Journalistforbundet meldte i dag ud, at de støtter ACTA, altså den internationale handelsaftale, som blandt andet skal håndhæve ophavsret med meget mere på nettet.

Jeg vil her ikke bruge plads på at forholde mig til, at lovforslaget får hård kritik for at være alt for tvetydigt, for at lægge op til at give helt uforholdsmæssige rettigheder og forpligtelser til private udbydere, for at gå på kompromis med privatlivets fred og ytringsfriheden og for at have haft en udemokratisk proces.

Jeg vil heller ikke bruge plads på at forholde mig til, at Dansk Journalistforbund tilsyneladende melder støtten ud uden opbakning fra sit bagland, uden forudgående debat med medlemmerne og angiveligt på baggrund af et argumentpapir fra Rettighedsalliancen (tidligere Antipiratgruppen), som forbundet er medlem af.

Jeg vil end ikke forholde mig til det håbløse i overhovedet at lave den slags lovgivning, da alle erfaringer siger, at den blot vil blive ignoreret og brudt af millioner af brugere, hvis ikke den er forenelig med deres opfattelse af rimelig brug af internettet. Ikke fordi det ikke er vigtige debatter, men fordi de hører til andre steder.

Jeg vil i stedet forholde mig til det beklagelige og forældede i, at Dansk Journalistforbund finder det hensigtsmæssigt at beskytte sine medlemmers interesser ved at støtte op om en strammere lovgivning på rettighedsområdet.

Det er som at se musikindustrien for 10-15 år siden. I stedet for at tilpasse sig og omfavne den udvikling, som betyder at vi kan dele tekst og oplysninger med hinanden på få sekunder, forsøger Dansk Journalistforbund med sin støtte at begrænse vores muligheder, under trusler om censur, erstatningskrav og bøder.

Musikindustrien lærte det på den hårde måde. Masserne nægtede at rette ind, og proportionsløse civile søgsmål for millioner af dollars til teenage-knægte, som havde downloadet musik på pirattjenester, gav ikke industrien andet end alvorlige ridser i PR-lakken. Det var først da Steve Jobs med iTunes præsenterede en ny form for forretning, at musikindustrien så de nye muligheder, og siden har det som bekendt udviklet sig hurtigt med muligheder for at tjene penge på både download og streaming af musik.

Hvorfor forsøger Dansk Journalistforbund ikke at gå forrest? Hvorfor arbejder man ikke på at finde nye forretningsmodeller og indtjeningsmuligheder på de nye medier i stedet for at gå den modsatte vej og spænde ben for udbredelsen af journalister og skribenters arbejde, hvis ikke læseren og den, som deler teksten er parat til at gå den slagne vej? Hvorfor går man ikke efter at blive skribentvirksomhedens Steve Jobs i stedet for visionsløst at klamre sig til gårsdagens virkelighed?

Hvorfor forholder man sig så håbløst fodslæbende til den største revolution inden for journalistik og skribentvirksomhed siden Gutenbergs trykpresse. Eller måske den største nogensinde.

Link til nyheden om Journalistforbundets støtte til ACTA. Læg mærke til brugerkommentarerne, som ikke just vidner om opbakning i baglandet.

OPDATERING, 7. februar: Næstformanden i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, der i går kom med støtteerklæringen på forbundets vegne trækker i dag i land og siger, at det kun er hans egen holdning. Læs hans tilbagetog her.