Online ide til god kommunikation, marketing og reklame

19 maj 2011, 16:23

Jakob Horn

0

Kommunikation, marketing og reklame er kun så god, som målgruppen den når, men hvordan sikrer man, at den når ud til de rigtige mennesker. Når man bevæger sig i online-universet, er der heldigvis en relativt sikker metode til det.

SEO (search engine optimization – eller på dansk søgemaskineoptimering), hvor man optimerer sin hjemmeside til søgemaskiner som google har efterhånden udviklet sig til en sand videnskab og levegrundlag for et utal konsulenter og små firmaer.

Uanset om man hyrer en konsulent eller ej, er der meget, man selv kan gøre. Tag denne artikel som eksempel. Overskriften ville givetvis ikke gøre sig særligt godt i en avis eller et magasin, men det her er en blog, og så er spillereglerne nogle andre.

Jeg kan ikke forvente, at folk sætter sig til rette med en kop kaffe, går ind på min blog, scroller ned over den og finder de ting, de vil læse. De fleste af mine læsere vil komme fra søgemaskiner, fordi de er på jagt efter information, som jeg udbyder i et af mine blogindlæg, og min opgave er at sørge for, at de får den information hos mig, i stedet for de mange andre hjemmesider, der udbyder den.

Vil jeg det, må jeg gribe det systematisk og videnskabeligt an, og til det formål findes et fantastisk værktøj, nemlig googles (hvem ellers) Keyword Tool. Her kan man slå et hvilket som helst ord eller sætning op og se hvor mange, der søger på det om måneden. Tager vi udgangspunkt i min overskrift, fordeler tallene (i parantes) sig cirka således:

  • Online (2.200.000)
  • Ide (110.000)
  • God (165.000)
  • Kommunikation (60.500)
  • Marketing (75.000)
  • Reklame (90.500)

Jeg kunne utvivlsomt have fået flere ved at love nøgenbilleder af Paris Hilton, men det havde ikke alene været uærligt, men også stridt imod formålet. Mange besøgende er ikke et mål i sig selv.

Jeg vil gerne i dialog med folk, der interesserer sig for de nye regler inden for kommunikation og marketing, og det har jeg større mulighed for med ordene i min overskrift.

Ordene i brødteksten er også vigtige, men overskriften er langt vigtigst. Det skyldes, at jeg af SEO-hensyn har indstillet min blog således, at de enkelte sider opkaldes efter overskriften. Online, Ide, God, Kommunikation, Marketing, Reklame indgår med andre ord i hjemmesideadressen på den side, du kigger på lige nu.

Hvis jeg havde skrevet dette til en avis eller et magasin, havde jeg kaldt den ”Kommunikation med kikkertsigte”. Det er uden tvivl mere elegant og mundret, men ikke alene giver kikkertsigte kun 880 søgninger om måneden, det er også de forkerte 880, da de sikkert er mere interesserede i våben, end i guerillakommunikation.

Det er jo ikke specielt romantisk, og der skal nok være mange kommunikations- og journalistuddannede med en lille digter i maven, som nægter at lade deres overskrifter diktere af googles søgerobot, men så må de også affinde sig med, at deres materiale ikke bliver læst ligeså meget online, som de der gør.

Dette indlæg skal tjene som både blogindlæg og forsøg. Blogindlægget skulle gerne inspirere til at lave bedre overskrifter online, mens forsøget vil være at se hvor mange besøg denne overskrift genererer. Jeg vil vende tilbage med resultatet senere, men mens du venter kan jeg fortælle, at 20 mennesker indtil videre har fundet vej til mit ti dage gamle blogindlæg om F.U.K.Ts plakat ved at søge på ’Alle danskere dør’.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

1.339 Spam Comments Blocked so far by Spam Free Wordpress

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>