Digital dannelse eller det digitale som værktøj

I pædagogikumsammenhæng synes der at være en udbredt opfattelse af, at digital dannelse kan opnås alene ved at bruge digitale redskaber i undervisningen.

At man for eksempel sikrer digital dannelse ved at lade eleverne skrive resultater af nogle forsøg ind i google docs eller ved at lade undervisningen foregå via en hjemmeside, ligesom min egen.

Jeg er ikke enig i den udlægning. Jeg mener, at man må skelne mellem læring af IT og læring med IT. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem de to, og de kan sagtens sameksistere i det samme forløb og den samme øvelse, men der er nødt til at være læring af IT tilstede, hvis man skal kunne tale om digital dannelse.

Jeg kan tage udgangspunkt i Michael Paulsen og Jesper Tækkes definition af digital dannelse og mit eget forløb om den industrielle revolution her på siden. Det er værd at huske på, at det ikke var formålet med forløbet at være digitalt dannende. Det er altså ikke en selvkritik, forløbet bruges blot som reference. 

Indtryk

Er der da ikke tale om indtryk, når jeg beder eleverne om at læse og se video på min side? Nej, det er der ikke, for jeg vil jo netop have eleverne til at sluge al den information, jeg giver dem fuldstændig ukritisk. Jeg ønsker jo netop hverken, at de skal bruge tid på at lede efter informationen og slet ikke, at de skal vurdere den kritisk. De har mit ord for, at den er god nok.

Det betyder ikke, at man ikke sagtens kunne lave et forløb, hvor man bad eleverne finde, bearbejde og vurdere informationer på nettet. Det ligger endda meget lige for i et fag som historie, hvor kildekritik i forvejen er en vigtig del. Men det er ikke digital dannelse alene fordi eleverne skal læse informationerne på en hjemmeside.

Udtryk

Hver gang i forberedelsen og hver gang i løbet af lektionen har jeg bedt eleverne om at udtrykke sig i en lille skriftlig øvelse på hjemmesiden. Er det da ikke digital dannelse? Nej, for det digitale er i denne sammenhæng udelukkende et redskab. Eleverne kunne have opnået samme resultat ved at skrive tingene med en blyant på et stykke papir, som jeg havde fotokopieret og delt rundt. De er ikke blevet præsenteret for de nye udtryksformer, som de digitale medier har bragt med sig.

Igen kunne man sagtens have tænkt det ind i et forløb. I 2012 lavede jeg (inspireret af andre lignende projekter) et historieformidlingsprojekt på twitter, hvor jeg “live”-opdaterede fra det socialdemokratiske formandsopgør i 1992 med præcis 20 års forsinkelse.

Det gav nogle sjove formidlingsmæssige muligheder. Som jeg selv fik lejlighed til at forklare dengang: “Når man ser tilbage på det, der foregik for for 20 år siden, trækker man som regel de væsentlige begivenheder ud. Det giver et forvrænget billede af begivenhedernes gang. På Twitter og Facebook kan man lade historien udspille sig i realtid”

Det kunne ikke have ladet sig gøre uden digitale medier.

Refleksivitet

Heller ikke her lagde forløbet om den industrielle revolution op til den store digitale dannelse. Eleverne brugte digitale medier fordi jeg bad dem om det, og havde ikke selv lejlighed til at vælge eller bare reflektere over, hvorfor.

Her mener jeg imidlertid også, at der er en oplagt mulighed for digital dannelse i et historiefag. Udover de klassiske problemstillinger med multitasking og manglende opmærksomhed oplever jeg, at mange elever ser muligheden for informationssøgning udtømt, hvis ikke informationen er at finde på de første par sider af en googlesøgning. Men netop historie er jo kendetegnet ved, at der findes rigtig mange kilder, som ikke er digitaliserede.

I historiefaget er det altså ekstra værdifuldt, at kunne reflektere over, hvordan og hvornår digitale medier bør bruges.

Deltagelse

Det kunne være fristende at betragte øvelserne, hvor eleverne skulle diskutere med hinanden i hjemmesidens kommentarspor som deltagelse, og det er også helt afgjort her, vi kommer tættest på Michael Paulsens definition. Vi lader faktisk eleverne deltage lærende og fagligt bidragende i undervisningen via de nye medier.  Det var den digitale udgave af en klassediskussion, men det var faktisk lidt mere end det. Takket være de digitale medier er samtalen nemlig ikke flygtig som en mundtlig diskussion, men er dokumenteret og bliver stående på siden, til glæde for elevernes fremtidige refleksioner og eksamenslæsning.

Vi bidrager dog ikke fagligt eller lærende til samfundet, hvilket også er en del af definitionen. Det hele foregik nemlig i et lukket rum. Der kom ingen input udefra til diskussionen, ligesom elevernes indlæg ikke læses af andre, end læreren og klassekammeraterne.

Det kunne man sagtens gøre. Ved at lade diskussionen foregå på twitter eller et andet åbent forum og invitere andre gymnasieklasser, lærere eller eksperter til at deltage, ville vi komme meget tættere.