Årsprøve i Kom/IT – 1.v

Kære 2.v 1 – Spil i formidling-linjen

Som I jo ved, skal vi have årsprøve i Kommunikation/IT A den 25. juni. Denne side er beregnet til at opridse, hvordan prøven kommer til at foregå. Hvis der er spørgsmål, som ikke besvares på denne side, er I velkomne til at skrive til mig på jhmo@zbc.dk.

Som vi har talt om, er emnet for jeres årsprøve det spil, I har lavet i de seneste uger af undervisningen, hvor I har fået hjælp til at programmere af Søren.

Der er sat 20 minutter af til hver prøve. Det er inklusive tid til at den ene elev skal ud af lokalet og den næste skal ind og komme i gang.

Som udgangspunkt vil prøven foregå på følgende måde:

7-8 minutter langt elevoplæg. Oplægget bør indeholde følgende:

  • En kort demonstration af jeres spil, hvor I viser de vigtigste ting frem. Cirka ét minut.
  • Lidt om jeres proces, for eksempel idéudvikling og tidsplanlægning. Cirka to minutter. (Der har jo ikke været så meget fokus på processen i dette forløb, så tal eventuelt i stedet om hvordan man kunne gribe en idéudvikling og tidsplan an).
  • Resten af tiden kan bruges på at tale om teoretiske overvejelser. Her kan I for eksempel komme ind på Greg Costikyans definition af et spil og Marc LeBlancs liste over ting, som gør spil sjove. Har I anden teori om spil, er det også oplagt at tage med her.

Sørg for hele tiden at sætte teori og metode i relation til jeres spil i stedet for bare at redegøre for den. I skal altså ikke bruge tiden på at fortælle hvad for eksempel endogen betydning er. Fortæl i stedet hvad den endogene betydning i dit spil er.

Kom også gerne ind på anden kommunikationsteori. Fortæl om spillets målgruppe og hvad du har gjort for at ramme den, symbolikken af farver, valg af eventuelle skrifttyper og så videre.

Når I er færdige med jeres oplæg, vil jeg stille nogle spørgsmål til jeres oplæg og jeres spil.

Til sidst vil vi tage en lille snak om jeres oplæg, hvilken karakter I får for det og hvad der eventuelt kan forbedres til en anden gang.