 brugere på listen ELLER der udsendes 12.000 mails månedligt. Det kan de fleste mindre foreninger og virksomheder sagtens klare sig med, og selv hvis man kommer over, er udgiften ikke uoverkommelig. Ubegrænset udsendelse til 25.000 tilmeldte hver måned koster eksempelvis 150 dollars. Har man 25.000 tilmeldt sin mailliste er 150 dollars næppe noget stort problem.

Ryan Lanza havde det forkerte navn i den forkerte by på den forkerte dag og blev hængt ud som barnemassemorder

Et uhyrligt eksempel på dette var at finde i den amerikanske dækning af gårsdagens tragiske skoleskyderi, hvor en gerningsmand skød og dræbte 27 mennesker, fortrinsvis små børn, på en skole i Connecticut.

En fuldstændig uhyrlig forbrydelse, som man i sagens natur skal være ekstremt varsom med at hænge nogen ud for uden at have dokumentationen 100 procent i orden.

Det var ikke desto mindre lige præcis hvad der skete. Massemorderen Adam Lanza havde sin bror, Ryan Lanzas, identifikationskort på sig, og derfor var det i første omgang broderen, medierne udråbte som massemorder.

De gik på Facebook og fandt et billede af Ryan Lanza, eller i hvert fald én Ryan Lanza, for her dagen derpå er der fra flere sider rejst spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet er broderen, eller blot en tilfældig mand, som tilfældigvis har det samme navn som broderen.

Massemedierne kvajer sig, de sociale medier rydder op. Denne kampagne kører flere steder på nettet i dag.

Uanset hvad er han uskyldig, men nåede at blive hængt ud som barnemassemorder og blive rapporteret død i verdensdækkende medier inden medierne indså deres fejl. Tænk engang hvilket konsekvenser det har. Tænk hvis ens familie, ens venner, ens kolleger, ens gamle kærester, gamle skolekammerater og alle, man har haft kontakt til gennem livet får at vide, at man har skudt og dræbt 27 uskyldige mennesker og herefter begået selvmord.

Massemedierne har et ansvar, som sociale medier ikke har. Massemedierne er publikationer, sociale medier er snik-snak nede i Brugsen på globalt niveau. De er beregnet til spekulationer, rygter og misforståelser, og det er en del af kontrakten med brugerne, at disse ting er en del af gamet.

Sådan er det bare ikke med massemedier. En del af kontrakten mellem seerne og for eksempel CNN er, at de ting, de videreformidler er bekræftet og faktatjekket. Hvis ikke, massemedierne kan leve op til denne kontrakt, har de mistet den sidste smule relevans for brugerne.

Det har Liberal Alliance et interessant bud på. De har lavet en hjemmeside, hvor man ved at justere på nogle elementer i den aktuelle finanslov kan ændre udfaldet af loven. Prøv selv på finanslov2013.dk.

Idéen er god og sjov og et produkt af, at man formår at tænke politisk kommunikation på en ny måde. Finansloven er uhyre tungt stof, og hjemmesiden er en god, omend noget forsimplet, måde at få et lille indblik i, hvilken betydning de forskellige elementer har for landets økonomi.

Endelig er hjemmesiden et sjovt eksempel på den interaktive kommunikation, internettet for alvor har åbnet mulighed for. Politisk kommunikation behøver ikke være en tekst med en overskrift, en brødtekst og en afslutning. Den behøver ikke engang være lineær.

- Den nye hjemmeside giver mange gode læseoplevelser. Og man kan jo prøve at se, om der er skrevet erindringer om den gade eller det kvarter, man bor i,” siger stadsarkivar Kristian Bak i den pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med lanceringen, og det er jo lige præcis det, der er attraktionen ved sådan en hjemmeside.

Det er sjovt at få malet et billede af den stemning, den duft, de syn og den støj, som har præget det gadebillede, der i dag er ens eget, og jeg vil anbefale alle at forsøge det selv.

Eller også formidles historien meget populært i film, TV og kulørte magasiner, hvor dramatisering og kunstnerisk frihed ofte vejer langt højere end respekt for og hensyntagen til de enkelte oplysningers nøjagtighed eller rigtighed. Inglorious Basterds, hvor Hitler omkommer i et brandattentat eller U-571, hvor de heltemodige engelske soldater er blevet amerikanske for at matche filmens primære målgruppe, er nok god underholdning, men næppe noget man kommer nærmere historien på.

Jeg interesserer mig for historie formidlet med respekt for metoden, men på en let tilgængelig måde, og gerne i små bidder. Jeg tror, at det kan øge vores historiske bevidsthed, hvis vi konfronteres med vores historie i det daglige. Ikke nødvendigvis ved at sætte sig ned med det ene store værk efter det andet, hvilket – alene af tidsmæssige årsager – heller ikke er realistisk, hvis man skal nå et bredere befolkningsudsnit, men ved løbende at blive præsenteret for små bidder af historien i de rum, hvor vi i forvejen bevæger os.

Det var en af årsagerne til, at jeg blev så begejstret over Alwyn Collisons projekt om 2. verdenskrig, at jeg måtte lave mit eget. Og det er den slags, jeg ønsker at skrive om her på bloggen og i øvrigt lave flere projekter om fremadrettet.

Jeg er igennem sommeren kommet frem til, at mit fokus skal være nye former for historieformidling. Ikke i stedet for guerillakommunikationen, men som en gren eller genre af guerillakommunikation.

Det er selvfølgelig ikke mindst de gode erfaringer fra Auken/Nyrup-projektet, som giver blod på tanden i forhold til historieformidling. Dels alt den opmærksomhed projektet fik, men især hvor sjovt jeg selv havde det med at lave det.

Samtidig kommer jeg med mit nye fokus nærmere min egen uddannelsesmæssige baggrund som historier/medievidenskaber, og endelig ligger det også langt bedre i tråd med de opgaver, jeg får i mit lille firma.

Ja, det var (endnu) en lille regibemærkning, som jeg dog synes var nødvendig for at markere en skillelinje i bloggens fokus.

Det er jo altid svært at forestille sig, hvordan den slags projekter kommer til at udarte sig, men ingen af mine forestillinger inden jeg begyndte stod mål med virkeligheden. Især tre ting har været overvældende: Den meget høje grad af interaktion fra brugerne, de mange positive tilkendegivelser på nettet og i ude i virkeligheden og den presseomtale, det hele affødte.

Interaktionen fra brugerne begyndte allerede, da jeg annoncerede projektet med min egen twitterprofil, og folk øjeblikkeligt begyndte at anbefale det. Det var med til at give en flyvende start og betød, at der efter bare et døgn var omkring 150, der fulgte opdateringerne, hvis man lægger twitter og facebook sammen.

Interaktionen har i øvrigt artet sig forskelligt på facebook og twitter. Hvor brugerne på twitter mest har interesseret sig for fænomenet med at formidle historie i realtid på sociale medier, har interessen på facebook primært samlet sig om indholdet og brugerne har leget med på en anden måde end på twitter. Hvorvidt det skyldes mediernes natur eller blot er et tilfælde er nok for tidligt at sige.

Presseomtalen begyndte, da Politiken den 21. marts dedikerede forsiden af kultursektionen til historieformidling i realtid. Alwyn Collison, der står bag liveopdateringen fra 2. verdenskrig og undertegnede udtalte os i artiklen, og i timerne efter, at avisen var kommet på gaden ringede TV2 News, P1 Morgen og Go Morgen P3 for at få mig i studiet til en snak om projektet.

Indslaget på News og artiklen i Politiken er desværre ikke på nettet, men indslaget fra P1 Morgen kan høres her og indslaget fra Go Morgen P3 her. Siden har jeg i øvrigt også set projektet omtalt på Berlingskes hjemmeside.

En interessant erfaring i den forbindelse er i øvrigt, hvor dårligt omtalen konverterede til brugere. Det kan end ikke spores i statistikkerne, at der var et døgn med ret massiv mediedækning af projekterne, men det er jo næsten emne nok til et helt blogindlæg i sig selv.

Alt i alt er jeg ikke så meget i tvivl om, at jeg gerne vil lave et projekt mere i den nærmeste fremtid. Som jeg har sagt flere gange ser jeg stadig et stort udviklingspotentiale i formen, og næste gang håber jeg at kunne lave det mere tværmedialt, så opdateringerne kan suppleres af billeder, video, lydklip, artikler og hvad man ellers måtte kunne finde på. Det er klart, at ophavsretten stikker en kæp i hjulet på den slags, men det må kunne løses.

Samtidig synes jeg, at jeg har genfundet glæden ved historie og historieformidling, hvilket jo nok også kommer til at præge emnerne i bloggen fremover.