Som det har stået beskrevet i dagspressen lykkedes bestræbelserne med at få Rasmus valgt ind. Han fik 5.410 personlige stemmer og det syvende mandat i Sjællands storkreds, og var endda væsentligt tættere på det sjette end på ikke at blive valgt.

Der er et par ting, jeg ville have beskrevet undervejs her på bloggen, hvilket der desværre ikke blev tid og overskud til, så jeg beskriver dem nu i stedet.

Midt i valgkampen lancerede vi en plakat. Officielt var det en gave fra DUI i Høng, uofficielt og rigtigt var det noget, vi havde fået lavet på DUIs hovedkontor. Vi er i denne sammenhæng det samme team, som har stået bag den tidligere nævnte STAR-model samt medarbejderkampagnen.

Plakaten var en tegnet ’filmplakat’, som portrætterede Rasmus som westernhelt, som skulle til Christiansborg for at rydde op. Stuntet tog imidlertid lidt af en maveplasker, og bortset fra lidt omtale i den lokale Høng-presse, kastede den ikke rigtigt noget af sig.

Om det var fordi der i forvejen var for mange plakater fra for mange kandidater, om vi ikke fik den solgt godt nok eller om plakaten bare ikke var sjov nok er jeg ikke i stand til at vurdere på nuværende tidspunkt, men det gav ikke nogen ret god ROI, og da slet ikke sammenlignet med facebookkonkurrencen og valgsangen.

Det andet stunt var det skøreste jeg har været med til at arrangere. Dagen før valget red Rasmus ned gennem gågaden i Kalundborg på en kamel. En anden kamel havde et dækken med skriften ’Rasmus vil pukle for dig’ trykt på.

Jeg havde ikke selv mulighed for at deltage på dagen, men kunne læse om det i den regionale og lokale presse, ligesom jeg har ladet mig fortælle, at happeningen fik 4-500 mennesker til at smile, og det er jo i sig selv en god ting.

Happeningen blev besluttet 3-4 dage forinden af Rasmus, hans dygtige medhjælper og vores fælles tidligere kollega Karen Marie Kruse, og mig selv. Idéen kom fra, at Rasmus engang havde truet med noget lignende i en avisartikel. I et interview om, hvad han havde planlagt for valgkampen sluttede han af med at sige noget i stil med ’Og hvis vi ikke kan finde på andet, så kan jeg jo altid leje en kamel’.

Nu stod vi i en situation, hvor vi havde lavet alt, hvad vi havde kunnet komme i tanke om, samtidig med, at vi gerne ville slutte valgkampen af med et brag. Derfor blev vi enige om at gøre alvor af den gamle spøg. Det viste sig at være nemmere end man skulle tro at leje et par kameler (der findes åbenbart deciderede kameludlejninger) og det kunne derfor relativt let realiseres.

Det blev lidt anekdoteagtigt. Jeg vender snarest tilbage med flere betragtninger og historier fra valget og kommunikation generelt.