Jeg fik i går afslag på at bruge et billede fra Scanpix. Billedet skulle have været brugt i forbindelse med et projekt, som jeg snarest vil beskrive nærmere her på bloggen. Projektet kommer blandt andet til at foregå på facebook, hvilket blev gjort til en del af begrundelsen af afslaget.

- Scanpix kan fint videreformidle et billede til brug på andre sociale medier end Facebook. Men da Facebook’s retningslinjer ikke værner om fotografens rettigheder, går salg hertil desværre ikke an, med mindre billedet er indlejret i en låst grafik, forklarede en i øvrigt sød og serviceminded dame fra Scanpix i en mail, da jeg spurgte ind til afslaget.

Den anden del af begrundelsen på afslaget var, at jeg for at få billedet til at passe størrelsesmæssigt, havde fjernet et par centimeter tom luft mellem de to hovedpersoner. Jeg skal nok finde en anden måde at illustrere mit projekt, men afslaget og de ophavsretslige love og regler, som gør det muligt, rejser et vigtigt principielt spørgsmål: Hvem ejer rettighederne til vores historie?

Billedet, jeg ville bruge, er taget i en bestemt historisk sammenhæng, nemlig Socialdemokraternes formandsvalg i 1992, altså en 20 år gammel begivenhed. Som bekendt blev Poul Nyrup efterfølgende Danmarks statsminister gennem ti år, og begivenheden kan altså med rette siges at være en del af vores fælles danske historie.

Fotografen, der har taget billedet, var der næppe ved et tilfælde. Når den slags historiske begivenheder løber af stablen, foregår det som regel sådan, at en flok journalister og fotografer akkrediteres, altså får særlig adgang til begivenheden, også selvom der er tale om en begivenhed, hvor alle og enhver ikke bare kan dukke op, som for eksempel en partikongres. Det sker i demokratiets og oplysningens navn, således at det er journalisternes og fotografernes ansvar at holde alle os andre informerede og sørge for åbenhed omkring processerne.

Disse akkrediterede journalister og fotografer, og dem der sættes til at administrere deres værker, har herefter hånd- og halsret over deres billeder og tekster. Også selvom disse er dokumentation for vores fælles historie og kun er blevet til, fordi journalisterne og fotograferne er blevet givet en særstilling som vi andre almindelige mennesker ikke kan opnå. Det er de færreste større begivenheder, hvor man kan blive akkrediteret som almindelig blogger eller civilperson.

Den hånd- og halsret gælder ikke bare sammenhængen, billede eller tekst bruges i. Den gælder, som i mit tilfælde, også mediet det skal optræde på. Det er op til rettighedshaverne at tage vores fælles historie som gidsel, fordi det medie deres værk ønskes publiceret på ”ikke værner om fotografens rettigheder”. Historiske begivenheder, som de er blevet betroet at dokumentere, bruges som våben i en kamp for branchens egne snævre interesser. Det er i mine øjne dybt problematisk.

Det samme er hele den måde, rettighederne administreres på. Hvadenten det gælder historiske avisartikler (som administreres af Infomedia, eget af JP/Politiken og Berlingske) eller billeder (som administreres af Polfoto og Scanpix) er der tale om databaser, som reelt er lukkede for offentligheden. Både priserne og arbejdsgangen for at få adgang til databaserne er indrettet på de store, gammeldags mediehuse.

Jeg foreslår ikke, at alt lægges gratis frem, og at alt bliver anarki. Jeg er med på, at fotografer og journalister skal betales for deres arbejde, og at man som privatperson og medie må til lommerne for at få adgang til deres arbejde, ligesom det gælder for alle mulige andre menneskers arbejde. Men jeg mener ikke, at fotografer, journalister og mediehusene er deres ansvar for vores fælles kulturarv og fælles historie bevidst, når de administrerer tekst og billeder, sådan som det sker i dag.