Tre kritiske punkter i eventplanlægning

Efter at have stået bag en del events og kampagner, er det min oplevelse, at der er tre kritiske punkter som er afgørende for, om man får udnyttet alt potentialet: Idéen, struktureringen og eksekveringen.

Idéen

Idéen er den kreative del af processen. Her forvandles det budskab, man ønsker at formidle til en konkret event med en klar vinkel og en fast og håndgribelig form: Et debatarrangement, en kampagne, et stormøde, en happening.

Tre ting er afgørende i idéudviklingen:

1: Eventet skal understøtte budskabet. Der skal være en direkte sammenhæng, og gerne en tankevækkende sammenhæng. Det nytter ikke noget, at selve eventet får en masse opmærksomhed, hvis ikke det kan omsættes til opmærksomhed til budskabet.

2: Eventet skal gøre budskabet let forståeligt for målgruppen. Vil man formidle svært tilgængeligt stof til menigmand er man nødt til at tale menigmands sprog, og så nytter det ikke at arrangere en paneldebat om Industrielle processer og emissioners påvirkning af bæredygtigheden af vandmiljøers økosystem, hvor spændende det end måtte være. Det er idéudviklingens opgave at koge stoffet ned til noget simpelt og forståeligt. Det er ikke altid lige nemt, for dem som har arbejdet med stoffet i mange år, og derfor synes, det virker banalt.

3: Eventet skal gøre budskabet vedkommende for modtageren. Det nytter ikke noget, at folk hører budskabet (punkt 1) og forstår budskabet (punkt 2), hvis ikke de også interesserer sig for budskabet. Eventet er nødt til at gøre stoffet vedkommende og interessant for målgruppen.

Struktureringen

Struktureringen er det, der foregår på tjeklister og i excelark. Det er her, det sikres, at der er taget højde for alting. For går det først galt, har du ofte kun sekunder til at få det i orden igen: Hvis mikrofonen svigter til et debatarrangement, kan folk ikke vente på, at du skal i Elgiganten og købe en ny.

Det forbandede ved events er, at frugten af ugers og nogle gange måneders forberedelse ofte afvikles på få timer. Selv små ting, som man ikke lige har fået taget højde for, kan få læsset til at vælte. En glemt stikdåse, manglende internetforbindelse, en løs forbindelse i en mikrofon eller et defekt bagtæppe kan være nok til, at dit event huskes for noget helt, helt andet, end du havde planlagt.

Selvom det kan lyde banalt, er det andet kritiske punkt derfor: Vær 100 procent sikker på, at alting fungerer: At alle aftaler er på plads og bliver overholdt, at al teknikken virker, at du har fået alting med dig, at dine tilladelser er i orden, at publikum (og deltagerne!) kan finde vej til arrangementet og at der helt generelt er taget højde for alle de ting, du kan fantasere dig til går galt.

Eksekveringen

Eksekveringen er første kontakt ved en gadekampagne, det er at stille sig op og påkalde sig folks opmærksomhed ved en happening, og det er at tager telefonen og ringe rundt og få truffet de nødvendige aftaler.

Mange – især folk, som ikke er vant til det – er lede ved at ringe og introducere projektet og sig selv og indimellem ligefrem skulle bede fremmede mennesker om en tjeneste. Måske er det kendte politikere, eller andre offentlige personer, man skal ringe til, måske siger de nej, måske bliver de sure, måske bliver man til grin.

Problemet er bare, at man kan have verdens bedste idé struktureret på verdens bedste måde i verdens bedste excelark, men hvis ikke man eksekverer idéen, bliver den aldrig til noget. Eller eventet bliver langt dårligere, end det kunne være blevet, fordi man ender med at invitere sine bekendte, som engang har arbejdet med vandmiljø for kommunen i et panel, hvor man kunne have haft miljøministeren.

Det samme kan siges om en happening eller gadekampagne. Den kan være nok så velforberedt, men hvis ikke man kommer over den barriere af ubehag, som mange kan have ved, at stille sig op og påkalde sig forbipasserendes opmærksomhed, så når den aldrig sit potentiale.

Der er ingen vej udenom barrieren; kun over. Og når først den er krydset én gang, bliver det heldigvis langt nemmere.

Kurz und prägnant

Kurz und prägnant.

Dette vidunderlige tyske udtryk kan vel bedst oversættes til kort og indholdsrigt. Det dækker over formuleringer, tekster, taler, indslag og andre udtryksformer, som kort og effektivt formidler en stor mængde indhold.

Jeg stiftede selv første gang bekendtskab med det, da det blev brugt rosende af en professor om en studerende under mit studieophold i Berlin, og jeg har haft det med mig lige siden, hver gang jeg skrev. Ikke at jeg altid har overholdt det, da formkrav og andre hensyn nogle gange gør det hensigtsmæssigt at lade være. Men jeg har altid tænkt over det.

At læse en tekst, som ikke udtrykker sig kurz und prägnant er nemlig lidt som at cykle i modvind. Man bruger ligeså mange kræfter, men bevæger sig langsommere fremad. Det er anstrengende og demotiverende. Modsat er det altid en fornøjelse at læse en tekst, hvor man føler, man bliver klogere af hver sætning.

Jeg har samlet otte kritiske punkter, som jeg selv bruger til at formidle meget indhold på kort tid.

1: Gå lige til sagen.

Lad være med at spilde plads på ligegyldige indledninger. Hvis vi læser din tekst, er det fordi, vi er enige i dens eksistensberettigelse. Den behøver du ikke forsvare. Du behøver heller ikke fortælle, hvad vi kan forvente at læse om senere i teksten. Det skal vi nok selv opdage. Undtagelsen er avisernes underrubrik, som på 140 anslag opsummerer hvad artiklen handler om.

2: Redigér din tekst.

Gå din tekst efter, når du er færdig, og skriv den gerne igennem igen. Selve skriveprocessen har givetvis været med til at skærpe dine pointer i dit eget hoved, så du nu er i stand til at formulere dem mere effektivt.

3: Kend dit budskab fra begyndelsen.

Hvis ikke du ved, præcis hvor du vil hen med din tekst, bliver din tekst nemt vævende. Der er ingen grund til at belemre andre med dine mellemregninger. Kender du ikke dit budskab fra begyndelsen, så skriv en vævende tekst og følg herefter punkt 2.

4: Kend din målgruppe fra begyndelsen.

Din målgruppe er afgørende for, hvor kort din tekst kan være, og hvor mange detaljer, det er nødvendigt at tage med. Skriver du til skolebørn kan det selvfølgelig være nødvendigt at forklare en masse begreber, men udelad alt det, du forventer at din målgruppe kender i forvejen. Det ender som irriterende fyld, som føles som tidsspilde for læseren.

5: Brug de korteste udtryk, du har til rådighed.

Lad være med at skrive “På grund af, at…”, når du kan bruge “Fordi…” eller “På trods af…” når du kan bruge “Selvom…”. Jo strammere du formulerer dig, desto mere fremdrift sikrer du i din tekst.

6: Undgå unødvendige fremmedord

Undgå “monitorere” og “ekstrahere”, når du kan bruge “overvåge” og “udtrække”. Unødvendige fremmedord er forstyrrende og virker studentikost.

tumblr_my6emgoIcD1t0l1lto1_5007: Brug sproget

At du skal undgå unødvendige fremmedord er ikke ensbetydende med, at du ikke skal komme ud i sprogets hjørner. Som hovedpersonen John Keating udtrykker det i Døde poeters klub: “Undgå at bruge ordet meget, for det er dovent. En mand er ikke meget træt, han er udmattet…” Jo flere ord du bruger, desto nemmere bliver det desuden at efterleve punkt 5. 

8: Brug dit billedsprog med omtanke

Jeg er selv ret tilfreds med cykle-i-modvind-metaforet fra begyndelsen af dette indlæg. Det er den korteste vej og bedste måde at formidle det, jeg vil udtrykke. Men pas på. Overdreven og unødvendigt brug af billedsprog kan gøre din tekst til en tung og langmodig omgang. Gå hellere lige til sagen. Det samme gælder i øvrigt eksempler og citater. Brug dem, men med omtanke. De skal være med til at forkorte din tekst fordi de befrier dig fra lange forklaringer. Ikke forlænge den.

Hestevognsfabrikkerne og bilens opfindelse

I går skrev jeg om taxatjenesten Uber og taxabranchens svar på, at den er kommet til Danmark.

Jeg sammenlignede med mediebranchernes svar på, at det blev teknisk muligt at streame og dele musik via internettet, men det kan nemt sættes i en endnu klarere historisk kontekst.

I 1885 fik Karl Benz – ham med Mercedes Benz – patent på den selvkørende bil, altså en bil, som kunne køre helt alene, uden hjælp fra heste eller anden trækkraft.

Tjekkiske Tatra var en af de få hestevognsproducenter, som formåede at bruge deres knowhow og infrastruktur på at gøre sig i bilindustrien.

Tjekkiske Tatra var en af de få hestevognsproducenter, som formåede at bruge deres knowhow og infrastruktur på at gøre sig i bilindustrien.

Det blev hestevognsbranchens endeligt, men sådan havde det ikke behøvet at gå. Hestevognsproducenterne burde have haft et kæmpe forspring – en kæmpe konkurrencefordel – når det kom til produktion af den nye opfindelse.

De havde allerede knowhow og værktøjer til at lave hjul, karrosserier, aksler, styretøj og en masse af de andre ting, som var en nødvendighed for at lave en bil i det hele taget.

Men med ganske få undtagelser (det tjekkiske Tatra, for eksempel) formåede de ikke at omstille sig, og da Ford i 1908 begyndte at masseproducere Ford T og sælge dem for priser, hvor de fleste kunne være med, gik det hurtigt nedad bakke for de gamle hestevognsproducenter.

Folk ville ikke eje en hestevogn, hvis de kunne få en bil. Fuldstændig ligesom folk ikke gider eje en CD eller DVD, hvis de kan streame musik og film direkte fra internettet.

Det forstod branchen bare ikke tids nok, og derfor blev det i høj grad nye selskaber – og firmaer, som havde produceret den forholdsvis nye opfindelse, cyklen – som kom til at sidde på flæsket i bilindustrien. Fuldstændig ligesom det er nye selskaber som Netflix (grundlagt 1997) og Spotify (grundlagt 2006) som sidder på flæsket i medieindustrien. Og Uber som sidder på flæsket i samkørselsbranchen.

De gamle firmaer er for tunge til at omstille sig. De er for stædige. De politianmelder, lobbyer og lægger sager an, mens de nye firmaer skaffer kunder i hundredetusindevis. De tror, de kan stoppe udviklingen.

Men de tager fejl. At tro, at man kan gøre sig gældende med en nuværende forretningsgang og teknologi i en fremtid, hvor der er en ny til rådighed, er ligeså grinagtigt som tanken om, at hestevognen skulle være et troværdigt dagligdags transportmiddel i dag.

Taxa-branchen laver mediebranchernes fejl

I går kom taxatjenesten Uber til Danmark. 

Taxarådet og Trafikstyrelsen bød den amerikanske tjeneste velkommen ved at politianmelde den. Dermed ligger de sig i slipstrømmen af etablerede brancher, som reagerer på fornyelse ved at forsøge at stoppe udviklingen af rettens vej.

Vi har set det med mediebrancher som nyhedsbranchen, foto-branchen, musikbranchen, film- og tv-branchen og vi vil se det med mange flere brancher, efterhånden som den teknologiske udvikling rammer dem.

Problemet er bare, at de alle sammen er nødt til før eller siden at acceptere tingenes nye tilstand. Stort set alle mediebrancher bruger i dag nettet til at distribuere en væsentlig del af deres varer og andelen stiger hele tiden støt. Musik, nyheder, film, TV og fotos sendes ud i cyberspace af brancher – og endda selskaber – som for få år kæmpede imod udviklingen.

Sådan vil det i sagens natur også gå i taxabranchen.

Om det lige bliver Uber (som vist også har lidt problemer med forretningsetikken), som bliver den store spiller på markedet, er ligeså usikkert at forudsige, som det ville være at gætte på, om Napster blev den store spiller på musikmarkedet.

Men sikkert er det, at vi om fem og ti år har en helt, helt anden måde at bruge taxiservices på, end vi har i dag. Ligesom vi har en anden måde at forbruge musik på i dag end for fem og ti år siden, selvom Napster ikke længere er en faktor.

Man kan politianmelde, lobby for klarere lovgivning og pudse advokater på den nye udvikling, men man får den ikke stoppet. Hvis man i stedet brugte sin energi på at omstille sig til de nye tider, kunne man måske på lidt længere sigt styrke sin virksomhed og sin branche.

Den overflødige journalistik

Susanne Sayers, nyhedsredaktør på Børsen, har et spændende blogindlæg på journalistforeningens netmedie ‘journalisten.dk‘ i dag.

Hun efterlyser det kritiske interview og kritiserer journaliststanden for mangelfuld forberedelse til interviews. Konsekvensen er det, man vel kan kalde mikrofonholderi.

Kritikken er efter min mening fuldt ud berettiget, og fænomenet er en decideret trussel mod journalistfaget. For hvad skal vi egentlig med journalister, som forsømmer det velforberedte og kritiske interview, i en verden, hvor det bliver stadigt nemmere for folk med noget på hjerte at springe aviserne over og meddele sig direkte til sine modtagere?

Skærmbillede 2014-10-23 kl. 16.29.56

Screendump fra forsiden af b.dk i dag. Inger Støjbergs påstand videreformidles ukritisk og uden perspektivering. Det er åbenbart forsidestof.

Tag en artikel som denne her, som endda har fundet vejen til forsiden af dagens digitale udgave af Berlingske. Bortset fra, at den er skrevet, så det ligner en artikel med citater fra Inger Støjberg, kunne den ligeså godt have været en pressemeddelelse eller et blogindlæg fra Støjberg selv.

Hvordan kan aviserne forvente, at vi vil betale penge for tekster, nyheder, interviews og kommentarer, som vi i princippet selv kunne indhente gratis direkte hos dem, teksterne handler om?

Politikerne er så rigeligt i stand til at udlægge teksterne selv. Hvorfor tror medierne, at vi vil betale dem for kritikløs videreformidling af det?

Politikerne er så rigeligt i stand til at udlægge teksterne selv. Hvorfor tror medierne, at vi vil betale dem for kritikløs videreformidling af det?

Hvad er det for en rolle, aviserne tiltænker sig selv i fremtidens mediebillede? Hvorfor tror de, at der fremadrettet vil være efterspørgsel på kritikløs videreformidling af synspunkter og nyheder?

Det var måske relevant før internettets tid, hvor alene det, at mediehusene havde adgang til avistrykkerier og et distributionsapparater gjorde dem relevante i forhold til nyhedsformidling, fordi papiravisen nu engang var den hurtigste måde, det skrevne ord kunne formidles på.

Det er det ikke i fremtiden. Her vil politikere, debattører, direktører og alle de andre aktører så rigeligt selv være i stand til at få skrevet og distribueret via internettet.

Det eneste, vi i bund og grund har brug for fra journalisterne, er, at de går kritisk til de udsagn, som aktørerne vil komme med. At de perspektiverer, spørger ind, faktatjekker, går i dybden og i det hele taget går bag om alle de oplysninger, der kommer til oversvømme informationsstrømmen.

Det vil jeg gerne betale journalisterne for. Kritikløs videreformidling kan jeg få gratis andre steder.

Andre eksempler

Det er ikke svært at finde andre eksempler på viljesløs videreformidling. Alle de følgende er hentet fra forsiden af b.dk samtidig med, at historien med Inger Støjberg var der. B.dk er sikkert ikke værre end andre medier, og det var blot et tilfælde, at jeg lige faldt over dem. Gå selv på jagt efter flere eksempler hos andre medier:

Østergaard: Vi kan tage fra bistanden, fordi den er så høj

Mogens Jensen lover gennemsigtighed i asylregnskabet

S: Anholdelse viser, at vi har fokus på IS-krigerne

Dansk Folkeparti kræver terrormistænkt udleveret

Mette Frederiksen: Hedegaard-sag er hovedprioritet for PET og politiet

 

Det fragmenterede mediebillede

Forleden skrev jeg om, hvordan den teknologiske revolution – særligt internettet – fjerner de stordriftsfordele, som industrialiseringen førte med sig. Dette gælder selvfølgelig stadig særligt for de ting, som kan brydes ned til data, selvom 3D-printeren giver nogle spændende perspektiver for håndgribelige og materielle genstande.

En af de steder dette for alvor er slået igennem er i medieverdenen. For 20-25 år siden skulle man have adgang til et dyrt produktion- og distributionsapparat for at henvende sig til offentligheden. Aviser behøvede trykkerier og avisbude, TV og radio havde brug for dyre studier og frekvenser at sende på.

Specialiseret marked

Sådan er det ikke længere. Enhver kan i dag starte en blog og TV kan produceres med en mobiltelefon og en youtubekanal. Man er ikke længere afhængig af, at en stor gruppe modtagere skal betale for det, man producerer for at få det produceret og distribueret. Hvis man vil kaste nogle arbejdstimer i det, kan det gøres stort set gratis.

Det giver et højt specialiseret og fragmenteret mediebillede. Hvis nogen gider producere nyheder om et emne, findes det, uanset om emnet så er pendlertrafikken til og fra Sorø Station, hvad der rører sig på i gade på Nørrebro, eller for den sags skyld folks private fester, rejser eller hverdag. Hvis der er nogen, der har noget på hjerte, findes det.

Herfra er det op til slutbrugeren at bygge sin egen avis ud fra sine helt egne interesser. Man behøver ikke længere begrænse sig til én avis, fordi det er dyrt og besværligt at holde flere. Man kan få sit indenrigsstof fra Politiken, sin sport fra Ekstra Bladet, sin vejrudsigt direkte fra DMI, sine TV-serier fra Netflix og sin kultur fra en privat blog. Kombinationsmulighederner er uendelige.

Entusiaster mod generalister

infrastruktur

Længe leve entusiasmen. På infrastruktur.blogspot.com har man siden 2005 kunnet læse om toge, jernbaner og broer.

De fleste specialiserede blogs er drevet af amatørjournalister, som ikke har den uddannelse og erfaring i at skrive, som journalisterne på aviserne har.

Til gengæld er de ofte så godt inde i deres stof, at det så rigeligt kompenserer for de sproglige mangler, der måtte være. I modsætning til omnibusaviserne, er de specialiserede blogs nemlig som regel drevet og skrevet af entusiaster eller måske ligefrem aktører i det, de skriver om. Madblogs er ofte skrevet af madentusiaster eller kokke, modeblogs af modeentusiaster eller designere, sportsblogs af sportsfans eller -udøvere og så videre.

På aviserne har stordriften som regel sneget sig langt ind på redaktionen i form af generalist-journalister, som den ene dag skriver om jordbærplukkeres arbejdsvilkår og den næste dag skriver om nobelprisen i fysik. Generalister, som skriver den ene generiske og kønsløse artikel efter den anden, om stof de ikke ved mere om, end hvad de i skyndingen har kunnet finde på wikipedia.

Hvis tekst vil du helst læse?

Revolution

For 10.000 år siden gennemgik menneskeheden sin første store revolution: Man begyndte at dyrke landbrug. I stedet for at leve en nomadetilværelse, hvor teltpælene blev hevet op hver gang føden i et område slap op, kunne man slå sig ned, opbygge byer og samfund med love og reguleringer og leve af den mad, man selv dyrkede. Samtidig krævede denne fødevareproduktion mindre, hvilket frigjorde arbejdskraft til udvikling af byerne. Det var et afgørende vendepunkt, hvis konsekvenser rakte langt ud over de praktiske fordele, selve opfindelsen af landbruget gav.

2121487586_f3af3a15ae_m

Foto: José Luís Agapito / flickr

For 150 år siden gennem gik vi vores anden store revolution. Vi begyndte en industriel masseproduktion, som har medført en total omvæltning af måden vi indretter vores samfund og hverdag på og samtidig har frigjort arbejdskraft, som har medført et uddannelsesniveau og en teknologisk udvikling, som var utænkelig for få generationer siden.

Nu står vi i den tredje store revolution i menneskehedens historie. Det er uklart hvad den præcist vil medføre og det er derfor også for tidligt at navngive den, men der kan næppe herske tvivl om, at internettet fuldstændigt vil omvælte vores hverdag og måden vi indretter vores samfund på.

Først lige begyndt

Det første, der er blevet påvirket af revolutionen, er alt det, der kan komprimeres som data. På ganske få årtier har internettet fuldstændig ændret vores måde at forbruge musik, TV, film, video, computersoftware, aviser, bøger, radio, billeder og alt andet, som kan digitaliseres og sendes direkte gennem nettet.

Jeg kunne opremse et hav af eksempler, men mon ikke læseren allerede er sig denne udvikling bevidst. Dog er det alligevel tankevækkende, at det kun er to år siden, Netflix blev tilgængeligt i Danmark, at det kun er tre år siden Spotify blev tilgængeligt i Danmark og at man som dansker først kunne komme på facebook fra 2006 – for otte år siden.

Ikke desto mindre har Netflix næsten en halv million brugere i Danmark og har tildelt flow-TV det største seerfald nogensinde, ligesom facebook med over 3 millioner danske konti har taget i mere end hveranden af os.

3D-print

Revolutionen på alt, der kan brydes ned til data er altså allerede i fuld gang, og sandsynligheden for, at tendensen vender, er vel nogenlunde den samme, som sandsynligheden for, at vi som samfund nedlægger vores landbrug og går tilbage til en tilværelse som jægere og samlere: Ikke eksisterende.

8080033161_8a2f255955_zIndtil videre har revolutionen dog i høj grad skånet producenterne af de varer, som ikke kan brydes ned til data: Vores tøj, vores møbler, vores biler og alle de andre dejlige ting, den industrielle revolution har medført.

Med 3D-printerens fremtog kan det dog være en stakket frist. I sidste uge åbnede en ny 3D-print-butik i København. Butikken synes at fokusere på folks fascination af den nye teknologi, og der er mere tale om at man kan komme og prøve en printer som en slags forlystelse, end at man kan printe noget brugbart.

Det er dog kun et spørgsmål om tid – og kort tid, hvis vi skal bruge eksemplerne fra Netflix og Facebook som målestok – inden en betydeligt del af de varer vi køber, er lavet af 3D-printere, og det vil medføre næste store bølge i den revolution, som er i fuld gang.

Masseproduktionens fordele forsvinder

Internettets dataoverførsel har fjernet fordelen ved at masseproducere. Før internettet kunne store pladeselskaber, filmselskaber og mediehuse have stordriftsfordele, som kunne holde opkomlinge helt ude af markedet. Med internettet kan du distribuere dine nyheder, din musik og dine film til alle interesserede, uden at det koster dig en krone. Det har taget magten fra dem der sad på produktionen og distributionen og givet den til dem, der skabte.

Foto: Miss Copenhagen / flickr

Når stordriftsfordelene forsvinder, kan kælderbutikken komme til at konkurrere med de store brands. Foto: Miss Copenhagen / flickr

Med 3D-printeren vil det samme ske for markedet for fysiske varer. Enhedsprisen på specialfremstillede varer falde drastisk. Dermed forsvinder den konkurrencefordel, som de store firmaer henter, ved at få masseproduceret deres ting på fabrikker i lande med lav løn.

En ung designer med en lille kælderbutik vil kunne producere sine tøj og sko til en pris, som kan konkurrere med Nike, Adidas eller Ikea, hvis vi taler om møbler. Det vil splitte markedet for den type varer på nøjagtig samme måde, som vi har set det med mediemarkedet. Store, velkendte brands vil dø, mange flere vil få chancen og der vil komme nye brancher, som vi i dag slet ikke ved, eksisterer.

Nødvendig omstilling

Dette indlæg handler ikke direkte om kommunikation, men så alligevel. For ligesom alle andre brancher, er kommunikationsbranchen også nødt til at omstille sig. Ikke bare på de nye muligheder og udfordringer, nettet giver for kommunikation, men også på den nye virkelighed.

Hvordan ser PR-markedet for eksempel ud, hvis de store selskaber, som udgør langt størstedelen af omsætningen på dette marked, styrter i grus? Og hvordan skal branding foregå, hvis de store brands afløses af tusindevis af små, uafhængige producenter?

Begrebshygiejne

Når de offentlige ydelser til nybagte forældre skal fordeles anderledes er der tale om tvang, selvom ingen taler om at tvinge nogen på barsel. Når en politibetjent bryder loven og henter en aflivningsdømt hund fra det internat, hvor den skulle tilbringe sine sidste dage, kaldes det selvtægt, selvom betjenten i interviews fortæller, at han bevidst brød loven og ikke – som ellers er definitionen på selvtægt – tog den i egen hånd.

Ting, vi ikke kan lide er terror eller racisme og når vi oplever det er vi rystede eller chokerede. I ingen af tilfældene skeles der til ordenes egentlige betydning. De er blevet en slags tillægsord, som vi bruger til at udtrykke vores holdning, samtidig med, at vi fortæller om dem på en måde, som helst skal virke neutral på overfladen.

Min hustru introducerede mig for år tilbage for ordet begrebshygiejne; at man nøjes med at bruge ordene i den betydning, der er dem tiltænkt og på den måde gør det lettere at kommunikere.

Jeg vil tillade mig at opfordre alle til at benytte lidt mere begrebshygiejne. Man kan godt være uenig i øremærket barsel til mænd uden at der er tale om tvang. Man kan godt mene, at den hundeafhentende politibetjent skal fyres uden at anklage ham for selvtægt.

Man kan nøjes med at bruge ordet terror om udøvelse af rædsel som skal skabe frygt og usikkerhed og racisme om mennesker, der dømmer andre mennesker på baggrund af etnicitet. Man kan sagtens være uenige med folk alligevel.

Lad os nu kalde en spade for en spade.

 

Eye Candy og avisdød

I forbindelse med Douglas Entertainments fremragende guerillastunts, hvor de blandt andet fuppede adskillige danske medier til at hoppe på en historie om, at de åbnede natklubben Eye Candy, hvor kun smukke mennesker kunne komme ind, får jeg lyst til at hive en gammel traver frem og citere mig selv fra et indlæg, som jeg skrev i forbindelse med Urbans lukning.

Bladfolk som Lisbeth Knudsen taler hele tiden om det ’kvalitetsindhold’ som journalisterne producerer, og som går tabt, når aviser lukker, men der er i højere grad tale om journalistisk selvfedme, end en nøgtern vurdering.

Der er nemlig rigtig gode årsager til, at hverken kunder eller annoncører gider betale tilstrækkeligt for at få indhold fra aviserne: Det er ikke mere værd, end det indhold, som produceres af entusiaster og som kan hentes gratis på internettet. I hvert fald ikke ret meget af det.

Den pointe mener jeg ikke kan slås hårdt nok fast, og jeg vil hylde drengene fra Douglas Entertainment for endnu engang at vise det: Så længe medierne ukritisk viderebringer alt hvad de får ind som om det var fakta, er de ikke mere værd end Facebook og Twitter. Til gengæld er de noget dyrere at drive pr læser, og derfor er det kun et spørgsmål om tid før de må dreje nøglen om, hvis ikke de ændrer strategi.

Det fornemme stunt, som blandt meget andet førte til et interview på TV2 Lorry, kan nydes i programmet Absurdistan på DR 3. 

Interviewet i TV2 Lorry kan ses her, mens pressemeddelelsen kan læses påAbsurdistans facebookside

Status på Auken/Nyrup

Det socialdemokratiske formandsopgør og “live”-rapporteringen derfra har fyldt meget i mit liv den seneste måneds tid, men i eftermiddag slutter det med afstemning på den ekstraordinære kongres, og derfor er det vel passende at gøre lidt status over det her på bloggen.

Det er jo altid svært at forestille sig, hvordan den slags projekter kommer til at udarte sig, men ingen af mine forestillinger inden jeg begyndte stod mål med virkeligheden. Især tre ting har været overvældende: Den meget høje grad af interaktion fra brugerne, de mange positive tilkendegivelser på nettet og i ude i virkeligheden og den presseomtale, det hele affødte.

Interaktionen fra brugerne begyndte allerede, da jeg annoncerede projektet med min egen twitterprofil, og folk øjeblikkeligt begyndte at anbefale det. Det var med til at give en flyvende start og betød, at der efter bare et døgn var omkring 150, der fulgte opdateringerne, hvis man lægger twitter og facebook sammen.

Interaktionen har i øvrigt artet sig forskelligt på facebook og twitter. Hvor brugerne på twitter mest har interesseret sig for fænomenet med at formidle historie i realtid på sociale medier, har interessen på facebook primært samlet sig om indholdet og brugerne har leget med på en anden måde end på twitter. Hvorvidt det skyldes mediernes natur eller blot er et tilfælde er nok for tidligt at sige.

Presseomtalen begyndte, da Politiken den 21. marts dedikerede forsiden af kultursektionen til historieformidling i realtid. Alwyn Collison, der står bag liveopdateringen fra 2. verdenskrig og undertegnede udtalte os i artiklen, og i timerne efter, at avisen var kommet på gaden ringede TV2 News, P1 Morgen og Go Morgen P3 for at få mig i studiet til en snak om projektet.

Indslaget på News og artiklen i Politiken er desværre ikke på nettet, men indslaget fra P1 Morgen kan høres her og indslaget fra Go Morgen P3 her. Siden har jeg i øvrigt også set projektet omtalt på Berlingskes hjemmeside.

En interessant erfaring i den forbindelse er i øvrigt, hvor dårligt omtalen konverterede til brugere. Det kan end ikke spores i statistikkerne, at der var et døgn med ret massiv mediedækning af projekterne, men det er jo næsten emne nok til et helt blogindlæg i sig selv.

Alt i alt er jeg ikke så meget i tvivl om, at jeg gerne vil lave et projekt mere i den nærmeste fremtid. Som jeg har sagt flere gange ser jeg stadig et stort udviklingspotentiale i formen, og næste gang håber jeg at kunne lave det mere tværmedialt, så opdateringerne kan suppleres af billeder, video, lydklip, artikler og hvad man ellers måtte kunne finde på. Det er klart, at ophavsretten stikker en kæp i hjulet på den slags, men det må kunne løses.